Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
6. februar 2015
Svarnummer:
561
Indsendt af
Maibrit Jürs
Postnr.
2720
By
Vanløse
Høringssvar
Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud
- ved forældre fra Vanløse Skole
Vi takker for muligheden for, som forældre til berørte skolebørn, at bidrage med vores synspunkter i forbindelse med forvaltningens udkast til en ny fritidsreform.
Vi er vidende om, at dette høringssvar ikke stemmer overens med skolebestyrelsen på Vanløse Skole. Men vi berørte forældre, med børn på fritidshjem, vil gerne frembringe vores syn på, hvordan vores børns fritidstilbud bedst understøtter børnenes trivsel, udvikling og læring. Vi håber meget, at I vil lytte til vores erfaringer med, hvad der er bedst for vores børn.
Vi forældre fra 1.X på Vanløse Skole anbefaler at vores børns fritidshjem, Lønstrupgård og Klitten, bevares.
For os er det vigtigt, at den løsning, man finder frem til, tilpasser sig de børn, der skal indgå i den. Det skal ikke være børnene, som skal tilpasses en struktur, men strukturen som skal tilpasses børnene.
Vi ønsker derfor at begrunde, hvorfor vi mener, at de eksisterende fritidshjem, Lønstrupgård og Klitten, bevares som fritidshjem:
• Fritidshjemmene understøtter den pædagogiske tilgang til børnenes forskelligartede behov. Ved muligheden for valg af fritidshjem, kan vi som forældre bedst muligt sikre vores børn den bedste udvikling og inklusion. Det er derfor af største betydning, at børn og forældre med forskellige behov har mulighed for frit at kunne vælge den institution og pædagogiske kultur, der virker for dem.
• Børnene får oplevelsen af et andet mentalt rum, når de er i fritidshjemmet frem for på skolen. Dette rum finder vi overordentligt vigtigt at bevare, da det sikrer en væsentlig del af vores børns læring, samtidig med, at den er afgørende for børnenes sociale udvikling.
• Et selvstændigt fritidshjem har et friere rum til at sikre børnenes udvikling. Det er derfor vigtigt, at dette rum ikke er underlagt skolens normer.
• Et selvstændigt fritidshjem med egen leder på niveau med skolens kan sikre et mere ligeværdigt forhold i samarbejdet mellem skolen og fritidstilbuddet, hvilket er til gavn for børnene, da det sikrer en høj kvalitet i pasningen.
• Den pædagogiske kvalitet i vores børns fritidshjem hænger tæt sammen med det medejerskab og den kultur, som den enkelte pædagog har og er en del af. Derfor ønsker vi, at der ses nøje på de gode kulturer og pædagogiske miljøer, som allerede er på vores børns fritidshjem. Det høje faglige niveau blandt pædagogerne og det gode samarbejde med skolen, mener vi, er værd at bevare.
• Pædagogisk kvalitet hænger nøje sammen med de fysiske rammer, som børnene dagligt befinder sig i. Vi mener ikke, at kvaliteten kan bevares, hvis børnenes fritidsliv indskrænkes til kun én matrikel, som i værste fald kan betyde mindre m2 plads pr. barn.
• Forældre vælger blandt andet deres børns skole ud fra hvilke fritidstilbud, der er mulighed for. Går man på kompromis med kvaliteten af de københavnske fritidstilbud, vil det derfor tilskynde en tendens, hvor folkeskolen ikke er førstevalg for de københavnske børnefamilier. Vi forudser, at flere vil vælge private løsninger fremfor kommunale. Hvis man ønsker at styrke folkeskolen, er det derfor afgørende at bevare den høje kvalitet , som vores fritidshjem tilbyder, så fritidshjemmene vedbliver med at være et aktiv for de kommunale folkeskoler.
• Vi er stærkt bekymrede for ensretningen i forvaltningens udspil til implementeringsplaner og de snævre muligheder for bæredygtighed og rentabilitet dette vil medføre. Implementeringsplanerne gør netop op med sammenhængen i børnenes liv ved at presse alle børn og forældre til at vælge én type institution. Uden hensyntagen til det enkelte barns eller families behov for pasning og behov for forskellighed i udbud af fritidstilbud i lokalområdet.
Mvh forældre til børn i 0.C, 0.D, 0.E, 1.X, 1.Y, 2.C, 3.E og 3.C på Vanløse Skole
Signe Holm Julius
Henrik Sjørslev Julius
Bettina Nilausen
Maibrit Jürs
Jacob Jürs
Mie Lien Sahlberg
Line Ruda
Peter Ruda
Kent Kilsgaard Andersen
Edith Berggreen Andersen
Christina Høier
Otto Frederik Schelin
Tine Kofoed
Frank Autzen
Lise Gunild Vilmer Wolff
Thomas Steen Kaplan Bertelsen
Eva Hedley Petersen
Dennis Arnholtz
Joan Dubré Jensen
Ulrikke Ginderskov
Martin James Dyhring Petersen
Stine Kjær Hagedorn
Kristine Haarby Andersen
Søren Reedtz
Peter Haldbæk
Gitte Thanum Haldbæk
Sandra Molker
Nicolai Hermann
Thomas Lindrup
Katja Lindrup
Camilla Rønnov Molin
Kasper Rønnov Molin
Jesper Falsted Karlsen
Christina Ebbesen
Kit Sommer
Pernille Louise Klausen Fassov
Morten Fassov
Maria Falkenberg Staunsholm
Mads Staunsholm
Gitte Kristensen
Johannes Refslund Busck
Marie Louise Wammen
No Netterstrøm