Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
666

Indsendt af

Sofie Pedersen og Morten Tandrup

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Høringssvar fra to forældre fra Idrætsinstitutionen Bavnehøj, 2450 København SV. I vores område vil en 1:1 struktur betyde lukning af fritidshjemsdelen på Idrætsinstitutionen Bavnehøj, - en yderst velfungerende integreret institution, som også lader til at være i besiddelse af bæredygtige løsninger. Argumenterne mod lukning af de små fritidshjem i København er talrige. Vi vil forsøge at redegøre for nogle af de relevante argumenter mod lukning af vores fritidshjem i vores lokalområde: 1. BUF ønsker at forældre vælger folkeskolen til – det er ofte en hård kamp, også her i Sydhavnen... - Idrætsinstitutionen Bavnehøj (IB) rekrutterer som integreret institution mange børn til Bavnehøj Skole helt fra børnehavealderen. - At muligheden for at vælge et lille fritidshjem forsvinder, vil sandsynligvis skubbe flere i retning af privatskole. 2. BUF vil med 1:1 strukturen gerne spare penge (på f.eks. lederstillinger)... - På IB vil der kun blive sparet en halv lederstilling, da det er en integreret institution med én leder for både børnehave og fritidshjem. 3. BUF vil gerne sikre, at der er fuldtidsstillinger til pædagogerne... - Dette er allerede velfungerende på IB, da personalet har delte stillinger - dels mellem børnehave og fritidshjem og dels mellem fritidshjem og skolen (som skolepædagoger og i ”Stærkt Samarbejde”). 4. BUF vil gerne have fritidsinstitutioner liggende tæt på skolen... - IB ligger 200 meter fra Bavnehøj Skole 5. Alle ønsker trygge overgange mellem børnehave, fritidshjem og skole... - Med en integreret institution møder børnene gennemgående personale fra IB i både børnehaven, fritidshjemmet og på Bavnehøj Skole. 6. Alle ønsker gode fysiske forhold og udfoldelsesmuligheder – og ingen ønsker ressourcespild... - IB er en helt nybygget institution fra 2014, hvor halvdelen af faciliteter er bygget og indrettet specifikt til fritidshjemsbørn. Idrætsinstitutionen Bavnehøj er et fantastisk sted med et dedikeret, kompetent og stabilt personale. Her er nærvær og plads til det enkelte barn med det det er og det kommer med. Integrationen med børnehave og fritidshjem giver en ekstra tryghed i nogle af de vigtigste år i barnets liv, og desuden fordele ved at kunne have søskende gående samme sted. Vi ved at alle forældre som har børn på IB ønsker at denne perle bliver bevaret, og vi håber I vil lytte på vores argumenter, og bevare Idrætsinstitutionen Bavnehøj som en integreret institution med børnehave og fritidshjem. Venlige hilsner fra Sofie og Morten