Oprettet: 25. juni 2016
Svarnummer:
18

Indsendt af

Trine Als

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Onsdag d. 1/6 2016. Der er musik på pladsen ved Guldberg Skole, hvor min datter går i 1. klasse. Kokken er 20 og vi skal læse godnathistorie inden hun skal sove. Inden da kigger vi sammen ud af vinduet, for at se på festen og glæde os over at bo i en by, hvor fest og hverdagsliv kan sameksistere så fint. På fortorvet nedenfor vores vindue, sidder 3 kvinder på hug og lader vandet. Lige ved siden af står en ung mand ved siden af syrenbusken, læner sig ind over hegnet og kaster op ind i vores forhave. Vi griner lidt af det og jeg håber i mit stille sind på en grundig oprydning. Jeg bor og lever på Nørrebro. Jeg elsker at her er liv. Jeg har valgt at bo her netop fordi der er et jævnt flow af demonstrationer og arrangementer i byrummet, lige fra loppemarkederne til festerne. Efter afvikling af Distortion 2016 gik der 3 uger førend det regnede kraftigt nok til at slette sporene. I næsten en måned har jeg bragt mine børn rundt i byrummet i en underliggende stank af urin. På Guldbergsskolen var det ikke muligt for eleverne at benytte udearealerne i flere dage efter Distortion, da hele legepladsen var blevet smurt ind i øl, opkast og urin. På pladsen foran skolen gik næsten 2 uger førend en kæmpe bunke jord og skrald blev fjernet. Jeg savner at der i Forskriften for udendørs musikarrangementer tilføjes et afsnit om oprydning og rengøring. Gadefejning alene kan ikke gøre det, da lugten ikke fjernes. Der skal også vand til. Derudover er det væsentligt at forholde sig til oprydning og rengøring ad de omkringliggende områder hvor arrangementet har været afholdt.