Oprettet: 30. juni 2017
Svarnummer:
200

Indsendt af

Kenan Seeberg

Postnr.

2650

By

Hvidovre

Høringssvar

Som indfødt Københavner samt beboer og bruger af byen i godt og vel 56 bevidste år, må jeg på det skarpeste protestere mod den vedtagne plan for den såkaldte Postgrund med tilstødende arealer. Den foreliggende plan er komplet visionsløs, og det er en hån mod borgerne, at man stort set ensidigt satser på at styrke finanssektoren, erhvervslivet og en 'internationalisering' af hovedstaden med prestigebyggerier, der både vil smadre byens smukke lave skyline, og kaste lange skygger på Bryggen. Men særligt graverende er det, at der satses på kontorbyggeri til gavn for finans og -erhvervsliv, i stedet for at skabe et bykvarter, der er en visionær kombination af rekreativt område og boliger og arbejdspladser for borgere med lave og middelindkomster. Københavns kommune bør leve op til egne målsætninger om at skabe en grøn rekreativ by med langt flere boliger, der kan betales af almindelige mennesker. Grunden kunne passende bruges til at skabe en række forskelligartede bebyggelser, der både kunne rumme leje- andels og ejerboliger. En kombination af komplekser ikke højere end fem-seks etager, og eksempelvis rækkehuse. Samt bebyggelser i samme højde til mindre erhverv, værksteder, cafeer, mindre museer o.lign. Et levende område med arbejdende mennesker der ikke behøver pendle ind til byen, men som rent faktisk bor i den by, hvor de arbejder. Boligområderne kunne omkranses af grønne rekreative park- og naturområder, hvor både de lokale, men også byens øvrige borgere samt turister og tilrejsende kan vegetere, trække vejret, cykle, slappe af eller opleve. I et miljø, hvor der kunne være legepladser, værksteder, små musikscener, ridebaner, minigolf, baner til sportsudøvelse, væresteder til hjemløse og skæve eksistenser. Kun fantasien sætter grænser. Vi har ikke brug for mere internationalisering og skyskrabere, men nye områder, der respekterer byens 1000-årige historie, og samtidig er en bæredygtig vision for almindelige mennesker, hvor man kan se både stjernerne om natten og himlen om dagen. Og hvor der er tænkt på mennesker og familiers behov i stedet for prestigebyggerier og intensiv profitmaksimering. Jeres projekt er en ommer. Kom igen med noget der er til gavn og glæde for mange flere.