Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende VVM-redegørelse for Enghave Brygge

Oprettet: 17. september 2014
Svarnummer:
38

Indsendt af

Michael Søgaard Jørgensen

Postnr.

2300

By

KØBENHAVN S

Høringssvar

Mit høringssvar indeholder kommentarer til - Kapitel 4. Alternativer - Kapitel 20. Rekreative interesser Jeg mener VVM-redegørelsen er udarbejdet med et mangelfuldt fokus, idet VVM-redegørelsen ikke som krævet af Kystdirektoratet analyserer alternativer, hvor der bygges uden at der bygges øer ud i havneløbet. Der henvises i VVM-redegørelsen til, at der IKKE i den tidligere høringsfase indkom alternative forslag. Dette er ikke korrekt, idet der bl.a. indkom et forslag fra Hans Peter Hagens/Arkitekturværkstedet om såkaldte ”hængende haver”. VVM-redegørelsen ”slipper af sted” med kun at vurdere bygherres forslag og sammenligne det med det såkaldte 0-alternativ, der skitseres som blot at lade området ligge og forfalde yderligere. VVM-redegørelsen bør afvises som utilstrækkelig og mangelfuld som følge af, at den ikke lever op til Kystdirektoratets krav. I kapitel 20 er der redegjort for betydningen for rekreative interesser. Redegørelsen overser at forholdene forværres for roerne i Københavns Roklub. Den projekterede Enghave Kanal er alt for smal til at de anvendte robåde kan passere hinanden. Samtidig vil den skitserede indsnævring af havneforløbet betyde, at der bliver mere trængsel i havneløbet og en mere uhensigtsmæssig blanding af roere og havnebusser, turistbåde m.m. end i dag. De skitserede muligheder for offentlig adgang til havnekajen med de offentlige og halvprivate gårdrum på boligøerne overvurderer offentlighedens adgang til området, idet de skitserede gårdrum vil være ret smalle og have karakter af private gårdrum. Offentlighedens adgang er væsentlig bedre i det forslag til projektet om ”hængende haver”, som Hans Peter Hagens/Arkitekturværkstedet har udviklet. Det forslag indeholder karreer, der åbner sig væsentlig mere ud mod havnekajen og i langt højere grad giver mulighed for offentlig adgang til havnekajen i forbindelse med store offentlige områder – samtidig med at beboerne sikres en rimelig ”fred og ro” i private gårdrum.