Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Rabarbervej 2 og 10-12

Oprettet: 2. marts 2017
Svarnummer:
8

Indsendt af

Thomas Knudsen og Mette Jepsen

Postnr.

2400

By

Kbh NV

Høringssvar

Som beboere på Jordbærvej er vi meget bekymrede for konsekvenserne af det kommende byggeri og de mange dispensationer, der lægges op til. Den massive bebyggelse af Rabarbervej 2 og 10-12 vil komme til at betyde en markant forringelse af hele området – og ikke mindst for beboerne på Jordbærvej, institutionen på Rabarbervej og de omkringliggende børneinstitutioner. 1. Byggeriet lukker sig om sig selv. Med det nye byggeri vil der komme en kæmpe husgavl, der lukker sig mod Jordbærvej, institutionen på Rabarbervej og børneinstitutionen Grøndalen. Vi er uforstående over, hvorfor bygningen skal vende ryggen til boligområdet og institutionerne? Beboerne, beboerne på institutionen og børneinstitutionens børn og voksne, vil opleve skygge og mørke fra det nye byggeri, der overskrider den i lokalplanen fastsatte byggehøjde på max. 12 m. Som beboere på Jordbærvej har vi svært ved at se, hvordan dette voluminøse byggeri, der spreder sig over hele den grønne vandværksgrund, er bedre for lokalområdet end containerbyggeriet var? Som man jo valgte at afvise. Og hvor er kultur- og miljøhensynene blevet af, som der i Lokalplanen lægges vægt på, at vandværksbygningen skal bruges til? 2.Farlige parkeringsforhold forringes yderligere. Parkeringsforholdene på Jordbærvej og Rabarbervej er i forvejen meget forringede af, at medarbejdere og gæster fra kommunens Økonomiforvaltning parkerer i området omkring vandværket og til tider på brandvejen og boligafdelingens fællesarealer. I forbindelse med det nye byggeri af 156 boliger, medfølger der 33 parkeringspladser, hvilket vi frygter vil gøre parkeringsforholdene og trafikken til, fra og i området endnu værre og decideret farlig. 3. Det voluminøse byggeri og de mange dispensationer omformer brandvej til vej. Det grønne område ved vandværket er det grønne areal, hvor børnene på jordbærvej kan lege i sikkerhed for trafik, og beboerne kan mødes til hygge - to muligheder som blev fremhævet i forbindelse med opførelsen af Almen+ byggeriet Grøndalsvænge - den trygge færden som også nævnes i lokalplanen. Med det nye kæmpe byggeri vil hele området bebygges og pladsen til leg og hygge forsvinder helt. Og de nye planer gør, at biler i fremtiden vil kunne køre på den nuværende brandvej helt op af vores boliger og ned i en parkeringskælder under nybyggeriet. Og der søges oven i købet om at inddrage de små rester af grønne områder, der hører til vores boligafdeling, for at tillade trafik og vendepladser klods op af vores boliger. Det finder vi som beboere på ingen måde sikkerhedsmæssigt acceptabelt, som kommunen ellers argumenter for i høringsskrivelsen. Såvel Jordbærvej og den nuværende brandvej vil således være farlige områder at færdes på - særligt for børn, ældre og dårligt gående 4. En velfungerende boligafdeling sættes under pres Med det nye byggeri og de mange forringelser af området, frygter vi, at vi og flere af vores naboer, tvinges til at fraflytte Almen+ boligerne, da vi ikke længere kan tilbyde et trygt miljø til børn og voksne. Ved massive fraflytninger ødelægges den succesfulde boligafdeling, som overborgmester Frank Jensen og kommunen fremhæver som et pragteksemplar på nyt alment boligbyggeri. 5. Byggeriet er meget langt fra intensionerne i lokalplanen Vi har meget svært ved at forstå, hvordan man kan indstille sådan et byggeri til godkendelse, der vil betyde massive forringelser for både beboerne i den almene boligforening, de omkringliggende institutioner samt området som sådan og som er langt fra de intentioner, der gives udtryk for i lokalplanen. Med venlig hilsen Mette Jepsen og Thomas Knudsen Jordbærvej 93 2400 København NV