Oprettet: 25. juni 2017
Svarnummer:
106

Indsendt af

Jens Burkal

Postnr.

1577

By

København V

Høringssvar

Med projektet på postgrunden, er der stor risiko for at Københavns Kommune begår en byplansmæssig fejltagelse der vil være at sammenligne med Kalvebod Brygge. Hvor kommunen dog tjente penge på at sælge byggeretter på Kalvebod Brygge, vil der her være tale om at forgylde Danica Pension, DSB og PostNord uden at få tilstrækkeligt tilbage til byen i form af brugbare byrum og rekreative områder. Det ser ikke længere ud til at Gehl Architects er involveret i projektet og det er desværre svært at finde den velkendte “human scale” som Jan Gehl og især København er blevet verdensberømt for. At projektet præsenterer planer der ligger så langt over den tilladte bebyggelsesprocent, på en grund der i forvejen er frygteligt overbebygget (239%, jf. lokalplanen s. 4), kan næppe tolkes som andet end mangel på respekt for byens borgere og det demokratiske folkestyre. Det lugter desværre af at dette er afhandlet på forhold. Man skulle tro at man havde begyndt med at aftale en høj bebyggelsesprocent og så først derefter var begyndt at se hvorledes dette ville kunne passes ind på grunden. Hvis man i en tidlig fase havde fået lavet forskellige volumenstudier, ville man nok have stoppet lang tid før at man kom op på den høje bebyggelsesprocent på 511% (jf. lokalplanen side 8) som der er tale om nu. Det kan virke rimeligt nok at bygherre får lov til at bygge mere end de 185% som kommuneplanrammen tillader, men et passende kompromis kunne være at tillade en bebyggelsesprocent i omegnen af den, som der allerede er på Danicas andel af grunden i dag (239% jf. lokalplanen side 4). Ved på den måde at omdisponere den massive bygningsmasse på grunden i dag, vil der kunne blive skabt en god overgang mellem det nye og det gamle kvarter. Jeg er fortrøstningsfuld overfor at Nordic Choice Hotels vil udvikle Centralpostbygningen med respekt for den historiske bygning, men er bekymret for at bygningens sydøstlige facade bliver mast af det nye byggeri. Et eksempel på dette kan allerede med forfærdelse ses hvor BLOX byggeriet med sin massive størrelse skæmmer Christian 4s smukke bryghus. I steder bør der bygges med god afstand til Centralpostbygningen, og de nærmeste nye bygningers højde bør tilpasses så de harmonerer med nuværende bebyggelse. Der bør mellem Centralpostbygningen og det nye byggeri skabes en plads, der er betydelig større end den planlagte, med plads til byrumsaktiviteter og udendørs udskænkningssteder. For at skabe sammenhæng med Glyptotekskvarteret og resten af byen, er der behov for at projektet fremstår åbent ud mod Bernstorffsgade. I den seneste revision er domicilbygningen blevet delt i to, med en passage ved Polititorvet. På trods af denne forbedring, er det stadigvæk tydeligt at projektet vender ryggen mod resten af byen, og fastholder Bernstorffsgade som en uinteressant trafikkorridor. Projektet er ikke med til at højne bymiljøet i Bernstorffsgade, og fremhæver ikke gadens arkitektoniske kvaliteter. Hvis projektet skal forsætte med den store domicilbygning ud mod Bernstorffsgade, bør de to dele af bygningen reduceres hver med minimum en etage for at skabe bedre balance med omgivelserne. Vedrørende ønsket om højhuse, så mener jeg ikke at nogen form for bygning over 76 meter (samme højde som SAS Royal) vil kunne pryde området, samt at evt. bebyggelse over 44 meter skal holde væsentlig afstand fra både Bernstorffsgade og Postgården. Højere bygninger bør placeres i den sydlige ende af området ned imod Carsten Niebuhrs Gade. Såfremt der skal være flere tårne på grunden skal der være større afstand mellem dem for at der ikke skal skabes en mur af tårne. Høje bygninger på helt op til 115 meter eller derover vil befinde sig bedre i Nordhavn eller Ørestad hvor sådanne bygninger bedre kan indpasses i områder, hvor man kan byudvikle med udgangspunkt i det stærke ønske om høje bygninger og hvor omgivelserne kan tilpasses højhusene. Dette vil ikke være muligt på postgrunden. Højhuse er yderligere problematiske i København pga. de lange skygger de kaster. Dette vil genere helt hen på Islands Brygge, hvor kulturhuset og omkringliggende område vil opleve at der skygges for solen på de sparsomme sommeraftener. Materialevalg bør være af en høj kvalitet for at understøtte den standard Bernstorffsgade og de andre ældre bygninger i kvarteret er opført i. Eksempelvis kunne alle de nye bygninger blive opført med en glas og kobberfacade (der med tiden vil blive irret) som “Vesterport” på Vesterbrogade 8. Anvendelse af kobber vil være en god måde at forbinde overgangen mellem SEB Bygningen og den gamle Centralpostbygning med dennes mange kobberdetaljer. Med brug af kobber og glas vil der være gode muligheder for at højne den arkitekturelle kvalitet. Det udkast