Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 31. marts 2018
Svarnummer:
112

Indsendt af

Casper Højgaard Arndt

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Der er flere gode initiativer i den foreslåede lokalplan, men et højhus på Nuuks Plads er ikke en af dem. Mine primære argumenter mod højhuset er ikke med hensyn til vind, skygge eller andre fysiske ændringer dette måtte medføre – sådan er det med højhuse. Højhuset vil derimod være en arkitektonisk og byudviklingsmæssig katastrofe. Ved gennemlæsning af redegørelsen for lokalplanen støder man på udsagn som ”Nye højhuse … det er vigtigt at de tilfører byen og det konkrete sted arkitektonisk merværdi”, ”særlig fokus på sammenhængen mellem den bevaringsværdige arkivbygning og den nye længdebygning med højhus” og ”… fastholdes den lavere og åbne karakter i området. Højhuset er en tilføjelse til denne bygningsstruktur, hvormed der kan opnås en bygningsmæssig fortætning og samtidig skabes mere plads til offentligt tilgængeligt byrum”. Opfattelse af arkitektur og byudvikling er subjektiv, men jeg vil mene at ingen af ovenstående udsagn er gældende for den foreslåede lokalplan. Generelt set er løst placerede højhuse med stor afstand dræbende for tilfredsheden med bylivet og opfattelsen af byen for både de nære beboere og besøgende. I behøver blot at tage en tur til London og følge med i debatten og erfaringer derfra for at blive bekræftet i dette. Idéen om at placere enkelte højhuse ved metrostationer og andre knudepunkter vil bryde med byens arkitektoniske egenart i små nedslag med en frekvens, der gør at byens overordnede arkitektoniske sammenhæng smadres og stresses. Herudover vil det konkrete tilfælde med Nuuks Plads fuldstændig nulstille og fjerne al opmærksomhed fra den smukke bevaringsværdige arkivbygning. Selve det arkitektoniske udtryk af højhuset giver os hverken et 8. vidunder eller en øjebæ, men nogen merværdi bibringer det ikke. Højhuse bør generelt placeres fortættet, hvis der ønskes den fornemmelse af storby og skyline som det virker til at nogle politikere savler ved tanken om, og som jeg bifalder under de rette forudsætninger. Området omkring Rantzausgade har haft det hårdt i en lang periode. Der er nu sket en fantastisk udvikling med den grønne cykelsti, butik- og cafeliv mv, og lovning på yderligere investeringer i selve gaden og Hans Tavsens Park. Med Nuuks plads er der en enestående mulighed for at give Nørrebro et sammenhængende område af høj kvalitet som bydelen fortjener. At starte/afslutte dette område ved at placere en firkantet totempæl, der ødelægger alle linjer i det arkitektonisk smukke område på og omkring Nuuks Plads er at fornedre det arbejde, der er lagt i området før vores generation og af vores generation. Med hensyn til fortætning vil det at placere et højhus rent fysisk have den modsatte effekt. Området vil fremstå opdelt og usammenhængende. Rent befolkningsmæssigt vil den fortætning, der opnås være ubetydelig, og ikke opveje ulemperne! En øget befolkningstilvækst opnås mere effektivt gennem udvikling af uudnyttede arealer eller ved at tillade udnyttelse af taglejligheder og loftsrum i den eksisterende boligmasse. Ikke alle projekter bør gennemføres for at genere størst mulig profit. København og staten har råd til at tænke større end dette! Hænger økonomien ikke sammen bør man dog hellere udvide den nybyggede længe, så selve stationspladsen bliver lidt mindre eller som sidste udvej øge etagehøjden med 1-2 etager for hele længen. Større ambitioner på Københavns og Nørrebros vegne, tak!