Oprettet: 27. januar 2011
Svarnummer:
41

Indsendt af

Julie Asmussen

Virksomhed / organisation

Den integrerede institution Sølund

Postnr.

2200

By

Kbh

Høringssvar

Høringssvar Vi, forældrebestyrelsen i den integrerede institution Sølund, vil gerne udtrykke vores bekymring i forhold til sammensætningen af forældrebestyrelsen i den nye klyngestruktur. Vi er enige i forvaltningens anbefaling af model 2. Vores bekymring går på antallet af medarbejderrepræsentanter i forældrebestyrelsen. ”Hvis der er under 5 enheder i klyngen vælges to medarbejderrepræsentanter og hvis der er 5 enheder eller derudover vælges der 3 medarbejderrepræsentanter”. Vi finder det problematisk, at der ikke vil være en medarbejder/leder fra hver enhed repræsenteret i forældrebestyrelsen. Forældre og medarbejdere bidrager med forskellige kompetencer i bestyrelsesarbejdet – og det er medarbejderne, der har den pædagogiske faglighed og erfaring. Som forældre kan vi bidrage med meninger og holdninger, men vi vil ikke på samme vis som medarbejderne kunne bidrage til drøftelser i forældrebestyrelsen angående de pædagogiske områder. Derudover vil enheder uden en medarbejder/leder repræsenteret i forældrebestyrelsen være afhængig af en forælder som kommunikationsled mellem de to ”instanser”. Vi forestiller os, at dette vil vise sig at være uhensigtsmæssigt, da forælderen ikke altid vil være klædt på til at viderebringe de pædagogiske overvejelser, der vil blive foretaget i de to ”instanser”. Hermed risikerer man et videnstab og på denne måde bliver ansvaret for forældre-repræsentanten måske også lovlig stort. Vi opfordrer derfor forvaltningen til at genoverveje antallet af medarbejderrepræsentanter i forældrebestyrelsen.