Oprettet: 28. juni 2017
Svarnummer:
134

Indsendt af

Marie Baumann

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg er meget imod at der bygges både så tæt og så højt på denne centrale placering i byen. København er kendt for den lave by, og denne placering er for centralt placeret ift. at der bygges så højt. At der yderligere bygges så tæt, og der dispenseres både fra parkeringskrav og kommuneplanens rammebetingelser (VVM side 63) burde få alle alarmklokker til at ringe. Som det fremgår af materialet, så kommer byggeriet til at være så højt, at tårnene vil skygge over et af de mest besøgte, rekreative udeområder i København – Havneparken og derudover også boligerne på Islands Brygge. Det kan ikke tillades – slet ikke, når det er for at kunne lave servicelejligheder! jf. VVM side 46 ”L57 og L58 vil huse servicelejligheder, der vil fungere som møblerede lejligheder til udlejning på uge eller månedsbasis. Målgruppen er typisk forretningsrejsende, forskere eller lignende, der skal opholde sig i København i en længere sammen- hængende periode.” Og helt galt går det for logikken om at forringe boliger til almindelige københavnere og Havneparken, når der i VVM på Side 21 i afsnittet “Luftkvalitet og udledninger” fremgår at solen på Islands Brygge mindskes for at kunne lave tårne, som ingen må bo i – det må nemlig ikke være boliger over kote 98, men skal indeholde tekniske installationer!! “Det højeste boligtårn vil kunne blive påvirket af røg fra HC Ørstedsværket på det etager, der ligger over kote 98 meter. Derfor kan der ikke indrettes boliger på disse etager, men de skal anvendes til tekniske installationer.” En sådan prioritering af tekniske installationer over københavneres boligkvalitet håber jeg ligger meget langt fra de politiske målsætninger. Så længe siden er det trods alt heller ikke siden København blev saneret og et væld af bygninger blev revet ned, for netop at give plads til uderum og en sund by for alle! København skal udvikle sig, og arkitekterne på denne opgave plejer at kunne lavet noget, der er ordenligt, men her tror jeg bestillerne skal se en ekstra gang på, hvad der giver mening i og for København på den lange bane, og ikke kun hvor mange kvadratmeter grundejer kan lokke ud af politikerne med div. dispensationer. Konsekvenserne for Københavns arkitektoniske egenart og alle omkringliggende områder er alt for store til at sådan et projekt kan gennemføres. Jeg håber, I vil stemme imod dette projekt! Både ift. at lave bebyggelsesprocenten mindre og især – at tårnene bliver mindre, så de ikke skygger over på Havneparken og Islands Brygge. Venlig hilsen, Marie Baumann