Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 3. februar 2015
Svarnummer:
234

Indsendt af

Trine Heilmann og André Larsen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidsstruktur Vi er som familie dybt bekymrede over jeres planer om at ændre fritidstilbuddene i vores bydel. Vi er bange for, at I ved at samle klubbørnene i et fritidscenter - i stedet for at lade de mindre enheder bestå - risikerer, at de 10-14-årige vil droppe ud af fritidstilbuddene. Og vi kan simpelthen ikke forstå, at det skal være nødvendigt med stordrift i en kommune, som bryster sig af at have en sund økonomi. Vi har tre børn, som er enormt glade for Præstekærs fritidsklub Hjørnet, dens voksne og deres rummelighed. Og vi er bange for, at I træffer en forkert beslutning, fordi I slet ikke er klar over, hvor stort og vigtigt et stykke arbejde, de voksne på Hjørnet gør. Det er de voksnes fortjeneste, at vores tre børn ikke sidder hjemme foran en skærm de fleste af ugens eftermiddage; de vælger i stedet klubben, kammeraterne, de voksne og fællesskabet. Og det kan vi som forældre kun glæde os over. Hjørnet er stor nok til, at der er masser af kammerater at vælge i mellem, men ikke større end at de voksne kender børnene og rent faktisk interesserer sig for, hvordan de går og har det. Hjørnet ligger tæt på skolen og tæt på, hvor vi og alle børnenes kammerater bor. Det er altså et naturligt samlingspunkt for ungerne på hverdagseftermiddage. Vores ældste søn går i 6. klasse, og bruger nu klubben på tredje år, mens vores yngste søn og datter, der går i 4. klasse, snart kan fejre et års jubilæum som klubbørn. Det er her, de leger og hygger med både drenge og piger fra deres klasser – også med mange, som de ellers ikke laver legeaftale hjemme med. På klubben har to af dem taget sykørekort, for det var der ikke tid til i skolens håndarbejdstimer; ligesom drengene har lært at spille et par numre på guitar, selvom de ikke har gået på musikskole. Det at de voksne i klubben har tid, at de har lyst til at være sammen med ungerne betyder, at vores børn har lyst til at tilbringe tid sammen med dem, at lære og lade sig inspirere af dem. De oplever voksne, som er stabile og nærværende i en tid med mange forandringer i skoledagen. De oplever voksne, som interesserer sig for, hvordan de har det, og som tager fat, når der er problemer i en børnegruppe. Tanken om en storklub med mange flere børn og voksne tiltaler hverken vores tre børn eller os som forældre. Det fællesskab, det nærvær og den ånd, der hersker i Hjørnet, kan ikke bare proppes ind i et andet hus. Vi håber derfor inderligt, at I vil indse, at en så velfungerende klub som Hjørnet bør bevares. Det er ikke et opbevaringssted for tweens og teenagere – det er der, vores børn hver dag lærer at være store og selvstændige i et trygt og sjovt fællesskab. Bedste hilsner André Larsen og Trine Heilmann