Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
4. februar 2015
Svarnummer:
280
Indsendt af
Joan Markussen
Virksomhed / organisation
Stafetten
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Kære Pia Allerslev, kære Børne- og Ungeudvalg
Hermed høringssvar fra Stafetten, som er en selvejende integreret DGI-certificeret idrætsinstitution, der ligger lige op ad Husum skole.
Stafetten har børn i alderen 3-14 år. Børnehavegruppen på 24 børn er udkørende fra vores matrikel og er derfor kun til stede tidlig morgen og sen eftermiddag.
Stafetten har derudover 117 fritidshjempladser og 110 klubpladser.
Stafetten varetager morgenåbningen for alle børn fra 0. til 3. klasse på Husum skole.
Stafetten er en del af netværket BØ2, der består af Korsagergård vuggestue, Korsagergård børnehave samt Humlebo børnehave. Sammen ”føder” vi børn til Husum skole.
Stafetten har god, bæredygtig økonomi, lavt sygefravær, stor personaletrivsel og stor forældretilfredshed.
Konsekvensen af ”Fremtidens Fritidstilbud” vil for Stafetten være, at vi mister vores klubafdeling på 110 medlemmer.
Disse unge vil derved ikke længere være en del af en velintegreret idrætskultur med mulighed for dagligt at benytte sig af alle Husum skoles idrætsfaciliteter.
Disse unge vil i en alder af ca. 10 år skulle forlade institutionen, som de har haft mulighed for at være i, siden de var tre år. De må forlade skolens matrikel for at gå i et fritidstilbud, der ligger længere væk. Disse unge har i forvejen en længere skoledag, og fritidstilbuddet er et aktivt tilvalg.
Vi fra Stafetten frygter, at når disse unge alligevel skal forlade deres trygge institution gennem mange år, vil de vælge helt at forlade fritidstilbuddet for at skabe netværk fra bopælen eller fra gaden.
Klubtilbuddet på Stafetten er anderledes end andre klubtilbud i området, hvorfor vi også hvert år har lange ventelister på vores klubtilbud.
Tilbuddet skiller sig ud ved, at vi i kraft af vores integrerede tilbud, har en hel matrikel, hvor vi bruger en gammel pedelbolig som et overgangshus. FritKlub kalder vi det. Det rummer 3. klasse samt 4. klasse.
Børn i 3. klasse har brug for lidt løsere tøjler end de mindre fritidshjemsbørn, og unge i 4. klasse har brug for mere nærvær, voksenkontakt og omsorg end de større klubbørn.
Denne model vil i ”Fremtidens Fritidstilbud” forsvinde.
Mange undersøgelser har vist, at børn og unge bevæger sig for lidt og har tendens til overvægt. Dette har Stafetten gjort noget ved. Vi er på tredje år et DGI-certificeret idrætstilbud.
Dette vil gå tabt for 110 unge klubmedlemmer i ”Fremtidens Fritidstilbud”.
I oplægget til fremtidens fritidstilbud er lagt op til at styrke sammenhængen mellem skole og fritidshjem – og i den forbindelse at lave ledelse efter princippet 1:1.
Fritidshjemmet Smørblomsten og Stafetten har begge børn på Husum skole. Derfor har vi drøftet dette spørgsmål og sammen ser vi en række spændende perspektiver, som vi gerne vil bidrage til at udfolde.
I dag samarbejder følgende institutioner med Husum skole omkring de 6- til 9-årige:
- Smørblomsten, normeret til ca. 64 fritidshjemsbørn, selvejende, tilknyttet Børneringen.
- Stafetten, normeret til ca. 117 fritidshjemsbørn, selvejende, tilknyttet Børneringen.
- Trommen, normeret til ca. 110 børn, kommunal.
Derudover går et antal børn fra Husum Skole på Voldparken.
De fire fritidshjem har i dag et fint samarbejde, men er organiseret i helt forskellige strukturer, både i netværk og klynge. I lyset af et fremtidigt princip om 1:1 ledelse har Smørblomsten og Stafetten drøftet, hvordan dette kunne se ud fremadrettet.
En selvejende klynge
Vi kunne godt forestille os at de tre fritidshjem Trommen, Smørblomsten og Stafetten gik sammen om at etablere én fælles struktur omkring fritidshjemsdelen til Husum Skole – en selvejende klynge. Vi tænker, at Stafetten vil blive det naturlige omdrejningspunkt, mens Smørblomsten og Trommen fortsat vil have en selvstændig struktur med egen leder (afdelingsleder) og egen bestyrelse.
Vi mener, der skal være plads til mangfoldighed. Vi er hver især kendte for at kunne noget specielt på vores område – men vi mener på den anden side også, at vi vil stå styrket gennem et tættere samarbejde og ser muligheder i modellen 1:1.
Vi er opmærksomme på, at der vil være en række praktiske og juridiske udfordringer, som vi skal udfolde nærmere med denne model. Men vi mener også, at mulighederne er større, og at udfor-dringerne bør kunne løses.
Ledelse 1:1
Vi finder det naturligt at vi samler vores ledelse under Stafetten. Dermed vil den største institution blive vores naturlige centrum. Stafetten ligger fysisk på Husum skole, og det giver mening, at det vil være den primære samarbejdspartner for skolen.
Tre spor – 12 klasser
Vi forventer, at der vil være 3 spor, sådan at 0. – 4. klasse vil være i alt 12 klasser. Vi tænker, at børnene fremover i videst muligt omfang skal organiseres klassevis, og vi tænker, at vi sammen vil løse den opgave at fordele børnene. Dette er en væsentlig ændring i forhold til i dag, hvor børnene fra samme klasse er spredt på forskellige fritidshjem.
Vi tænker, at det vil styrke samarbejdet med skolen og ikke mindst teamet omkring klassen, hvis vi har en mere enkel/klassevis struktur på fritidshjemmene.
Bedre grundlag for understøttende undervisning
Fritidshjemmene har i dag fået lidt erfaring med understøttende undervisning. Vi oplever, at det fungerer bedst, når der er en gennemgående voksen, som kender klassen. Vi forestiller os, at hvis vi fremover har en klarere opdeling, hvor fritidsbørnene følges med deres klasse til samme fritidshjem, vil det medvirke til at styrke grundlaget for understøttende undervisning. Der bliver simpelthen bedre sammenhæng i børnenes hverdag. Vi ser for os, at lærerteamet omkring klassen kan have en tættere dialog med pædagogerne i fritidshjemmet.
Efter en del år med ”stærkt samarbejde” har vi fået rigtig god erfaring i at tænke rundt om det enkelte barn.
Visionen
Afslutningsvis er det vores vision, at vi sammen kan bidrage til at styrke samarbejdet mellem skole og fritidshjem til gavn for det enkelte barn.
Vi fra Stafetten og Smørblomstens fritidshjem tænker det relevant fremover at organisere os som selvejende, da størstedelen af vores områdes vuggestuer, børnehaver, nuværende fritidshjem og klubber er selvejende under paraplyen Børneringen. Det er disse institutioner, der danner netværkene BØ2 og BØ2A, og som er fødekæde til en stor procentdel af børn og unge på Husum Skole.
Med venlig hilsen
Joan Markussen
institutionsleder