Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 7. maj 2018
Svarnummer:
295

Indsendt af

Birgitte Teglbjærg

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg protesterer... Et Højhus på 75-80 meters højde tæt, tæt på 5 etagers bygninger fra cirka 1895-1900 i området omkring Nuuks Plads, synes jeg, er fuldstændig uhørt. Kommunen bør bygge i tilsvarende højde som resten af bygningerne, og bygge almenboliger, efter min mening! Som planen ser ud nu, tager man ikke højde for Højhusets konsekvenser: 1) Konstant skygge på pladsen og andre steder i området, og hvor man på pladsen lokker med hyggelige, solrige, vindfrie udendørs pladser ved Martin Nyrups bygning. Hvem ønsker at drikke kaffe/hygge sig der i skygge og stormvejr? 2) Konstant blæsevejr på pladsen! Sammenlign med Hammerichsgade i centrum! 3) Trafikale problemer omkring pladsen. Plads til cykler og bilister, der vil bruge metroen. I forvejen fjerner kommunen mindst 10 parkeringspladser i området. Cyklister har også meget svært ved at få plads. 4) Ingen garanti for, at højhuset skal benyttes til almennyttige boliger eller til bopæl med helårsstatus. 5) At lokke med butikker i underetagen af Højhuset er unødvendigt. Beboere i området er velforsynede med detailforretninger. 6) Skulle der flytte fastboende familier ind i dette højhus, hvor skal deres børn så gå i skole og daginstitution? Hvor skal de lege? På Nuuks Plads? Jeg kunne skrive en lang afhandling om dette uigennemtænkte projekt, der lugter langt væk af penge, der skal tjenes ind. Jeg anmoder kommunen om tage højde for, at vi er Danmarks og Nordens TÆTTEST BEFOLKEDE område lige præcis her, og vi har brug for rekreative områder til både små, unge, voksne og ældre. Lav i stedet bedre parkering og transport for folk udenfor København og i yderområderne af København, så vi bevarer Københavns særegenhed. Vores skyline i København bør ikke være en kopi af New York! Birgitte Teglbjærg