Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ændring af regulativ for husholdningsaffald
Oprettet:
29. marts 2017
Svarnummer:
3
Indsendt af
Freia Cecilie Krog
Postnr.
1751
By
København V
Høringssvar
Jeg synes det er en rigtig god idé med sortering og genanvendelse af affald. Det er allerede udbredt i min gård, som er et byøkologisk pilotprojekt, og derfor fulgte der, allerede da jeg købte lejligheden for snart 10 år siden, en lille grøn spand med til bioaffald, hvilket jeg har læst kommunen nu har planer om at uddele til samtlige husstande i forbindelse med udbredelsen af sortering af bioaffald.
Det er en sympatisk og imødekommende tanke, men i praksis er jeg sikker på at rigtig mange spande aldrig vil blive brugt (i hvert fald ikke til bioaffald!), og at det ikke vil få flere mennesker til at sortere deres affald: Det skal være nemt og praktisk og passe ind i ens køkken og rutiner, og det gør sådan en spand sjældent.
Har I selv prøvet det? Hvor skal den stå, så den er lige så nem at komme til som den almindelige affaldspose? Og det at skulle have låg af og på hver gang - det er simpelthen ALT for besværligt og pladskrævende!
Jeg har selv, i forbindelse med renovering af mit køkken, investeret i et affaldssorteringssystem, hvorfra jeg kan sortere pap, papir, plast, metal, pant, batterier, bio- og husholdningsaffald.
Men selvom jeg var så heldig at finde det på tilbud, så er det en ret bekostelig affære. Til gengæld virker det smertefrit og det er nu lige så nemt at sortere som at lade være! Med spanden skete det aldrig rigtig, trods de bedste intentioner...
Jeg mener derfor at pengene til spande til alle lejligheder er meget bedre givet ud som tilskud til det affaldssystem man hver især måtte ønske, og som passer til ens køkken og behov, fx. som refusion af beløb til en vis grænse mod forevisning af kvittering.