Oprettet: 1. juni 2015
Svarnummer:
74

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt lokalplanforslag "Tivolihjørnet" med kommuneplantillæg i offentlig høring med svarfrist den 10. juni 2015. Borgerdialog Indre By Lokaludvalg havde borgerdialog om startredegørelsen i december 2014. Opsamlingen på borgerdialogen er vedlagt. Lokaludvalgets holdning Vores svar til Startredegørelsen fastholdes Indre By Lokaludvalg konstaterer, at der inden udsendelsen af forslaget til høring ikke er taget stilling til vores kommentarer til startredegørelsen for ”Tivolihjørnet”. Indledningsvis vil vi derfor gerne referere til vores svar til startredegørelsen. Vores svar af 12. december 2014 fastholdes (vedlagt). Vores svar var baseret på de tilkendegivelser, der var kommet på lokaludvalgets hjemmeside, kommunens facebookside og på borgermødet den 3. december 2014. Lokaludvalget mener, at kommunen skal afvise projektet ”Tivolihjørnet” og tage hensyn til de tilkendegivelser, der er kommet og som overvejende har kritiseret projektet for anvendelsen af glas som byggemateriale, for manglende sammenhæng med for Tivolis Hovedindgang samt for manglende respekt for Tivolitraditionen og - med sin meget centrale placering i København - for manglende respekt for de værdier, København står for. Den manglende respekt for Tivolis Hovedindgang kommer først og fremmest til udtryk ved, at det nye byggeri er alt for højt i forhold til Hovedindgangen, der derved mister sin dominans i forhold til de nære omgivelser. Lokalplan for hele Tivolihaven Overordnet mener lokaludvalget, at Kommunen skal udarbejde en lokalplan for hele Tivolihaven, således at der er klare rammer for, hvordan Tivoli kan udvikle sig. Efter udsendelsen af startredegørelsen for ”Tivolihjørnet” er der udsendt en startredegørelse for ”Tivolihuset”, et byggeri oven på koncerthuset. ”Tivolihuset” skulle huse en ballet- og musikskole samt Tivolis administration. Teknik- og Miljøudvalget afviste startredegørelsen for ”Tivolihuset”, da udvalget fandt projektet for dominerende. Lokaludvalget mener, at forløbet med ”Tivolihjørnet” og ”Tivolihuset” illustrerer behovet for en helhedsplan for Tivolihaven. Basis for Lokalplan for hele Tivolihaven I ”Forslag til lokalplan Tivolihjørnet med tilhørende forslag til kommuneplantillæg” er der i afsnittet ”Lokalplanens sammenhæng med anden planlægning og lovgivning” en henvisning til Skødeservitut for Tivoli. I henvisningen på side 13 står der bl.a.: ”Desuden fastlægges anvendelsen til: ”... en forlystelsespark beregnet på det store almindelige publikum, og til at forandringer og tilpasninger af underholdningsbegrebet, som fremtiden vil byde på, sker med passende hensyntagen til Tivolis fortid og hidtidige udvikling, således at havens sjældne kombination af kulturformidling og bred folkelig underholdningstradition på kommercielt grundlag der har givet Kjøbenhavns Sommertivoli internationalt renommé som forlystelsesvirksomhed, fastholdes”. Skødeservitutten opretholdes og aflyses således ikke som følge af lokalplanen.” Lokaludvalget mener, at denne beskrivelse af Tivolis anvendelse er et godt udgangspunkt til en lokalplan for hele Tivolihaven. Lokaludvalget er således enig i, at Skødeservitutten opretholdes. I afsnittet ”Lokalplan Tivolihjørnet” står der på side 16: ”Stk. 1. Anvendelse Området fastlægges til serviceerhverv, såsom restauranter, hoteller, butikker, kulturelle aktiviteter og lignende med tilhørende administration. Endvidere kan der indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, miljømæssige servicefunktioner. Kommentar Anvendelsen skal være forenelig med Tivolis funktion som forlystelsespark, som det er beskrevet i skødeservitutten af 22. juni 1992.” Lokaludvalget er enig i kommentaren, men kan ikke se at beskrivelsen i stk. 1 er forenelig med servituttens bestemmelse om en anvendelse til ”forlystelsespark beregnet på det store almindelige publikum”. Servituttens § 8 indledes med: “Grunden kan alene anvendes til forlystelsespark”. Den udvikling som servitutten beskriver, er altså alene relateret til Tivoli som forlystelsespark. Efter vores mening kan hoteldrift ikke rummes i begrebet forlystelsespark. Når hertil føjes, at forlystelsesparken skal fastholde en “bred folkelig underholdningstradition”, må hoteldrift med værelsespriser på fra 6.400 kr. til 20.000 kr. pr. nat være udelukket. Tivolihjørnet er planlagt til at rumme 5.300 m2 i fase 1. Heraf er 2.000 m2 planlagt som hotel. Hvis hoteldelen blev sløjfet blev der samtidig plads til at reducere bygningshøjden til een etage tæt ved Hovedindgangen og 2-3 etager i øvrigt. Lokaludvalget mener således, at den foreslåede formulering af anvendelsen i “Lokalplan Tivolihjørnet" skal ændres, så det f.eks. ikke tillades, at området anvendes til hotel (som foreslået i projektet for Tivolihjørnet) og heller ikke til ballet- og musikskole (som foreslået i projektet for Tivolihuset). Lokaludvalget beder om, at ovennævnte kommentarer tilgodeses i den videre beslutningsproces vedrørende projektet, idet lokaludvalget særligt lægger vægt på • at hoteldrift udelukkes • at projektets omfang omkring Tivolis Hovedindgang reduceres. Indre By Lokaludvalg vedtog dette høringssvar i sit møde den 21. maj 2015. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand