Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Tung trafik strategi
Oprettet:
25. august 2009
Svarnummer:
10
Indsendt af
Inger Kuch Poulsen
Postnr.
1355
By
København K
Høringssvar
Red søområdet fra ”monsterlastbiler”
Jeg er meget foruroliget over, at en i forvejen belastet vejstrækning påføres yderligere trafik. På nuværende tidspunkt er vi meget generet af støj og forurening fra Øster Søgade og med en rød rute for den tunge trafik lige udenfor vores dør, kan det kun blive værre.
Indenfor de sidste 15 år har trafikken på Øster Søgade været konstant stigende. Med den seneste vedtagelse af en bilfri Nørrebrogade er antallet af trafikanter på Øster Søgade øget betragteligt. Med bolig ud til så befærdet en vej, er man generet af støj, luftforurening, snavs og lugt fra gaden. Vi må derfor på det kraftigste protestere mod en strategi for tung trafik, der yderligere vil belaste Øster Søgade med trafik. Den røde rute omfatter også lastbiler over 18 ton, hvilket er ødelæggende for de smukke gamle huse langs med søerne. De fleste huse i Øster Søgade og Nørre Søgade er fra 1880`erne, og de har slet ikke et fundament, der kan modstå vibrationer fra lastbiler over 18 ton. Det vil betyde revner i fundament og i husmure.
Der ligger desuden i strategien for den tunge trafik, at denne skal lokkes/tvinges til at benytte den såkaldte røde rute, hvor hastighedsgrænsen fortsat vil være 50 km/t i modsætning til vejene udenfor den røde rute, hvor man vil sænke hastigheden til 40 km/t i indre by. Det finder jeg fuldstændig uacceptabelt og for risikabelt for områdets beboere. I forvejen er det nærmest umuligt som fodgænger og cyklist at forcere Øster Søgade. Lastbiler over 18 ton har en lang bremselængde, og som følge heraf kan der opstå farlige situationer. Børn skal vokse op i rimelig trygge omgivelser og uden livsfarlig trafik i nærmiljøet og med forurening fra dieseldrevne lastbiler. En forurening som kan måles i følsomme børns krop og hjerne.
Det må undre, at man vælger Øster- og Nørre Søgade til den tunge trafik, når det specielt er trafiksikkerheden som Teknik- og Miljøforvaltningen har lagt vægt på i strategien, idet de begge kun har ét vejspor i hver retning. Med en koncentration af lastbiler på søgaderne øges antallet af farlige situationer for cyklister og fodgængere, når f.eks. udrykningskøretøjer må benytte cykelsti og fortov for at komme frem.
Store lastbiler over 18 ton både forurener og støjer, men de skaber også menneskelig utryghed på grund af deres størrelse. De rum, man som menneske færdes i, har betydning for ens velbefindende. At møde disse kæmpe monstre af lastbiler virker skræmmende på den lille fodgænger eller cyklist. Niveauet for utryghed og angst stiger i sådanne omgivelser. Bylivets overdødelighed kunne formentlig reduceres og københavnernes sundhed styrkes, hvis man fra politisk side ville tage hensyn til de mennesker, som bor og lever i byen.
Det er beskæmmende, at der med vedtagelse af en strategi for den tunge trafik ikke er medtaget et eneste forslag, der kan mindske omfanget af de trafikgener beboerne langs den røde rute påføres. Her tænkes på støjdæmpende asfalt, tilskud til støjdæmpende vinduer og andre foranstaltninger der kan afbøde trafikgenerne.
Det er ligeledes bemærkelsesværdig, at man vælger at omdanne et af de smukkeste områder i København – søområdet - til et støj- og forureningshelvede. Strategien synes uden ambitioner i forhold til en langsigtet og bæredygtig trafik- og miljøpolitik. Det ville være ansvarligt og miljømæssigt mere bæredygtigt, hvis man helt forbød den tunge trafik indenfor bygrænsen (altså lastbiler over 18 ton) som man har gjort i andre større europæiske byer. Det ville kræve en cityvareterminal, hvor en omlæsning af lasten fra de store lastbiler til mindre lastbiler kunne foregå. En sådan strategi ville desuden være særdeles fremtidssikret, hvis omlæsningen foregik til eldrevne lastbiler, så både støj- og forurenings gener kunne elimineres i betydelig grad.
Man undres over, at politikerne ikke har større ambitioner på Københavns Rådhus. Samlet set bidrager vi som nation ellers med at figurere på top ti listen over de 10 mest CO2 udledende nationer i verden pr. indbygger. Man skulle derfor tro, at man fra politisk side efterhånden var klar over, at det er radikale beslutninger og fremsyn der er brug for, hvis miljøet skal forbedres og CO2 udledningen sænkes.
Det er fuldstændig uacceptabelt, at beboerne langs den røde rute får alle ulemperne ved den tunge trafik mens vejene udenfor ruten får alle fordelene og at man fra politisk side ikke finder det nødvendigt at vedtage foranstaltninger, der kan afhjælpe støj- og forureningsgenerne.
Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at den fremlagte strategi for tung trafik er fuldstændig uacceptabel og opfordre politikerne på Københavns Rådhus til at finde andre og mere miljø- og menneskevenlige løsninger.
Der ønskes:
- et forbud mod tung trafik over 18 ton i brokvartererne og indre by for at undgå et farligt møde med et monster af en lastbil og en krydsende cyklist og samt undgå vibrationer, der skader de gamle og smukke ejendomme
- cityvareterminaler der omfordeler lasten til bæredygtige miljøvenlige lastbiler med lavt førerhus (gerne eldrevne lastbiler).
- Støjdæmpende asfalt på Øster Søgade og Nørre Søgade. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man på søgadestrækningen ved kartoffelrækkerne har lagt støjdæmpende asfalt på 2 gange indenfor de sidste 10-15 år. En strækning der er langt mindre trafikbelastet, men det har måske noget at gøre med at adskillige politikere bor i kartoffelrækkerne.
- At der gives tilskud til støjdæmpende vinduer på Øster Søgade og Nørre Søgade
- At hastigheden sænkes til 40 km/t i alle brokvartererne og indre by af trafiksikkerhedsmæssige grunde. Det vil være både farligt og særdeles vanskeligt for almindelige bilister og cyklister at komme fra sidevejene og ud på søgaderne, hvis hastigheden er 50 eller mere. De store lastbiler skaber utryghed og har en længere bremselængde end de lette køretøjer.
- At der sættes ”stærrekasser” op langs søgaderne for at fastholde fartgrænsen på 40 km/t
- Et påbud om, at alle dieseldrevne lastbiler, der bevæger sig indenfor brokvartererne, skal have partikelfilter.
- et bompengesystem etableret. Rygning er et eksempel på at forbud eller restriktioner hjælper. Det er ikke anderledes med trafikken. Det skal altså gøres mere besværligt/dyrt at køre i bil før bilisterne vælger andre transportmidler. Det har erfaringen vist andre steder, så hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i København, så vi får et bedre luftmiljø og støjniveau.