Høringssvar vedrørende Ny Østerbro Skole - lokalplan 495

Som beboer i lokalplanområdet og som fagperson har jeg en stor forkærlighed for det berørte område. Selvom vi mister et skønt frirum til rekreative fornøjelser med vores børn, hunde og den nære bydels øvrige beboere, så hilser jeg principielt ideen om at etablere en ny folkeskole på området velkommen. Områdets kombination af grønne områder og fritliggende bygninger af høj kvalitet fra forskellige historiske perioder, er en rigtig god ramme for en ny skole. Jeg finder dog det foreliggende forslag alt for vidtgående. Det forekommer at være baseret på kvantitet, from for kvalitet. Der ligger en tendens i tiden til ’optimering’ og ’stort er godt’, men er det nu også det? At presse en fire-spors skole ind på dette begrænsede område virker som en fejlagtig beslutning der trækker en række meget kedelige konsekvenser med sig: et trafikalt kaos, uhensigtsmæssige parkeringsforhold, pressede bygningsmasser og nedrivning af smukke bevaringsværdige bygninger med en rig fortælleværdi. Det er de sidste to forhold jeg især vil koncentrere mig om her. Hovedproblemet er den nye idrætshal. Her ligger man angiveligt under for nogle minimumskrav. Men her må en form for dispensation kunne gives. Børnenes sundhed er jo ikke betinget af størrelsen af en idrætshal, men af de bevægelsestilbud en skole samlet set kan tilbyde. Hvis man eksempelvis vil spille håndbold i en periode, så kan man benytte andre haller i området, således som mange af kommunens skoler i forvejen gør. Hvis idrætshallen opføres som beskrevet, så vil området blive unødigt presset og præget i en meget uheldig retning. Det vil desuden koste to sunde og bevaringsværdige bygninger livet! Et stort potentiale for at skabe ”en bebyggelsesmæssig helhed af høj arkitektonisk kvalitet”, som det så smukt hedder i lokalplanforslaget (s. 15 §1), vil gå tabt. Er det prisen værd? Området hvor skolen skal placeres er præget af et levende klondike af bygninger fra forskellige stilperioder gennem 150 år. Fra de gamle italiensk inspirerede landvillaer, der oprindelig var en del af Rosenvængets villakvarter, over 1920’ernes ny-klassicistiske bygninger til 1950’ernes og 60’ernes funktionalistiske udtryk. Alt sammen skabt i en særlig lokal variant, der ikke findes i andre lande. Dertil friområderne, der binder det hele uensartet, men smukt sammen. Det er en gave at få mulighed for at transformere et sådant område til ny offentlig brug. Denne chance for at skabe et sammenhængende bygningsmiljø med en helt unik karakter, må absolut ikke ødelægges af politisk spekulation i ’optimering’. Det er i den forbindelse særlig bedrøveligt, at lokalplanforslaget forudsætter den bevaringsværdige længebygning (bygning A) nedrevet. Begrundelsen er ”at skabe mere friareal og en god sammenhæng mellem skolens bygninger og friareal”. Hvorfor ikke benytte sig af muligheden for differentiering imellem friarealerne, i stedet for at skabe ét stor sammenhængende areal? Det er netop denne form for variation i friarealerne, som giver gode trygge skolemiljøer, hvor børnene kan udfolde sig i alders- eller aktivitetsopdelte områder. Længebygningens placering inviterer netop til denne differentiering. Den vil kunne fungere som en fin værksteds-, teater- og musikfløj, med direkte udgang til det grønne område. Eller som skolekøkken, der samtidig kan danne ramme om skolens fælles arrangementer, klassefester mv. En bygning magen til denne findes der ingen andre steder i byen. Den er vidunderligt smukt proportioneret og farvesat, den har et sundt indeklima og er desuden bygget på en måde, så den formentlig vil overleve de fleste af nutidens byggerier. Det vil være synd og skam at fjerne denne bygning. Fremfor for dens påståede begrænsende karakter, vil jeg opfordre til at se på de muligheder den giver for at skabe et levende og varieret skolemiljø med historisk dybde. Halveringen af den italienske villa er også et problem. Hvorfor ikke arbejde med en form for sammenkobling imellem denne bygning og den nye (og forhåbentlig mindre) idrætshal? Her synes man igen at overse en gylden mulighed for med de forhåndenværende midler at skabe en unik sammenhæng, der ikke kan tænkes andetsteds, idet det netop er de eksisterende bygninger der muliggør de særegne kvaliteter og de unikke sammenhænge med det nye. Den foreslåede nedrivning af Lomholdts Villa er uforståelig. Den ønskes nedrevet for at give plads til ”foredragssal, kantine eller forskerboliger til Kræftens Bekæmpelse”, som det fremgår af side 4 i lokalplanforslaget. Jamen du milde, hvilken gæsteforsker ville ikke nyde at blive indkvarteret i denne perle af en gammel villa, dersom den bliver omdannet til forskerboliger. Her virker det igen som om man ikke har tænkt på de muligheder de eksisterende bygninger tilbyder. Heller ej på den tilknytning til Rosenvængets villakvarter som Lomholdts Villa repræsenterer. Den er netop det skalamæssige overgangsled, som skaber sammenhæng udadtil. Nedrives villaen, vil også denne mulighed for at skabe en for området særlig sammenhæng gå tabt. Jeg vil virkelig opfordre til at tage disse overvejelser med i betragtningen, førend den endelige lokalplan vedtages. København har ingen steder som dette, og den besjæling de gamle, nu nedrivningstruede bygninger tilbyder, vil aldrig kunne erstattes eller genkaldes. Med venlig hilsen Thomas Bo Jensen (arkitekt og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole) Ndr. Frihavnsgade 88, 2. tv