Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Når større ikke er bedre: "Luk ikke fritidshjemmet på Marengovej" Vores søn Asger går i 0.V på Skolen ved Sundet, og når en lang skoledag er slut går Asger 400 meter med tasken på ryggen og frisk luft i næsen med sine klasse- og parallelklassekammerater til Fritidshjemmet på Marengovej. Her bliver han mødt af små kælderlokaler og en begrænset legeplads omgivet af høje boligblokke. Ved første øjekast ikke ideelle betingelser for en fritidsordning, men ikke desto mindre elsker Asger sin "frit": "Jeg kender alle mor, og alle kender mig... også de voksne". Asger har gået i 0. klasse før på Skolen ved Søerne, hvor SFO tilbuddet er på skolen for alle 0-3 klasser – ca. 350 elever. Her er faciliteterne bedre og væsentlig større, og børnene behøver ikke bevæge sig mellem skolen og fritidstilbuddet - umiddelbart en rigtig god helhedsløsning. Men sådan oplevede Asger det ikke. Han blev stresset af at være der, fordi der var så mange valg han skulle træffe hele tiden. Skal jeg være på hvid, gul eller rød etage i dag? Hvilke aktiviteter skal jeg melde mig på? Hvor er min brik henne, som jeg skal flytte hver gang, jeg vælger at lave noget nyt, så de voksne ved, hvor jeg er og min mor kan finde mig, når jeg skal hentes? Asger nåede aldrig at lære navnene på pædagogerne og det var først efter et halvt år, at han turde at spørge nogen af dem om noget. Han synes, det var hårdt hele tiden at skulle vælge og tage stilling. Dette indlæg er IKKE ment som en kritik af Skolen ved Søerne og SFO'en "Søstjernen", men det er et forsøg på at eksemplificere, hvordan en stor veletableret SFO virker meget overvældende på et barn, der lige er begyndt i skolesystemet. På Marengovej, hvor antallet af børn er 60, kender Asger alle de voksne - og han kan lave det, der falder ham ind, når det falder ham ind, fordi rammerne er mindre og til- og fravalgene derfor langt færre. Valg indgår som en naturlig del af samværet mellem voksne og børn og ikke som en grundsten i et institutionelt set up, der efter min og Asgers mening kræver for meget af et barn i 0. klasse. Indskolingsbørn har især brug for tryghed og nærvær, når de er færdige med en lang skoledag fyldt med input og krav. Nærværet og blikket for det enkelte barn bliver let overdøvet i en stor institution. Sloganet: “en skole – et fritidshjem” lyder langt bedre, end det er og med Asgers eksempel er det svært at få øje på, hvordan fremtiden indskolingsbørn skal få det tiltrængte pusterum, hvor de trygt kan lege og knytte venskaber guidet af voksne, der kender dem. Det er ikke pædagogiske hensyn, men økonomisk stordriftsfordele, der er bestemmende, hvis de små fritidshjem lukkes og indskolingsbørnene og ikke mindst børn med særlige behov kommer til at betale prisen.