Oprettet: 22. januar 2017
Svarnummer:
28

Indsendt af

Torben Valdbjørn Rasmussen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Bygger man VIRKELIG kvadratmeter der ikke er brug for? Indledningsvis vil vi gerne takke for informationsmødet afholdt i forbindelse med forslag til ændring af lokalplan for Artillerivej Syd. Som nabo til Plot C i lokalplan er vi glade for, at den oprindelige lokalplan er revideret, og at forslaget til ændringer har tilvejebragt en grundplan, som samler og frigiver sammenhængende arealer til rekreative anvendelser. Der er lagt op til en grundplan med lange kig mellem de enkelte bebyggelser i hele området som er prioriteret med brede passager, hvor de brede passager er etableret ved at give god afstand til eksisterende byggeri. Tillige er facadelinjen på bygninger mod Hilmar Baunsgaards Boulevard trukket tilbage fra vejen, og følger derved byggelinjerne på rækkehusene Town Houses ved siden af. Disponeringen af grundplanen giver sammenhængende, lyse, venlige, overskuelige og farbare passager. De god afstande til øvrige bygninger hindrer konstruktivt skumle mørke gyder med indadgående hjørner, som fra andre steder i byen har vist sig at skabe problemer med affald og hjørner hvor der bliver tisset når mange mennesker er samlet. Gruppen der har udarbejdet forslaget til ændringerne i lokalplanen skal derfor have ros for den nye foreslåede overordnede grundplan. Derimod indeholder forslaget også knap så positive elementer som vi er imod: • øget bebyggelsesprocent, fra ca. 109 til ca. 111 • øget etageareal, med 4.000 kvadratmeter (m2) fra 190.000 m2 til 194.000 m2 • øget muligheden for at øge bolig m2 med 17.000 m2, ved at fravige kravet om etablering af serviceerhverv. Elementer der ikke understøtter den ellers så positive udvikling der pågår i bydelen, eller er i synergi med de oprindelige politiske intentioner for Artillerivej Syd. Forslaget vækker således bekymring på to områder: 1. At bydelen Artillerivej Syd mister sit potentielle, mangfoldige og oplevelsesrige, byliv 2. At der i umiddelbar nærhed af lav tæt byggeri opføres meget høje, meget bastante, meget massive, og meget dominerende bygninger, som ikke komplimenterer det eksisterende byggeri, men stå i direkte konflikt til, nabobebyggelsen. Ad 1) At bydelen Artillerivej Syd mister sit potentielle, mangfoldige og oplevelsesrige, byliv Ved at gøre det muligt at konvertere 17.000 m2 serviceerhverv til bolig m2 ved at fravige kravet om etablering af serviceerhverv mister bydelen muligheden for serviceerhverv, og Artillerivej Syd bliver alene et boligområde, som yderligere øges med 4.000 m2. Derved kan bolig m2 øges til 21.000 m2, svarende til ca. 221 boliger med ca. 884 flere beboere, hvilket må betragtes som en meget stor fortætning. Ved at øge bolig m2 vil behovet yderligere øges for de serviceerhverv, som bolig m2 erstatter og etableres på bekostning af. En ændring, der er i direkte strid med intentionen om at skabe et område med en sund blanding af bolig, liberalt erhverv og serviceerhverv, samt et mangfoldigt og oplevelsesrigt byliv. Intentioner de beboere der allerede har etableret sig i området har støttet op om, hvorfor de med rette kan føle sig ført bag lyset med de foreslåede ændringer. Erfaringen fra andre steder på Islands Brygge viser, at gives der muligheden for at konvertere serviceerhverv til bolig m2 vil det i praksis ende med meget lidt eller slet ingen serviceerhverv. Er bolig m2 først solgt som bolig er det svært at forestille sig, at disse konverteres til serviceerhverv efterfølgende. Derfor er det nødvendigt at fastholde kravet til serviceerhverv, da serviceerhverv også understøtter liberalt erhverv. Det oprindelige krav til serviceerhverv er derfor i synergi med kravet til m2 tiltænkt liberalt erhverv og boliger. Axel Heides Gade var oprindeligt udlagt som butiksstrøg, men endte med én enkelt Netto-butik grundet, at kravet til m2 til liberalt erhverv blev fraveget. Axel Heides Gade er for os et skrækeksempel på fejlagtig planlægning. HVIS kommunen og grundejer, Pension Danmark, ikke vurderer at der er behov for 17.000 m2 serviceerhverv er der INGEN grund til at opføre disse m2. Dermed kan byggerierne ligeså gøres mindre dominerende. Bygningernes grundplan, bygningsdybden og højden på de høje bygninger og sidebygninger kan reduceres og fortætningen af området kan derved undgås. Det vil netop understøtte og styrke den politiske intension med området Artillerivej Syd. Ad 2) At der i umiddelbar nærhed af lav tæt byggeri, på Plot C, opføres meget høje, meget bastante, meget massive, meget dybe og meget dominerende bygninger, som ikke komplimenterer, men stå i direkte konflikt til, nabobebyggelsen. Ændringsforslaget lægger yderligere op til markante ændringer af udformningen af en række af de høje bygninger. Bygningerne E, F og G i Plot C ligger mellem Yard House og Town House og gaderne Islands Brygge og Hilmar Baunsgaards Boulevard. Bygningerne E, F og G ser ud til at få en noget mere bastant karakter end oprindeligt tiltænkt. De er samtidig langt mindre spektakulære end de oprindelige vredne bygningskroppe, og uden de trinvise højdeforskelle, der kan skabe en blød overgang mellem de nærliggende rækkehuse, og de højere bygninger mod Islands Brygge. Bygning G suppleret med en sidefløj mod Hilmar Baunsgaards Boulevard, der har en meget stor bygningsdybde på 13 meter, går fra 14,5 meter til 40 meter i et trin, altså fra højt til MEGET højt i et trin. Efter vores opfattelse lever de nye foreslåede, rektangulære massive bygninger langt fra op til intentionerne i den oprindelige plan for området, om et visuelt let og transparent byggeri. Forslaget komplimenterer på ingen måde det eksisterende byggeri, men er i direkte konflikt med de tilstødende rækkehuse med en bygningsdybde på 7 meter. Vi vil gerne holde Københavns kommune fast på at understøtte de visioner, som kommunen oprindeligt har haft for den nye bydel og dermed; • ikke at øge bebyggelsesprocenten, • ikke at øge etagearealet, • ikke at øge fortætningen, • ikke at give muligheden for at øge bolig m2 ved at fravige kravet om etablering af serviceerhverv, i lokalplanen. Erkendes det at der ikke er behov for 17.000 m2 serviceerhverv BØR DE EFTER VORES OPFATTELSE IKKE OPFØRES! Derved kan bygningshøjden og bygningskroppene på Plot C reduceres tilsvarende. Reduktionerne bør udføres i Plot C da de to bygninger på Plot D mod havnen står mere solitært end bygningerne i Plot C, hvorfor de bedre kan bære de foreslåede bygningshøjder. Da ændringsforslaget til Artillerivej Syd vedrører de sidste matrikler i området, er det ekstra vigtigt, at gøre det rigtige for, at skabe den bedste synergi i forhold til det allerede opførte byggeri, som styrker sammenhængskraften for området som helhed for områdets beboere og ”gæster” frem for bygherrers kortsigtede økonomiske interesser. Kortsigtede interesser som alene er styret af grundejerens, Pension Danmarks, primære interesse i at opfører boliger med salg for øje. Venlig hilsen Torben Valdbjørn Rasmussen