Oprettet: 16. maj 2015
Svarnummer:
40

Indsendt af

Ulrik Danneskiold-Samsøe

Virksomhed / organisation

Tivolis Venner

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Tivoli bør efterleve sine rigtigt fornuftige synspunkter fra 2009 Da projektforslaget til DI’s nye bygning i 2009 var ude i offentlig høring, sendte Tivoli som nabo et særdeles velunderbygget og detaljeret høringssvar. Det samlede svar androg seks tætskrevne A4-sider. Det samlede høringssvar - bilagt illustrationstegninger, som underbyggede Tivolis synspunkter - blev sendt til Center for Bydesign i Københavns Kommune. Kernen i svaret var, at Tivoli på ingen måde ønskede sig det byggeri, som kort tid efter blev virkeliggjort. Byggeriet ville med sin størrelse ved tilføjelse af flere ekstra etager og med sit materialevalg i glas og stål være til skade for den magiske oplevelse af at besøge Tivoli. Især for den ikoniske Hovedindgang ville det nye naboskab være et stort tab. Selv om Tivoli således – meget velunderbygget og detaljeret - frarådede Dansk Industris nybyggeri, blev det gennemført uden hensyntagen til Tivolis fuldt forståelige standpunkt. Alligevel kunne det ikke gå stærkt nok for DI. Så stærkt at selv NCC afslog at byde på opgaven. Årsagen var, at der fra DI’s side ikke afsat tid nok til at regne på tilbuddet (Dagbladet Børsen 21. januar 2010). Så stærkt skulle det gå. Og nu gentager historien sig. I dag er det bare Tivoli, der har antaget DI’s byggestil. Endnu en indramning af hovedindgangen i stål, glas og ekstra etager. Og denne gang er det Tivoli, som har travlt. Tivolis høringssvar fra 2009 om DI-projektet er ikke nævnt med ét ord. Som en kendt tidligere statsminister blev udødeliggjort på: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”. En modernisering og forbedring af de nuværende bygninger på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade kan man ikke bebrejde Tivoli. Haven skal også følge med tiden. Med det bør ske på en mere afdæmpet måde, som dels ikke er en visuel trussel mod Hovedindgangen, dels ikke er i strid med Havens formål af at være en folkelig forlystelse. Og er flere luksushotelværelser til meget høje priser inde på Havens grund – end de værelser, som der allerede er - en folkelig forlystelse? Med venlig hilsen Ulrik Danneskiold-Samsøe Medlem af Tivolis Venner, som er et forum af bygnings- og bykulturinteresserede ildsjæle. Gruppen ønsker at hæge om Tivolis oprindelige identitet, således at haven både er en forlystelsespark, og en kulturel virksomhed. Identiteten inkluderer beliggenhed, arkitektur, historie, musik og underholdning.