Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
6. februar 2015
Svarnummer:
631
Indsendt af
Indre By Lokaludvalg
Virksomhed / organisation
Indre By Lokaludvalg
Postnr.
1466
By
København K
Høringssvar
Børne- og Ungdomsforvaltningen har via bliv hørt-portalen sendt ”Fremtidens Fritidstilbud i offentlig høring med svarfrist den 6. februar 2015.
Borgerdialog
Indre By Lokaludvalg har med annoncering i Cityavisen og på lokaludvalgets hjemmeside gjort borgerne opmærksom på muligheden for at kommentere sagen på bliv hørt-portalen.
Derudover har repræsentanter for lokaludvalget haft et dialogmøde med institutionsledere samt medlemmer af bestyrelser for børneinstitutioner og skoler i Indre By. Se det vedlagte referat, som jeg beder om, bliver taget med i den videre proces.
Holdning
Med baggrund i drøftelsen på ovennævnte dialogmøde mener jeg overordnet, at der bør være fokus på hvilke vilkår fritidsinstitutionerne har – generelt set – frem for hvilken konkret organisatorisk model, der er at foretrække. Det er min oplevelse, at de forskellige konstruktioner (stor/lille, klynge/ikke-klynge) har mulighed for at fungere, hvis bare institutionerne har de ressourcer (lokaler, penge og medarbejdere), der skal til for at skabe et godt inspirerende og trygt miljø for børnene.
Børnenes behov skal være i centrum og derfor skal det sikres, at børnene oplever, at der er alternativer, dvs. mangfoldighed i tilbud og organisation af deres hverdag. Endvidere skal børnene opleve, at fritidstilbuddene har en god kobling til skolerne uden at fritidstilbuddene mister deres selvstændighed.
Derudover har jeg følgende forslag og bemærkninger:
• Institutionerne fortæller, at der er faktuelle fejl i høringsmaterialet. De er frustrerede over fejlene og at fejlene ikke er blevet rettet, selv om de har gjort opmærksom på dem. Jeg mener derfor, at institutionerne skal opfordres til at melde fejl ind til forvaltningen, så de kan rettes, inden Børne- og Ungdomsudvalget igen skal tage stilling til materialet.
• Institutionerne giver udtryk for, at de er orienteret om sagen og processen, men ikke ser sig inddraget. Jeg foreslår derfor, at institutionerne inddrages i den videre proces..
• Personalet på institutionerne og skolerne skal være godt orienteret om scenarier og konsekvenserne af dem. Det skylder vi dem.
• Privatskolerne er interesserede i projektet og vil gerne bidrage med faglige input. De er i nogen grad berørt af de foreslåede ændringer og skulle måske lige som de offentlige institutioner inddrages i den videre proces.
• Børnene skal bl.a. udvikles til hele demokratiske borgere. Her er en god lejlighed til at fremme deres appetit på demokrati. Jeg foreslår, at de bliver hørt om de dele af ”Fremtidens Fritidstilbud”, der berører dem.
• Jeg synes, at forvaltningen skal redegøre for hvilke ændringer i medarbejderressourcerne, der vil være i de enkelte institutioner som følge af ”Fremtidens Fritidstilbud”. Dette med henblik på, at institutionerne i tide kan drøfte, om medarbejderressourcerne er tilstrækkelige til at skabe god voksenkontakt.
• Ledelsen af det lille fritidshjem Dronning Caroline Amalie, som er tilknyttet Nyboder Skole, er for en lukning af fritidshjemmet og foreslår, at børnene bliver overflyttet til Dronen og/eller Nyboder Skoles KKFO. Vurderingen er dog, at forældrene ikke vil være tilfredse med en sådan løsning.
Jeg foreslår derfor, at de forskellige løsninger drøftes godt igennem med forældrene og børnene. Lokaludvalget arrangerer gerne offentlige møder eller anden form for offentlig dialog om fremtiden for fritidshjemmet Dronning Caroline Amalie. Tilbuddet skal ses i lyset af vores gode erfaring med at stå for konstruktiv borgerdialog om sager, vi ikke er part i.
• Jeg foreslår, at man bevarer de to fritidshjem, der er knyttet til Den Classenske Legatskole, da de har en stærk kultur og historie og da afstanden mellem fritidshjemmene og skolen ikke opleves som et problem af børnene, så vidt jeg ved. Det drejer sig om fritidshjemmene Vartov Fritidshjem og Thomas P. Hejles. De to fritidshjem har et intensivt samarbejde på flere planer. Et formaliseret ledelsesmæssigt samarbejde kunne måske yderligere forbedre mulighederne for børnene.
Indre By Lokaludvalg får i lokaludvalgsmødet den 19. februar 2015 dette høringssvar forelagt som en sag til efterretning.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand