Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2012-13

Dette svar drejer sig om ændringerne ved Skolen ved Sundet / Lergravsparken SKole: Skolen ved Sundet har 9% tosprogede. Her bor mange ressourcestærke familier, så skolen kan sagtens bære at påtage sig en større integrationsopgave med flere børn. Derfor skulle man tro, at andelen af tosprogede ville stige, hvis distriktet skulle laves om. Men det modsatte er tilfældet. Med den foreslåede ændring bliver tallet reduceret til 6%. Lergravsparken Skole har i dag 23% tosprogede. Efter ændringerne vil tallet stige til 25%. Hvor er kommunens målsætning om at blande børnene bedre? Mindre end to kilometer væk ligger Peder Lykkes Skole – hvor næsten hver anden elev fremover vil være fra en tosproget familie. Jeg er selv nytilflytter i et kvarter på Amager, der hører til Skolen ved Sundet. En fantastisk skole, der er så populær, at skoledistriktet er ejendomsmæglernes stærkeste salgsargument. Jeg er hverken værre eller bedre end de politikere, der har meldt ud, at de skam går ind for folkeskolen – indtil den dag, hvor de pludselig har skiftet standpunkt. Jeg har glædet mig til, at min dreng på snart to år skulle gå på en velfungerende skole – det kommer han så ikke til alligevel, for nu skal skoledistriktet ændres. Ærgerligt for mig – men ærlig talt, det er ikke noget, der vælter verden. Og jeg kunne leve med det, hvis jeg kunne se den dybere mening bag kommunens planer. Det kan jeg bare ikke – for planen er i modstrid med kommunens egen integrationspolitik. Næsten hver anden dreng med indvandrer-baggrund kan ikke læse. Tiltag for 160 millioner kroner har ikke virket godt nok. PISA-undersøgelsen viste med al tydelighed, at der er brug for at finde nye veje. Er det gået op for kommunen? Tilsyneladende ikke. De hvide skoler forbliver hvide. Nogle bliver endda endnu mere hvide, end de er i dag. Skoler med en massiv andel af tosprogede elever får ingen hjælp til at løse deres opgave. At flytte rundt på børn er ingen nem opgave. Men Københavns Kommune MÅ kunne gøre det bedre. Lars Olsen, som har skrevet bogen ’Den sociale smeltedigel’ kaldte udviklingen i Pisa-undersøgelsen »et enormt nederlag« i Politiken den 17. august: »København kan ikke løse problemet uden at lave en anden fordeling af eleverne. Noget af det mest veldokumenterede er klassekammerateffekten – altså når børn i klassen lærer af hinanden. Den effekt forsvinder på skoler med over 50 procent indvandrerbørn«, sagde han. Hvorfor ignorerer Københavns Kommune de enorme udfordringer? Jeg kender ikke forklaringen i de andre dele af København – men undrer mig over planen på Amager. Her er der nemlig en særlig finte ved grænsedragningen i skoledistriktet for Skolen ved Sundet. Børnene fra et blandet kvarter med en del tosprogede elever må ikke længere gå på Skolen ved Sundet – men skal på Lergravsparken skole med en i forvejen stor andel af tosprogede. Pladserne går i stedet til de kommende beboere i et elitekvarter ved Amager Strandpark – nemlig Klaus Bondams omdiskuterede tårn af luksuslejligheder, der lige nu er under opførelse. Samt de kommende ejere af en stribe nye rækkehuse, der koster op til 7 millioner kroner. Luksusboligerne har vist sig svære at sælge. Skal det lykkes, er tilknytning til Skolen ved Sundet et afgørende parameter – det har kommunen så sørget for er tilfældet. Mange beboere i mit kvarter spørger lige nu, om det er vigtigere for kommunen at få solgt prestigebyggeriet end at pleje integrationen i området? Jeg kender ikke svaret – men forstår ikke, at kommunen sænker andelen af tosprogede elever på Skolen ved Sundet, der i forvejen ligger langt under gennemsnittet for København. Med de nye skoledistrikter har Københavns Kommune chancen for at få gjort op med årtiers fejlslagen integrationspolitik. Hvordan man kan forsvare, at nogle skoler har 2 procent tosprogede – og andre 30-40 gange flere – det er over min forstand. Har Københavns Kommune et svar?