der ligger for især udtrykket i domicilbygningen giver en dårlig balance mellem det nye og det gamle, da arkitekterne forsøger at få domicilbygningen til at se gammel ud ved brug af mursten. Sagen er dog at en ny murstensbygning aldrig arkitektonisk vil komme op i en så høj kvalitet som eksempelvis Centralpostbygningen og vil derfor komme til at se ud som en billig moderne kopi. Ved et byggeri af denne størrelse, burde der have været afholdt en international arkitektkonkurrence for at få flere, og mere alsidige, forslag på bordet. Selv når politikerne har efterspurgt alternativer, har udvikler samt rådgiver vendt tilbage med forslag uden reelle og markante ændringer. Det er ærgerligt, for hér kunne der blive skabt et nyt bykvarter af høj international standard, der ville kunne brande København. Andre bemærkninger: 1) Den ny lokalplan skal tage området som helhed i betragtning. Jeg henstiller til at kommunen udvider planområdet til at omfatte Falckbygningen og dennes nabogrunde herunder politiets parkeringsanlæg (Hambrosgade / Mitchellsgade). For dette udvidede lokalplansområde bør der indarbejdes klimasikring og begrønning af Bernstorffsgade og Polititorvet, som det eksempelvis er vellykket gennemført i Vester Voldgade. 2) Bygninger bør alle være af organiske former for at skabe en kontrast til de nuværende bygninger og for at reducere den allerede høje vindpåvirkning i Bernstorffsgade. 3) Såfremt at der bliver placeret friarealer på tage, bør der tinglyses offentlig adgangsret. 4) P-arealer bør realiseres i form af en P-kælder og ikke inde i en plint, sådan som det allerede er tilfældet i eks. Carlsberg Byen. Valget af at bygge en plint er en discountløsning der ikke lever op til byggeriets intention om at være af høj international standard. 5) Der bør arbejdes med en cykelparkeringsnorm der er højere end normalt, grundet projektets placering som nabo til Hovedbanegården. I samme forbindelse bør der være fokus på at lave smarte løsninger, så området ikke komme til at opleves som en stor cykelparkeringsplads, hvor folk ikke har lyst til at opholde sig. 6) Skiltning på de fremtidige bygninger bør begrænses for at minimere lysforurening, herunder bør der i designprocessen og i forbindelse med materialevalg vælges løsninger, der kan bidrage til at lysforureningen fra de enkle bygninger bliver holdt på et minimum. Der bør fastsættes et krav til anvendelse af en lav norm for lysforurening. 7) Skyggeforhold i Bernstorffsgade og for lokalområdet herunder Islands Brygge er for dårligt belyst, særligt i forhold til de høje tårne. Især er der for lidt fokus på hvordan disse bygninger vil påvirke området i vinterperioden som af de fleste københavner især opleves som en trist og kold periode. Ekstra store skyggeforhold vil især i den periode opleves som meget ubehagelige. 8) Vindforhold i Bernstorffsgade og især inden for Postgrundens arealer bør belyses ekstra godt. Herunder bør det belyses hvilket tiltag der er gjort i projektet for at reducere de nuværende vindforhold i Bernstorffsgade. 9) Vurdering af risiko for sætnings- og vibrationsskader på nabobygninger især i Bernstorffsgade bør belyses og ikke kun de for bygninger som er dækket af lokalplansområdet. Herved bør støv, støj og vibrationsbelastning oplevet af naboer i Bernstorffsgade, eks. ved Bernstorffsgade 23 & 23A belyse bedre samt hvilke tiltag der kan og vil blive gjort for at forbedre disse forhold i anlægsperioden. 10) En tydelig anskueliggørelse af de modeller bygherre foreslår bør gøres tilgængelig for offentligheden. Eks. ved at lave både en fysisk og en computer 3D model af hele projektet hvor nabobygningerne er medtaget – eksempelvis i et format som Google Earth kan håndtere (.KML/.KMZ), samt som en stor mockup som både politikere og borgere vil kunne se i en passende lang høringsperiode inden vedtagelse af lokalplanen. Denne mockup vil evt. kunne udstilles foran Hovedbanegården ud mod Bernstorffsgade eller på Rådhuspladsen. Her skal det bemærkes at den model som var medbragt på borgermødet den 7.juni var misvisende, hvor eksempelvis det høje tårn på 115 meter fremstod med samme højde som SAS Royal bygningen som bekendt kun er 76 meter jf. lokalplanen side 9. 11) Selve nedrivnings- og byggeprocessen ønskes gennemført så hurtigt som muligt, særligt under hensynstagen til den visuelle profil imod Bernstorffsgade. 12) Aktiviteter der afstedkommer støv, støj og vibrationer bør holdes indenfor normal arbejdstid (8- 16), herunder uden for weekender, helligdage, industriferie mv. 13) Der bør udpeges en kontaktperson både fra kommunen og fra bygherre i forbindelse med nedrivning og byggeri, man som borger kan tage fat i, hvis det skulle være nødvendigt. Der bør ligeledes etableres en hjemmeside for Postgrunden som informerer om byggeprocessen efterhånden som arbejdet skrider frem.