Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 30. april 2018
Svarnummer:
214

Indsendt af

Bjarke Lindsø Andersen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Kære kommunalpolitikere, På baggrund af lokalplanen og borgermødet 18. april mener jeg, at selve byggeriet, rent arkitektonisk, virker gennemtænkt. Men jeg er skeptisk overfor den manglende opmærksomhed på, hvordan det nye byggeri hænger sammen med bydelens øvrige udvikling. Der kommer mange nye beboere til et område med manglende boldbaner, skoler og en enormt presset infrastruktur. For mange pendlere, der kommer ind i byen ad Bispeengbuen er Nuuks Plads den nærmeste metrostation. Med det budgeterede antal p-pladser (som kommunen argumenterer med "lever op til normerne") kommer der til at mangle p-pladser i et område, der allerede har stor mangel på p-pladser. Det samme gælder cykler, hvor det anslås at ca. 70 stativpladser på pladsen er nok. Resterende omkring ca. 350 cykelpladser kommer i kælderen. I må have noget data der viser, hvor sandsynligt det er, at folk sætter deres cykler i kælderen på en metrostation. Jeg forudser en plads tilplastret med cykler. Angående selve pladsen, ser det på tegningerne flot, men jeg er bekymret for skyggen, da højhuset jf. døgnanimationen kaster skygge over den plads, der er tiltænkt ophold og afslapning i store dele af dagstimerne. Dertil kommer de mange vindkompenserende træer, hvis kroner kaster yderligere skygge. Vi ser på Borups Plads, at en næsten altid skyggeramt plads er meget lidt attraktiv. Jeg kunne ønske mig at kommunen i langt højere grad tænkte dette byggeri ind i den øvrige bydels udvikling, og gjorde dette ved at kunne demonstrere, hvordan borgernes henvendelse bliver taget til indtægt, for som potentiel højhusnabo er det mit indtryk, at de fleste føler sig overhørt og trumfet af kapitalinteresser. Afslutningsvist mener jeg ikke - af æstetiske og kulturhistoriske grunde - at et 75 meter højhus hører hjemme i Københavns gamle brokvarterer. Mvh Bjarke