Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
548

Indsendt af

Skolefritidshjemmet Vibenshus

Virksomhed / organisation

Selvejende institution Vibenshus & Davids

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Se også vedhæftede fil med samme indhold: Østerbro, den 06-02-2015 Vedr. høring om Fremtidens Fritidstilbud Bestyrelsen for den selvejende daginstitution Vibenshus & Davids har modtaget høringsbrev af 15-12-2014 og noteret sig, at der for fritidsinstitutioner bedes om kommentarer til flg. to modeller: 1. Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner i klynger/netværk 2. Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner udenfor klynger/netværk. Vi har flg. bemærkninger: Det anerkendes, at det på baggrund af folkeskolereformen er nødvendigt for kommunen at forholde sig til organiseringen af fritidstilbud, herunder fritidshjem bl.a. af personalehensyn. I denne forbindelse kan vi desuden umiddelbart tilslutte os, at der er fokus på at nedbringe udgifter til administration og overflødige udgifter til ledelse og bygninger. Grundlæggende fremstår 1:1 modellen fornuftig og overskuelig med sigte på at sikre et godt samspil mellem skolen som resultat af folkeskolereformen og fritidshjemmet med beskåret ”timetal”, men det forudsætter, at der skabes sikkerhed for, at der bliver en god og ligeværdig balance mellem de to enheder, som hver på deres måde kan og skal løfte en meget stor del af opgaven med at sikre vores børn en positiv, lærerig og afvekslende hverdag. Som bestyrelse og ”brugere” af fritidshjemmet Vibenshus er vi – trods de langt fra prangende fysiske rammer – glade for vores fritidshjem, og vi mener, at en fortsat organisering som selvejende institution er bedst egnet til at fastholde fritidshjemmets kvaliteter, ledelse og personale i fremtiden. I forhold til en kommunal institution sikrer fritidshjemmet Vibenshus’ status som selvejende institution større lokal indflydelse og er medvirkende til, at de pædagogiske rammer og ledelse er forankret i en positiv kultur, som, vi ønsker, skal fortsætte. Derudover er vi overbeviste om, at netværkssamarbejde er et godt værktøj til relevant erfaringsudveksling, hvorimod klynger ofte opleves som konfliktfyldte grundet modstridende interesser mellem de enkelte enheder. Vibenshus og Davids har haft gode erfaringer med netværkssamarbejde i et 0-18 års perspektiv i det nuværende Netværk2100. Vi mener, at det skal fortsætte, fordi det bl.a. er velegnet i forhold til overgange, giver god sparring og vil kunne understøtte folkeskolereformen. Anbefaling På det foreliggende grundlag finder vi det naturligt, at der sker en samling af fritidshjemspladserne under ledelse af den nuværende leder af Vibenshus Fritidshjem i en 1:1 ledelse med Vibenshus Skole – så vidt muligt på skolens matrikel, men ellers i umiddelbar nærhed heraf. Vi mener, at selvejende fritidshjem, herunder Vibenshus, skal indgå i forpligtende netværk som Netværk2100, der omfatter aldersgruppen 0 – 18 år og gerne mere end ét fritidshjem (fritidsinstitution) af hensyn til sparring. Vi finder desuden behov for at fremhæve følgende: 1. Som det fremgår, er vi en selvejende institution, som i dag også rummer børnehaven Davids på egen adresse, og vi tillægger det stor vægt, at omorganiseringen også vil indebære en god løsning for børnehaven og de børn/forældre, som er brugere af denne. De to enheder har i dag et tæt og meningsfuldt samarbejde, som vi helst ser fortsat, også i forhold til heraf følgende mulighed for at kunne tilbyde de ansatte fuldtidsstillinger. 2. Vi savner, uanset ovenstående anbefaling, nærmere belysning af, hvordan det fremtidige store antal børn, som samles i ét fritidstilbud knyttet til Vibenshus Skole, sikres gode fysiske rammer og motiverede voksne omkring sig, ikke mindst i en overgangsperiode. 3. Der er behov for en grundig proces, som sikrer plads til, at der kan etableres en lokal løsning, som tager højde for de kvaliteter og de særlige udfordringer, der findes i forhold til Vibenshus Skole og tilknyttede fritidshjem mv. Venlig hilsen bestyrelsen for den selvejende daginstitution Vibenshus & Davids