Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
434

Indsendt af

Lise Uldall-Poulsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud Københavns kommune har et ønske om at nedlægge de små fritidshjem, og samle børnene i indskolingen i store fritidsinstitutioner tilknyttet hver skole. Det bekymrer mig meget. I Danmark ønsker vi en inkluderende folkeskole, hvor børn med særlige udfordringer skal indgå som en del af klassefællesskabet. Det er min overbevisning, at mange af disse børn ikke vil trives i store fritidsinstitutioner. Børn med særlige udfordringer har ekstra brug for ro, tryghed og nærhed. Og det får de i de små fritidsinstitutioner. Her kender alle hinanden – og de voksne ved, hvilke børn de skal være særligt opmærksomme på. På de små institutioner er det alt andet lige lettere at have styr på alle børnene end på store institutioner, hvor børnene kan ’gemme’ sig. Jeg kan være nervøs for at de børn, som har udfordringer (som fx ADHD) kan få det værre af at gå på store fritidsinstitutioner: Det kan øge risikoen for, at deres sygdom forværres, og at de udvikler følgesygdomme som angst og depression. Statens institut for Folkesundhed har i samarbejde med sundhedsplejersker udgivet ’Børns trivsel ved indskolingen’, en temarapport om børn indskolingsundersøgt i skoleåret 2012-2013, (2014). I rapporten fremgår det, at 11,8% børn i indskolingen har problemer med deres skoletrivsel (5.816 elever i indskolingen har besvaret spørgsmål omkring deres skoletrivsel). Elever, som ikke trives i skolen, nyder godt af skiftet fra skole til fritidshjem. Når de forlader skolens område og går over til deres fritidshjem (hvor de får brugt deres krop og dermed får mere fysisk aktivitet ind i deres hverdag) vil ’miljøforandringen’ gavne dem. De kommer væk fra de trivselsproblemer de har i skolen og kan få et frirum – i de trygge rammer, som de små fritidshjem kan skabe. Med nærvær, ro og overskuelighed. Nedlæggelse af de små fritidshjem kommer ikke kun til at gå ud over børn med særlige udfordringer eller børn, der mistrives i skolen. Det kommer til at gå ud over alle børnene, forældrene og pædagogerne. Som mor til to børn, som går på Fritidshjemmet Marengovej, kan jeg se, hvor meget en lille institution betyder for mine børns trivsel – og for min egen trivsel. Når jeg kommer og henter, mødes jeg altid af glade pædagoger, som altid kan fortælle mig, hvordan mine børns dag har været. Mine børn bliver set – og ligegyldig hvilken pædagog jeg møder, så kan de fortælle mig noget om, hvordan børnenes dag har været. Dette er muligt, fordi pædagogerne har overblik over alle børnene – og derfor lægger mærke til alle. Der er ingen, der kan gå og gemme sig. Det giver mig en tryghed at vide, at mine børn er blevet set. Og som forælder smitter min glæde og tryghed ved institutionen af på mine børns trivsel. Jeg håber derfor meget på, at det bliver besluttet at bevare de små fritidshjem – der er brug for dem!