Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Visionen - En havn af muligheder
Oprettet:
19. oktober 2013
Svarnummer:
28
Indsendt af
Jesper Kjøller
Virksomhed / organisation
DYK – The Scandinavian Dive Sites
Postnr.
3500
By
Værløse
Høringssvar
EN AKTIV, TILGÆNGELIG OG VARIERET HAVN – TIL GLÆDE FOR DYKKERE
Dykning, snorkling og undervandsjagt (i det følgende vil disse tre aktiviteter blive omtalt med fællesbetegnelsen ”dykning”) er en folkesport i Danmark og dykning udøves af titusindvis af indbyggere i HT-området. Talrige virksomheder og foreninger i regionen er afhængige af gode forhold for dykkere.
Desværre har dykning trange vilkår i Københavns Havn. De få mulige dykkesteder er ofte overrendte og selv om ”dykkerbanen” ved Amager Strandpark (AS) tager toppen af behovet og bl.a. tilvejebringer lette adgangsforhold, er den ringe dybde et problem, der gør AS uegnet til grunduddannelser, som kræver større dybde end fem meter.
Dykkere efterspørger varierende bundforhold, og større dybder tæt på land. Der er behov for lette adgangsforhold og mulighed for at parkere tæt på, så det tunge udstyr ikke skal bæres for langt. Desuden er det bekvemt at have flere forskellige alternative steder med forskellige forhold, dybder og kompasretninger, så man har valgmuligheder i forskellige vejrsituationer og vindretninger. Endelig gør det ikke noget, at der er lidt faciliteter på land, som fx picnic-borde, toiletter samt skyllemuligheder – alt sammen noget, der forefindes ved AS.
Det siger sig selv, at sikkerheden skal være i orden. Det kan blandt andet ske ved at indføre og håndhæve regler for markering af dykkerne i vandet samt udlægning af spærringszoner med bøjer som det er tilfældet i AS. Dykkesamfundet er præget af en stærk selvjustits, så der er tradition for, at udstukne regler bliver overholdt.
Et dykkested kan let gøres ekstra attraktivt ved at nedsænke platforme, der kan bruges til uddannelsesaktiviteter, eller ved at anbringe skibsvrag, udrangerede entreprenørmaskiner, betonelementer eller stenrev i området. Dette har desuden en dokumenteret positiv effekt på undervandslivet.
Der skal faktisk ikke meget til for at gøre dykkere glade. Der kan let skabes grobund for egentlig dykketurisme, hvis man griber sådanne projekter konstruktivt an. I andre lande har man set eksempler på, at umiddelbart intetsigende dykkesteder er blomstret op efter ganske enkle forbedringsprojekter. Herhjemme er Salling Aquapark ved Glyngøre et eksempel til efterfølgelse.
Bedre forhold for dykningen flugter fint med de otte visioner, der er opstillet for Københavns Havn.
1 – FLERE AKTIVITETER I HAVNEN
Dykning en er oplagt måde at udnytte pladsen på. Dykkerne nyttiggør en del af havnen, der ellers ikke ville blive anvendt – pladsen under overfladen.
2 – BEDRE ADGANG TIL OG FRA VANDET
Dykning indbefatter tungt udstyr, og forbedrede adgangsforhold vil ikke kun komme dykkere til gode.
3 – FLERE OPHOLDSSTEDER og 4 – BEDRE RUTER OG FORBINDELSER
Indrettes der specialiserede dykkesteder, kommer der automatisk flere opholdssteder langs havnekajen.
5 – EN REN OG INDBYDENDE HAVN
Dykkere kan for det første være med til at overvåge vandmiljøet og for det andet deltage i konkrete oprydningsprojekter med opsamling af affald og genstande under vandet.
6 – EN HAVN MED EN SUND NATUR
Dykkere er de bedst tænkelige ambassadører for vandmiljøet – det er i sig selv et vidnesbyrd om vandkvalitet, at man overhovedet ulejliger sig ned under overfladen i havnen.
7 – EVENTS OG MIDLERTIDIGE PROJEKTER
Der er masser af eksempler på events i havnen, hvor dykningen har spillet en større eller mindre rolle. Fx i forbindelse med Dykningens Dag, Kuturhavn og Divers Night. Der har været Guinness rekordforsøg og dykkeopvisninger. Alt sammen noget, der har skabt positiv opmærksomhed om havnen.
8 – VARIATION OG PLADS TIL ALLE
Dykkere har ikke særlig store pladsbehov, og kan normalt leve i fredelig sameksistens med andre aktiviteter. Dog skal der tages hensyn til bådtrafik og andre overfladeaktiviteter, der kan udgøre et sikkerhedsproblem.
Der er allerede i andre høringssvar forslået konkrete steder, som ville egne sig til dykkeområder.
Dykning kan bidrage med positive elementer i samtlige af de otte visioner, der er opstillet for havnens udvikling og aktiviteten bør være stærkt integreret del af havnens udvikling
Jesper Kjøller – redaktør, www.dyk.dk