Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. januar 2015
Svarnummer:
157

Indsendt af

Signe Løntoft

Postnr.

1123

By

København K

Høringssvar

Forslaget vil flytte alle institutionspladser fra Brandstationens lokaler i Adelgade til lokaler i Klerkegade og klubpladser på Dronen. Det er endnu et anslag mod det, der indtil for ganske få år siden var en af Københavns allerbedste og mest veldrevne institutioner, men som de seneste år har været igennem en turbulent tid med kvalitetsnedgang til følge pga. fusion og klyngestruktur. Jeg har igennem fem år fulgt institutionen Brandstationen og tidligere Klerkegade som forælder til børn på Sølvgades Skole. Mht. klubpladser, Brandstationen: BUF bør værne om et kvalitetstilbud som Brandstationen, der har haft succes med at fastholde børn i klub, og som har haft mulighed for at tilbyde et pædagogisk tilbud af høj kvalitet, hvor personalet har fulgt klasserne gennem op til 6-7 år. Mht. fritidshjemspladser, Brandstationen: Adelgades lokaler er velegnede til fritidshjem, idet der er er mulighed for forskellige aktiviteter, også i roligere rammer oven på en lang skoledag. I Adelgade kan to kammerater finde et stille rum og lege med Skylanders, samtidig med at andre leger vildt i salen eller puderummet. Selvom gården er lille, er den af uvurderlig betydning som aflastning af indefaciliteterne og som et sted, hvor der altid bliver sjippet, spillet firkant eller yoyo. Jeg har også haft børn i Klerkegade 33, før og efter fusionen med Brandstationen, og min oplevelse er, at de fysiske rammer, herunder det dårlige indeklima og den manglende direkte adgang til udearealer, står i vejen for, at Brandstationens fritidshjemspladser vil kunne bevare samme kvalitet i disse lokaler som i Adelgade. Jeg vil anbefale et besøg på matriklerne med henblik på at vurdere kvaliteten af miljøet.