Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Forældreindflydelse i ny institutionsstruktur
Oprettet:
28. januar 2011
Svarnummer:
54
Indsendt af
Forældrerådet Stockholms Gave Troldehøjen, Indre Nørrebro
Virksomhed / organisation
Forældrerådet Stockholms Gave Troldehøjen, Indre Nørrebro
Postnr.
2200
By
København N
Høringssvar
Helt overordnet set mener forældrerådet i Stockholmsgave Troldehøjen, at den nye struktur er meget sårbar i forhold til at sikre inddragelse og varetagelse af de enkelte enheders forældre-interesser. Dette ud fra at enhederne kun vil have 1 forældrerepræsentant i forældrebestyrelsen og denne repræsentant vil få et meget stort ansvar i forhold til at sikre at forældrerådet i enheden bliver inddraget relevant i de emner som bestyrelsen behandler og træffer beslutning om. Forældrerådet i Stockholmsgave Troldehøjen vurderer, at det kan blive svært at finde en repræsentant, der har mulighed for at påtage sig den opgave og det ansvar.
Derudover stiller forældrerådet spørgsmålstegn ved det realistiske i at forældrebestyrelsen vil være i stand til at prioritere økonomiske ressourcer i forhold til konkrete tiltag i de enkelte enheder, eksempelvis i forhold til renovering, da de enkelte forældrerepræsentanter næppe vil have kendskab eller forudsætninger i øvrigt, til at kunne give relevant input til den type af sager hvor alle enheder i klyngen er i spil. Beslutninger som vil have meget stor betydning for børnenes trivsel i de enkelte enheder.
Tilsvarende vurderer forældrerådet i Stockholmsgave Troldehøjen at det er utilfredsstillende, at forældrerådet kun vil få mulighed for at rådgive og udtale sig i forhold til sager der vedrører den enkelte enhed, herunder principielle problemstillinger ift. enheden. Også her bliver det meget sårbart, at kun 1 forældrerepræsentant fra den enhed en problemstilling vedrører, reelt er involveret i drøftelse og beslutning som alene har betydning for den givne enhed.
Endelig mener forældrerådet i Stockholmsgave Troldehøjen at der bør fastsættes en deadline for evaluering af den model for forældreindflydelse der bliver vedtaget. Denne deadline bør højst være 2 år efter etablering af den nye struktur.
Der er således flere elementer i beskrivelsen af indflydelsesretten i forældrerådene, der vækker bekymring:
1. Den generelt større distance mellem forældrene i den enkelte enhed og beslutningskompetencen ift. børnenes dagligdag
2. Personificeringen af beslutninger af væsentlig betydning for børnenes dagligdag i den enkelte enhed. Ift. 2010 skal forældrebestyrelsesrepræsentanten spille på en langt større bane – men med et mindre hold, med langt dårligere udstyr og uden reel mulighed for at kunne se, hvor målet er.
3. Konturerne af en glidebane – vi frygter i praksis reel NUL forældreindflydelse, eftersom det samlede billede og faktorer, der skal tages hensyn til, kun vil være klyngeleder bekendt.
Vi vil gentage, at det er afgørende, at forældrerådene får mulighed for at evaluere den model for forældreindflydelse, der bliver vedtaget!
Nedenfor har vi angivet uddrag af de enkelte kompetencebeskrivelser for forældrerådene, som vækker bekymring.
1. Udtaleret i forhold til forældrebestyrelsens behandling af sager, der vedrører enheden
Det vækker bekymring, at udtaleretten ikke er nærmere beskrevet. På hvilket niveau i beslutningsprocessen, træder udtaleretten ind? Og følges udtaleretten op af, at bestryrelsen er forpligtet til at svare på rejste punkter, før en endelig beslutning træffes?
2. Organisere afstemning om madvalget blandt enhedens forældre (hvert 2.år)
Det er vigtigt at få klarlagt, at beslutningskompetencen i forhold til madvalget ligger i den enkelte enhed. I dette punkt, står beskrevet en kompetence i forhold til at igangsætte afstemning – det er afgørende, at indholdet af en eventuel afstemning stadig afgøres af den enkelte enhed. Vi kan frygte en situation, hvor klyngeleder og forældrebestyrelse vælger en anden mad-løsning, end den enkelte enhed ønsker. I den situation er en kompetence til at igangsætte afstemning ikke meget værd.
3. Rådgive forældrebestyrelsen i forhold vedrørende den enkelte enhed og principielle problemstillinger vedrørende enheden
Vi ønsker en yderligere specificering af karakteren af denne rådgivning. I hvor høj grad er forældrebestyrelse og klyngeleder forpligtet til at lytte til den rådgivning? Man kan frygte en situation, hvor det er praktisk talt umuligt at rådgive på en måde, der er realistisk ift. det samlede billede i klyngen - en seriøs rådgivning, som klyngeleder og bestyrelse skal kunne guide sine beslutninger ud fra, vil nødvendigvis skulle bygge på et grundigt kendskab til alle enheder i klyngen. Har man ikke dette kendskab, vil rådgivningen nemt komme ud af trit med den fælles retning – og reelt uden værdi. Vi ønsker tydelig rammer for rådgivningen, der sikrer, at den enkelte enheds rådgivning bliver taget til efterretning
4. Prioritering af enhedens budget inden for de rammer og principper, der er fastsat i Forældrebestyrelsen
Vi ønsker klarlagt og tydeliggjort, hvordan rammer og principper fastsættes i Forældrebestyrelsen. Vi ønsker en tydeliggørelse af sammenhængen mellem principper og rammer, budgetfordeling til den enkelte enhed, enhedslederens forvaltning af enhedens budget og forældrerådets ret til at prioritere i dette budget. Bekymringen går på, at vi som forældre flyttes meget, meget langt væk fra forvaltningen af de ressourcer, der dikterer mulighederne i vores børns dagligdag. Vi ønsker en sikkerhed for, at enhedernes prioriteringer af budgetter bliver evalueret løbende, sådan at budgetfordeling løbende kan kvalificeres – sådan at klyngeleder får input til om pengene bruges optimalt.
5. Inddragelse i prioriteringen af midler til pædagogiske aktiviteter
Igen her ønsker vi en klarlæggelse af mandatet i denne inddragelse. Vi forventer, at der er tale om obligatorisk inddragelse, og at forældrerådets holdning skal tages til efterretning i enheden.
Svar på ovenstående udbedes.
Mvh
Forældrerådet i Stockholms Gave Troldehøjen