Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Flæsketorvet – Betalingsparkering
Oprettet:
15. december 2015
Svarnummer:
145
Indsendt af
Kødbyforeningen
Virksomhed / organisation
Kødbyforeningen
Postnr.
1711
By
København V
Høringssvar
I Kødbyen har vi altid taget ansvar.
Vi har sørget for, at der kom frisk kød på bordene i byen.
Vi har sørget for, at byens restauranter kan handle inde i selve byen med mindre transitkørsel og færre store udbringningslastbiler i København som resultat.
Vi har stået sammen mellem gamle og nye lejere og fundet egne løsninger på områdets udfordringer.
Vi har fået det bedste ud af en fredning, som giver udfordringer, når området skal udvikles.
Vi har skabt en gensidigt inspirerende hub af progressive virksomheder i frugtbar sameksistens med de traditionelle erhverv.
Vi har brugt masser af fælles frivillige kræfter på at hjælpe kommunen med at udfolde sin vision om Den kreative KØDBY.
Vi har skabt et unik område i byen, som tiltrækker stor international opmærksomhed, og som fungerer som generator for byens udvikling – både gastronomisk, kunstnerisk og erhvervsmæssigt
Og nu, hvor det er politisk vedtaget, at flere Vesterbro-borgere skal kunne opnå adgang til parkering af deres biler, så vil vi også gerne hjælpe! Og stiller os til fuld rådighed for, at vi sammen kan udvikle en løsning, som faktisk virker for alle.
Hele præmissen i denne høring er dog forkert.
Først vedtages en budgetaftale på et fejlagtigt grundlag (Misvisende indstilling i forhold til P-pladsernes belægning), så beslutter forvaltningen, at Kødbyen skal overgå til offentlig areal, og at en stor del af pladserne skal gøres tilgængelige for langtidsparkering.
Og først da bliver vi orienteret og kan få lov at deltage i en høring. Det opfatter vi ikke som samarbejde. Vi opfatter det som samarbejde, at I har brug for at hjælpe nogle borgere med parkering til deres biler, så kommer I til os, og så drøfter vi, hvordan vi bedst kan hjælpe hinanden.
Den virkelige situation er, at alle eksisterende parkeringspladser i Kødbyen er fuldt optaget i løbet af alle hverdage. Og det er således uomtvisteligt, at hver eneste plads, som vil være optaget af en privat beboerejet bil i løbet af dagen vil være til skade for Kødbyens handels- erhvervs- og kulturliv.
Vi vil gerne tilbyde følgende:
Kødbyen forbliver privat område – og vi fortsætter med at oppebære udgifterne til renhold mv.
Vi hjælper med at etablere et yderligere antal parkeringspladser på Flæsketorvet på bagsiden af Inco
Vi siger ok til etablering af yderligere parkeringspladser på det i dag reserverede multi-område – ligeledes på bagsiden af Inco
Vi bidrager til at der fortsat kan afvikles succesfulde åbne aktiviteter på den nye aktivitetsplads mellem Kongsbak og Fiskebaren
Vi går med til, at hele Hvide Kødby åbnes for beboerparkering fra 16.00 – 06:00 (plus tidsbegrænset tid oveni)
Med afsæt deri vil vi foreslå, at vi sættes os sammen og prøver at finde en fælles løsning inden en endelig indstilling fremsættes til politisk behandling.
I skal i øvrigt være opmærksomme på at:
- De gældende ind- og udkørselsforhold til Kødbyen medfører ud over udfordringen med at finde parkering i løbet af dagen også voldsomme udfordringer, som bør løses i forbindelse med en omlægning.
- De fleste af de beboere, som i forbindelse med Istedgade-renoveringen har mistet adgang til beboerparkering hører ikke ind under Parkerings-område VP, hvor Kødbyen ligger, så de vil ikke blive hjulpet af en overgang til offentlig vej med betalings- og beboerparkering.
- Der er muligvis beboere, som har moderne arbejdsmønstre og dermed brug for parkering i løbet af dagen. På disse tidspunkter er der dog masser af fri parkering i gaderne på Vesterbro, og de vil således bare kunne flytte deres bil tættere på deres hjem om morgenen, hvor 1000-vis af aktiviteter i Kødbyen har brug for pladserne der.
- Hver tidsbegrænset plads bliver brugt af op mod 15 forskellige i aktører i løbet af en dag, alle med ærinder, som hver i sær er til glæde for et stort antal spisende, oplevende eller skabende Københavnere. Hver og en langtidsparkeret bil får således store konsekvenser.
- Kulturstyrelsen ønsker at udeserveringer tages væk hver nat, da man ikke vil acceptere fast ophold af genstande i Kødbyen. Samme må gælde for beboer-biler, som ellers vil kunne langtidsparkeres i området.
- Hvis slagterne og grossisterhvervene i Kødbyen dør, så dør økonomien i fjernkølingen også med alvorlige økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
- Kødbyen har grundet sit store besøgstal en høj eksponeringsværdi. Beboere vil således kunne opnå kommerciel interesse i at langtidsparkere privat indregistrerede reklame-køretøjer i området.
Med venlig hilsen
Kødbyforeningens bestyrelse
på vegne af næsten alle lejere i Hvide Kødby