Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Samlet plan for Vesterbro
Oprettet:
7. april 2011
Svarnummer:
3
Indsendt af
Steen Egeberg
Postnr.
1700
By
København V
Høringssvar
Høringsudkastet beskriver efter min mening og mine erfaringer og oplevelser som beboer i området Halmtorvet, meget præcist problemstillingerne.
Samtidigt anføres et sæt rigtigt fornuftige tiltag for at forbedre situationen, både for misbrugerne, de prostituerede og beboerne.
Det er vanskelige betingelser, som man skal forholde sig til, og de synes ikke at blive mindre.
I de forløbne 5 år oplever jeg at misbrugere og prostituerede "fylder" mere i gadebilledet, og hvis der er en selvforstærkende virkning i den høje koncentration i området, så er det klart at noget må gøres for at undgå at problemerne yderligere spidser til.
Væresteder med behandlingstilbud og hjælp for narkomaner og prostituerede må som anført være helt centralt, herunder bevarelse af de nuværende, men netop også den spredning "udtynding" som der lægges meget vægt på i udkastet.
Den selvforstærkende og destruktive effekt "krigszonen" på det indre Istedgade og tilstødende område har, må kunne "udtyndes" ved en spredning af behandlingstilbud og væresteder, og dermed i sig selv reducere tiltrækning af nye stofmisbrugere.
Politiets og værestedernes indsats har jeg som beboer i området stor respekt for, der gøres rigtigt meget. Men det er tydeligvis som anført i udkastet med åbne grænser og tilstrømning fra bl.a. Østeuropa og Afrika ikke tilstrækkeligt, og kræver måske eftersyn af både lovgivning og bevillinger, samt generelt øget fokus?
Er der det nødvendige politiske mod til at gennemføre de meget fornuftige forslag i udkastet, herunder naturligvis bevilling af de nødvendige midler?
I den sidste ende koster forebyggelse som regel mindre end behandling. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.