Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 10. august 2016
Svarnummer:
118

Indsendt af

Hanne Fabricius, forfatter & arkæolog

Virksomhed / organisation

Tyra Kulturformidling

Postnr.

1650

By

København V

Høringssvar

Til Københavns Kommunes politikere: Sundevedsgadekarreen med blandt andet de lave bygninger på Enghavevej 4-14 og Vesterbrogade 107C er den sidste rest af fortællingen om slagterne på Vesterbro. Bygningerne blev oprindelig opført i 1860-erne som slagtergårde, hvor slagterne havde slagteri i baghuset og boede i forhuset. I nr. 10 boede bl.a. Storm P som barn, og forhuset og baghuset står stadig som da de oprindelig blev opført med et unikt baggårdsmiljø, som ikke eksisterer andre steder på Vesterbro. Historien om slagterne på Vesterbro går tilbage til 1577, hvor det af sundhedsmæssige årsager blev forbudt at slagte dyr inden for Københavns befæstning. Frem til starten af 2000-årene var Vesterbro stadig et slagterområde, men omdannelsen af Den Hvide Kødby til forlystelsesområde betød, at slagterne efter mere end 400 år måtte rykke væk fra Vesterbro. Sundevedsgadekarreen er med sin historiske blanding af bolig og erhverv og gårdmiljøer den sidste rest af det tidlige Vesterbro, hvor det var almindeligt med småindustrier i lokalområdernes baggårde. Et miljø, som nærmest er forsvundet totalt i takt med byfornyelsernes gentrificering af brokvartererne. Og det er hele denne fortælling, som Københavns Kommune nu vil rive ned og erstatte med bygninger med dyre lejligheder i, som ingen vesterbroere alligevel har råd til at købe eller bo i. Endnu en gang ønsker de københavnske politikere ikke et København og her et Vesterbro for lokalbefolkningen, hvilket er dybt tragisk for bydelens levende og kreative miljøer. Man ved fra andre dele af verden, at bevarer man de sidste kulturhistoriske miljøer i en bydel, så får samme bydel et løft, hvor byens liv højnes og tiltrækker mennesker, forretninger og restaurationer. Sundevedskarreen har allerede et kreativt og musisk miljø, som fungerer strålende. Ved at bevare bygningerne og værkstederne og åbne op mellem gårdene i karreen med cafeer eller mindre spisesteder, kan området bidrage til at Vesterbro får en grøn oase, der både vil tiltrække de lokale vesterbroere samt turister. Jeg mener, at Københavns Kommune har en forpligtelse og et meget stort ansvar for ikke at ødelægge vores by ved at nedrive alle de historiske bygninger og områder, der som her på Vesterbro rummer den sidste stærke erindring og fortælling om slagternes Vesterbro. Også selv om både private og Københavns Kommune har forsømt at vedligeholde bygningerne for netop at have den åbenbart så dårlige stand som undskyldning for at rive karreen ned. Men på trods af denne åbenlyse misligholdelse af den sidste rest af det førindustrielle Vesterbro har bygningerne overlevet. De er absolut ikke i så dårlig stand, som Københavns Kommune gerne antyder. Tværtimod er de opført i en tid af materialer, som betyder, at bygninger holder til langt mere end nutidens byggeri. Og af håndværkere, der var oplært i de gamle byggetraditioner og var stolte af deres erhverv. Jeg håber, at Københavns Kommune og de folkevalgte politikere vil respektere og være bevidste om, at fjerner de dette uerstattelige bymiljø, så kan historien aldrig genskabes. Og så har vores efterkommere i bydelen ikke længere nogle minder tilbage fra det Vesterbro, som var en gang. For da er det for altid forsvundet. Med venlig hilsen Hanne Fabricius Forfatter & arkæolog www.tyra.dk Henvisninger: Vesterbro. En forstadsbebyggelse i København. Bind I-II. København 1986. Fabricius, H. 2009. De sidste slagtergårde. Skalk 2009 nr. 2 s. 16-17. http://tyra.dk/Enghavevejs%20slagtergaarde.htm Vesterbros Bydelsatlas, Bevaringsværdier i bydel og bygninger 1991. Miljøministeriet, Planstyrelsen i samarbejde med Københavns Kommune http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/pdf/1330_ddthKBs6eE.pdf Københavns Bymuseums vurderinger 2011 & 2016 kan findes her: http://cphmuseum.kk.dk/artikel/vesterbro-h%C3%B8ringssvar Bevar slagtergårdene på Vesterbro: Skriv under net på http://www.skrivunder.net/bevar_slagtergardene_pa_vesterbro