Oprettet: 25. januar 2017
Svarnummer:
31

Indsendt af

Jette Led Sørensen og Peter Bauder Sørensen

Postnr.

1436

By

København K

Høringssvar

Høringssvar på Københavns kommune lokalplansforslag for Papirøen Dette høringssvar skrives som mangeårig sejlbåd- og husbådsejer og beboer i Trangraven på Christianshavn. I lokalplan for Papirøen foreslås, at der i Vandområdet omkring Trangraven (syd for Trangravsvej og mellem Prinsessegade, Lejerbo’s byggeri og Trangravbroen) kan placeres op til 10 husbåde i 30 meters længde og med en højde på 7 meter. Vandområdet Trangraven er et bassin på ca. 50 meters bredde og ca. 120 meters længde. Vanddybden i den inderste del af bassinet er lav og kan ikke rumme større både. Aktuelt er Trangravens inderste område en jolle- og småbådshavn og i bassinet ud mod Trangravsbroen er der 3 husbåde (2 ombyggede både og en hus-på-vand i længder på ca. 15-17 meter) og mindre motorbåde og sejlbåde. Vi er glade for at Lokalplanen accepterer placering af husbåde i Trangraven. Men lokalplanens forslag om placeringen af en så stor mængde husbåde og i den store størrelse på et så lille vandareal er ikke realistisk. Debatten om placeringen af sejlende både, ombyggede beboede både og hus-på-vand i dette lokalområde på Christianshavn har gennem årene vist et behov for variation mellem bådtyper, dvs mellem joller, motorbåde, sejlbåde, ombyggede husbåde og hus-på-vand og gerne blandet med offentlig tilgængelige bådebroer, hvor alle i området kan komme tæt på vand, sætte kajakker i vand mv. Variationen giver mere åbne vandarealer der fremstår bredt tilgængelig og attraktive. Udelukkede at foreslå store husbåde vil fratage Trangraven den variation det har i dag og området vil fremstå mindre attraktivt. Der er planer om at lave passage ved dæmningen under Prinsessegade og ved dæmningen på Trangravsvej ud mod Christiansholm for at give muligheder for passage af småbåde, kajakker mv. Ved at fylde Trangraven op med store husbåde understøttes den udnyttelse af vandarealet ikke. Yderligere en bekymring vi deler med andre, er de trafikale forhold. Prinsessegade er aktuelt allerede trafikalt meget belastet og det er vanskeligt at forestille sig at Prinsessegade skal kunne bære mere trafik. Når der nu er begivenheder på Papirøen (fx modeugen og andet) er der mange fodgængere og cyklister og lang kø af taxaer, biler og turistbusser hele vejen ned af Trangravsvej og langt ned Prinsessegade til Torvegade. Med planer om både kulturelle aktiviteter og beboelse på Papirøen bør der tænkes i helt nye typer af trafikløsninger med fx parkering udenfor området, gratis elbusser, pendulfærger og andet. Venlig hilsen Peter Bauder Sørensen og Jette Led Sørensen, S/Y Andante og Husbåden Lorbas, Trangravsvej 1z, 1436 København K.