Høringssvar vedrørende Sundevedsgade-karreen - lokalplan nr. 554

Der er blevet fremsat det argument, at man må rive husene ned, fordi de nu er i for dårlig stand til at blive renoverede: Men hvordan kan det være at ejeren bevidst har kunnet lade disse huse forfalde i så mange år, indtil de er blevet umulige at istandsætte? Enhver politiker ved jo, at dette er en ofte bevidst taktik brugt af mange husejere; At lade husene forfalde, indtil man kun kan rive dem ned, så de kan bygge et nyt grimt hus, som de kan tjene fede penge på. Hvor var politikerne henne i alle disse år, mens netop disse huse stødt forfaldte? Jeg har selv i 90'erne arbejdet i huset på Vesterbrogade 107 c og set hvordan intet blev gjort, overhovedet. Men alle disse huse blev ikke destomindre brugt og bliver det stadig, af mange kreative små erhverv, netop fordi at de pga deres billige husleje og ikke så bonede gulve tilbyder et åndehul for kreativitet i denne ellers så dyre og efterhånden så mondæne og ensrettede by. Selvfølgelig skulle disse huse have været istandsat for længe siden, men dette kunne man have gjort med måde, så man kunne bevare miljøet og taget hensyn til den kultur, som jo er opstået og vokset af sig selv. Denne har politikere desværre ofte svært ved at se 'værdien' i, for den gror helt nede fra og kommer ofte ikke fra penge. Mens det er autenciteten i den 'vilde' kultur, som tiltrækker trendsetterne, bliver det hele paradoksalt nok langsomt spoleret af denne velmenende 'opdatering' af et område med kunstigt anlagte projekter, som vi jo har nok af. Noget lugter af spekulation, når noget bare kan stå og forfalde i så mange år, indtil der til sidst kommer en politiker og siger "riv det ned, se selv, det er gammelt og forfaldent". Jeg oplevede selv Byfornyelsen op igennem 90'erne og mærkede hvordan priser og miljø ændrede og stadig ændrer vilkårene for alle os, som havde glæde af en ikke nær så ensrettet by, hvor de som ikke havde rige forældre kunne leje et billigt lejemål og starte noget op. I starten af 90'erne rykkede jeg selv fra provisen til København, netop fordi byen havde en nysgerrighed og åbenhed - og betalelige åndehuller som ikke var så velpolerede og kedelige som i provinsen. Jeg brugte disse steder, og netop disse huse, (Vesterbrogade 107 C) og jeg er taknemmelig for at de har været der. Jeg aner ikke hvordan jeg skulle have nået så langt som jeg i dag er nået - til at leve af min kunst og musik - hvis det ikke havde været netop for disse huse. Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til de huse, men som selvstændig kunstner oplever man bare konstant tendensen; er man heldig med at finde et betaleligt sted, så har man typisk et par års velsignelse, inden man må ud og huset må rives ned eller bare totalrenoveres og blive til et nyt 'pænt' kontordomicil. Jeg har heldigvis altid fundet min vej, men for dælen hvor er Kbh dog blevet en mondæn by. Man ser åbenbart ikke værdien, når der ikke står profit på gavlen. Man skal sku lede længe efter det skæve, de gamle baghuse og de små lejligheder nu om dage. Og vi var mange som brugte disse huse, der var et leben af forskelige små kreative erhverv og det er der stadig. Derfor smerter det mig hver gang, at politikerne kommer med de der argumenter med at det gamle skal rives ned og at der skal være plads til flere nye lejligheder og at det ikke kan 'nytte noget'. Selvfølgelig skal der være plads til flere lejligheder, men hvorfor lige dér? Jeg husker tydeligt mine cykelture igennem Amager Fælled, hvor der nu står en såkaldt Ørestad, jeg husker da der lå husbåde i Kalvebod Brygge inden det såkaldte 'Fisketorv' (hvilken løgn) blev klasket op sammen med denne skændsel af kontorhuse. Vi havde muligheden for adgang til vandet, for hele Kbh's befolkning, men den blev smadret af spekulation. Ekspandér dog byen udad i stedet for at ødelægge dens kerne. Men vækst er åbenbart et evigt must i vores umættelige grådighed efter mere. Ud med de knagende husbåde, de små gamle huse - og ud ryger altså også mangfoldigheden og vækstlaget. Argumenterne er at bygningerne er faldefærdige. Ja, og hvorfor? Og hvis man så ikke river dem ned, hvordan skal 'istandsættelse' så defineres og hvem dikterer behovene? Hvis man havde renoveret løbende, ville det vel ikke være så dyrt, som man nu påstår. For hvor meget istandsættelse er der egentlig brug for? Hvilken standard er det som alle nu om dage skal tvinges ind i? Drømmer vi virkelig alle om nye skinnende badeværelser, dobbeltruder og pastelfarvede husfacader? Kunne man have nøjes med at skifte faldstammerne, restaurere taget og tjekket for evt svamp, i tide? Mange af os husker udemærket hvordan alle små billige lejligheder på Vesterbro forsvandt med Kramer Mikkelsens åbenlyse byfordyrelsesprojekt, som jo bevidst var skabt for at få stærkere skatteborgere til byen. Det indrømmede han selv frejdigt. Jo bevares, København var en fattig kommune og penge / vækst skal der jo til. Og vi skal alle arbejde noget mere, ja vi skal. Hjulene skal holdes igang. Det kan ikke nytte noget, hvis vi sakker bagud. Der skal være penge til kampfly, for vi skal jo i krig og lefle for USA. Ud og spille med musklerne. Kan vi ikke bare slappe lidt af. Politikerne får sikkert mange points, hvis man kan skaffe nye lejligheder på selveste det trendy Vesterbro. Så hellere ud med de gamle Vesterbro-folk og gamle huse og ind med de nye mondæne øko-cafeer og trendy små pussenusse butikskæder. Gab, hvilken provins København er ved at blive. Uden ånd og sjæl. Jeg indrømmer gerne, at de første lejligheder jeg boede i Kbh, hverken havde varme eller bad, så det var da godt med noget istandsættelse. Men vi ved altså også godt at der ikke bare blev renoveret, men at der netop lå en ideologi bag denne totalrenovering; nemlig at gøre byen så dyr for de dårligt betalende, så det nye attraktive pengestærke klientel kunne flytte ind. Og det er jo lykkedes. Hurraa.. nu om dage føles mere vildt og autentisk at komme på besøg i vestjylland. Men ja, byg I bare det der historieløst hus, så I kan få nogle flere velbetalende skatteborgere til byen. Der er åbenbart ikke grænser for grådigheden. Undskyld jeg lyder sur - for det bliver man sgu. Jeg savner bare noget ydmyghed over for byens mangfoldige og mindre betalingsdygtige potentiale. Jeg savner politikere med ærlige visioner uden forudsigelig retorik og skjulte dagsordener. Kom ikke at fortæl mig at byen bliver billigere af at rive de huse ned og klaske et der hus op. Kom nu. Lad os få nogle fremadskuende og ægte moderne visioner på bordet!