Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 4. februar 2015
Svarnummer:
296

Indsendt af

Nina Olsen

Postnr.

2300

By

Kbh S

Høringssvar

Kære politikere, Min søn skal starte på lergravsparkens skole til sommer næste år. Jeg kan således ikke udtale mig om sammenlægningsplanerne ud fra en erfaring om de nuværende fritidshjem, men jeg ved, at jeg ikke nødvendigvis synes, at større er bedre. Og som kommende fritidshjemforældre vil jeg her benytte mig af min demokratiske høringsret. I maj sidste år flyttede vi vores søn fra en meget stor børnehave til en lille, simpelthen fordi han ikke trivedes med de mange forskellige voksne, han skulle forholde sig til i den store børnehave. I den lille børnehave er der få men faste voksne, som han er tryg ved og hans udvikling har været markant, siden han flyttede. Vores søn er ikke speciel sensitiv eller har diagnoser, men en ganske almindelig lille dreng, som bare har brug for genkendelige voksne, rammer, hjælp til at lære de sociale spilleregler og et kram, når han er ked. Jeg er meget bekymret for, at han igen vil forsvinde i mængden, hvis han proppes ind i et mega fritidshjem. Man er altså ikke særlig stor, når man er 5,5 år og skal gå fra de trygge børnehaverammer til fritidshjemmet og skolen og her er det ekstremt vigtigt, at man bliver set af de voksne, der skal drage omsorg om en. Med 500 børn i en institution synes dette ikke muligt. Jeg har hørt rigtig mange fantastiske ting om fritidshjemmet pløkken og var glad og tryg ved tanken om, at han skulle derhen efter børnehaven. Men jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig særlig tryg længere. I min ressourcestærke familie er vi store fortalere for folkeskolen og de tilhørende kommunale pasningstilbud og vi ønsker ikke at flytte vores dreng til private tilbud, selvom vi godt kan. Men det kræver, at de kommunale tilbud kan sikre vores dreng - og alle andre børn - en tryg og omsorgsfyldt hverdag, mens mor og far er på arbejde og bidrager med skat til Københavns kommune. Så bevar de små tilbud og undlad at gøre de allerede store tilbud endnu større.