Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende VVM-redegørelse for Enghave Brygge
Oprettet:
16. september 2014
Svarnummer:
35
Indsendt af
Jesper Frølund Hansen
Virksomhed / organisation
Beboer på Skibbroen
Postnr.
2450
By
København SV
Høringssvar
Generelt set, synes jeg at VVM-redegørelsen ikke dækker de krav som Kystdirektoratet stillede op, da de erklærede Enghave Brygge lokalplanen VVM-pligtig i november 2013. Der er rigtigt mange punkter, der ikke er belyst og redegørelsen bærer præg af at den er blevet lavet i hast. Naturstyrelsen siger at det tager 9-18 måneder at lave en VVM og denne her har taget ca 4 måneder at lave, hvilket må siges at være imponerende i forhold til at det er en ret forurenet grund der skal bygges på og graves kanaler i.
Hvad angår jordprøverne, så forekommer det mig, at 1 prøve pr 1000 ton jord stadig er på screeningsniveau og når man efterfølgende vil foretage de foreskrevne prøver på 1 prøve pr 30 ton jord løbende inden man graver, er man vel tilbage hvor man startede. Nemlig at man foretager en løbende undersøgelse af området og ikke som Kystdirektoratet kræver - en redegørelse for hele området inden byggestart.
I afsnit 10.5 i VVM-redegørelsen omkring miljøpåvirkninger i driftfasen i forbindelse med den forurended grund, konkluderer man at der potentielt kan forekomme udsivning af forurenende stoffer fra boligøerne. Derefter skriver man, at man ønsker mulighed for at opfylde boligøerne med lettere forurenet jord i stedet for ren jord. Det forekommer mig lidt risikabelt at give tilladelse til at fylde op med jord der er forurenet, hvis der er en mulighed for, at denne forurening ender i havnen. Man har heller ikke set nogen grund til at implementere nogen afværgeforanstaltninger (10.7) hvilket er underligt, hvis der potientielt er fare for at der kan løbe forurening ud i badevandet. Her kunne man f.eks. have indsat "badeforbud" i forbindelse med udsivning som afværgeforanstaltning.
Generelt set er der ikke beskrevet ret meget omkring situationen for husbådene og den fremtidige trafik i Tømmergraven. Havneløbet er i forvejen meget trafikeret i form af roerne fra Københavns Roklub, sejlende beboere fra husbådsforeningen Skibbroen samt gæster fra resten af havnen. En god blanding af bløde og hårde trafikanter. Og 21 stilleliggende husbåde, hvoraf de nærmeste ligger ca 18 meter fra Enghave Brygge lokalplanens nordlige side. Med nye sidekanaler i Tømmergraven burde man tage højde for sikkerheden i havneløbet og gøre det meget bredere, så der bliver plads til den fremtidige trafik. Der er brug for udsyn og plads når både øvede og uøvede roere og motorfartøjer skal færdes på samme areal.
Jeg synes ikke at man er ret objektiv i VVM-redegørelsen, når man taler om de bevaringsværdige byggerier. Kystdirektoratet krævede en visualisering af det samlede projekts påvirkning af område fra land og fra vandsiden. For nordsiden af Enghave Brygge er der stort set kun vist et billede af Uniscrap bygningen taget inde bag den bygning, der kommer til at skærme for at man kan se det smukke byggeri fra vandsiden. Men ingen visualisering af den 8 etagers bygning man placerer lige op ad Københavns Roklub, eller at man flytter pumpehuset i den nordvestlige ende af Enghave Brygge ind imellem et kæmpe boligbyggeri, så det heller ikke kan ses fra vandsiden. Eller en simpel illustration af, hvordan HCØ Værket kommer til at se ud ovre fra Islands Brygge siden.
VVM-redegørelsen burde indeholde en oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt og der skal belyses, hvorvidt etablering af boligprojektet kan ske uden at inddrage et areal på søterritoriet. Det har man valgt at undlade og har i stedet valgt at gøre rede for et 0-alternativ, hvor man lader grunden stå hen til forfald. Dette krav er langtfra beskrevet i VVM og må betragtes som en mangel.