Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
1. februar 2015
Svarnummer:
180
Indsendt af
Malene Monka, forælder på Skrammellegepladsen
Postnr.
2100
By
København Ø
Høringssvar
Kære Politikere
Tænk jer nu om, inden I ændrer strukturen på fritidshjemsområdet. Hvis ændringen gennemføres, risikerer I endegyldigt at afskaffe tanken om en folkeskole med alle og for alle københavnere! Lokalmiljøets opbakning omkring den lokale folkeskole er en skrøbelig størrelse, og i vores del af byen er fritidshjemstilbuddene ét meget vigtigt aktiv for at vælge den lokale folkeskole til. Vores børn går på Lundehusskolen, der har tilknyttet fem fritidstilbud, ét af dem er den fantastiske Skrammellegepladsen, hvor vores børn går. Skrammellegepladsens fortrinligheder er beskrevet i andre høringssvar, som jeg støtter fuldt ud. I mit høringssvar vil jeg hellere fokusere på, at I selv har foreslået og vedtaget et princip om, at folkeskolen skal være forældrenes førstevalg. Den nye struktur for fritidstilbuddene i København bygger på 6 principper vedtaget af Børne- og Ungeudvalget. Jeg gentager lige principperne:
1. Barnet skal have en sammenhængende og afvekslende hverdag
2. Der skal skelnes mellem typer af pædagogiske tilbud, så de mindste skolebørn er i et trygt og dannende miljø, der giver forældre mulighed for pasning, mens de større børn dannes i et pædagogisk tilbud i samspil med byens mange andre muligheder
3. Fritidsstrukturen skal være faglig og økonomisk bæredygtig
4. Skoler og fritidstilbud skal gøre brug af fælles faciliteter, og for de mindste skolebørn skal fritidstilbuddet og skolerne tænkes tæt sammen
5. Skoler, fritidstilbud, foreninger og andre aktører i lokalområdet skal samarbejde om aktiviteter og faciliteter
6. Der skabes den bedst mulige sammenhæng mellem dagtilbud og folkeskole, så folkeskolen i højere grad bliver forældrenes førstevalg
Det 6. punkt blev tilføjet de øvrige punkter efter ønske fra tre socialdemokratiske medlemmer af Børne- og Ungeudvalget, Jonas Bjørn Jensen, Mette Laurberg og Jan Andreasen (Det kan man læse i et mødereferat fra mødet i udvalget d.11. juni 2014, link nedenunder). Man kan også læse, at tilføjelsen blev godkendt af hele udvalget uden afstemning. Det betyder at HELE Børne- og Ungeudvalget er forpligtet på at arbejde for en folkeskole, der bliver førstevalget for alle københavnere.
Uanset hvor mange gange jeg læser de 6 principper, kan jeg kun få øje på ét af dem, eller rettere et halv, der bliver en udfordring ved at bevare de nuværende fritidshjem, nemlig den del af punkt 3 der går på økonomien. Men udfordringer er heldigvis til for at blive løst. Og vi er en stor og stærk forældregruppe på fritidshjemmene omkring Lundehusskolen, som har masser af forslag til, hvordan det kan løses lokalt. SPØRG OS, BRUG OS, vi har gode forslag ogmløsningsmodeller.
Og husk, vi er mange, der gerne vil den lokale folkeskole, men hos alle ressourcestærke forældre i området hører jeg enstemmigt, at det ikke er for enhver pris. Og det er tydeligt, at vores gode fritidshjem på Skrammellegelegepladsen er én af de ting, der samler, og får os til at blive. Ved at nedlægge det, risikerer I, at områdets ressourcestærke forældres tager deres børn ud af folkeskolen i følgende rækkefølge: Først de forældre der i forvejen overvejede privatskoler, så dem hvis børn ikke trives i større sammenhænge, så dem hvis bedstevenner/-veninder er flyttet og til sidst alle os der trods stærke principper om fællesskab, ikke tør lade vores børn være prøveklud for et socialt eksperiment, den såkaldte ”børnefabrik”.
Så kære politikere: Tænk jer om og BEVAR DE SMÅ FRITIDSHJEM!
Link til mødereferat:
http://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Boerne-OgUngdomsudvalget/11-06-2014/8dfc51d7-4dcf-4d8c-a251-122224ffaa39/1d21261a-4121-4033-b23a-a80dc456cea7.aspx