Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Tung trafik strategi

Oprettet: 26. august 2009
Svarnummer:
22

Indsendt af

Marie Have

Postnr.

1600

By

København V

Høringssvar

Det er mig en gåde, hvordan man som politikere kan opfatte sig selv som forbillede til efterlevelse med dette oplæg: Der er da intet nytænkende i denne strategi! Tunge lastbiler hører ikke til i bybilledet. Det forurener miljøet på flere planer. Dels er der en stor del lastbiler uden partikelfilter og dels er det forstyrrende både støjmæssigt og visuelt, at der færdes tung trafik i byen. Tung trafik skaber utryghed - med god grund. Der er uforholdsmæssigt mange ulykker med lastbiler involveret - hvordan kan man så foreslå, at de skal passere de strækninger, hvor der om muligt passerer flest bløde trafikanter? En helt almindelig dag på Gyldenløvesgade holder flere hundrede cyklister i kø ved rødt lys for at passere - på én gang! Der skabes med den foreslåede løsning en ualmindelig uheldig sammenkobling af effektivitet og rekreation. Det anbefales, at man tager cyklen til arbejde af både helbredsmæssige og miljømæssige årsager - men de foretrukne cykelstrækninger bliver samtidig til vare-transport-årer?! Og hvad med Københavnernes helbred? Hvor skal de motionere uden at indånde partikler og forurening som en storryger gør på en almindelig dag? Der må afsættes en stor portion penge til borgere, der udvikler lungeproblemer, hvis byens foretrukne rekreationsområde skal forpestes af en "rød rute". Søerne i København er et samlingspunkt - men det vil snart være en saga blot. Den tunge trafik bør føres uden om byer - ikke bare København. Der bør oprettes vareterminaler, hvor varer omlastes og køres til centrum i mindre, mere miljøvenlige biler med bedre udsyn og bedre ulykkesstatistikker. Og hvad blev der af ideen om at føre trafikken under jorden på strækningen på Åboulevarden før søerne og til Amager? Det vil afhjælpe en del af problematikken om end det er med langsigtet perspektiv. Som det er i dag oplever denne strækning massiv trafik-belastning. Er der overhovedet plads til den tunge trafik - vil det ikke blot skabe kaos på tværs af byen? Den nuværende strategi bør revurderes - der er ikke tænkt nok alternativer med. Transportmetoderne kan ændres, hvis I ændrer strategi. I må lægge stilen om, hvis I vil være forbilledlige!