Høringssvar vedrørende Folkeskolereform - faglig udmøntning

Oprettet: 22. januar 2014
Svarnummer:
24

Indsendt af

Forældrebestyrelsen

Virksomhed / organisation

Fritidshuset Galaksen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Fritidshuset Galaksen Vendsysselvej 18 2720 Vanløse Telefon 38869480 22. januar 2014 Høringssvar – Udmøntning af folkeskolereformen Forældrebestyrelsen, ved special Fritidshuset Galaksen, har på sit bestyrelsesmøde d. 14. januar 2014 drøftet B&U -udvalgets forslag til udmøntning af folkeskolereformen, benævnt ”Folkeskolereformen – faglig udmøntning”. Vi forholder os udelukkende til de udfordringer og problemstillinger, vi mener udmøntning af reformen, vil have på vores børn. Børnegruppen i Galaksen er primært visiteret på baggrund af "lettere mental retardering" - men for hovedpartens vedkommende gør diagnoser som ADD, ADHD, atypisk autisme, infantil autisme mm. sig ligeledes gældende. Disse komplekse vanskeligheder fordrer øget voksenstøtte og hjælp i hverdagen. Som vi læser og forstår oplægget, skal vores børn, som i forvejen har en stresset, konfliktfyldt og krævende hverdag, gå længere tid i skole – uden flere voksenressourcer. Tværtimod vil der med den nye reform blive sparet på pædagogressourcerne svarende til 2, 8 årsværk på Galaksen. Trods den øgede mængde af undervisningslektioner, bliver der ikke tilført flere pædagogressourcer til specialskolen. Dette opleves for os som alarmerende og som en forringelse af de ressourcer, der samlet set afsættes til vores børn og unge. • På nuværende tidspunkt stiller Galaksen ”pædagogtimer” til rådighed i det man må betegne som den ”reelle” skoletid, og i de situationer hvor det vurderes, at en elev eller en klasse har brug for ”aflastning”. Ressourcen der bruges hertil, er udover det fritidshjemmet i forvejen tilbyder i form af ”samtænkning” og stærkt samarbejde. Dette vil ikke længere, i samme omfang, være en mulighed – grundet fritidshjemmets kortereåbningstid og besparelserne på pædagogområdet. • Endvidere opleves fritidshjemsdelen for mange af vores børn som et ”frirum”. Et sted hvor der er tid og mulighed for blot at ”være”. Et sted hvor der er tid og overskud til at blive set og hørt – på en anden måde end i skoleregi. Set i lyset af dette er vi som forældrebestyrelse bekymrede for, at pædagogernes arbejde ikke anerkendes og på sigt ikke vil tiltrække kvalificeret personale, da fokus udelukkende lægges på ønsket om en forøgelse af fagligheden i skolen. Børnegruppen i Galaksen har ikke nødvendigvis brug for flere undervisningslektioner – men derimod brug for den ro, støtte, forståelse og individuel opmærksomhed, som udelukkende kan finde sted, når der er voksenressourcer nok tilstede. Efter vores overbevisning vil vi som forældre, og i særdeleshed vores børn og unge, opleve en forringelse af en i forvejen presset og kaotisk hverdag, når udmøntningen af reformen bliver en realitet. Vi er af den overbevisning, at et sådan tiltag vil afstedkomme uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser for vores børn og unge. Vi er direkte bekymrede for vores børns og unges udvikling og trivsel. Vi ser på ingen måde tiltaget som en del af barnets/ den unges tarv. Vores børns og unges komplekse problemstillinger bliver ikke mindre af en skolereform, der giver dem længere skoletid, kortere tid på fritidshjemmet og samlet set færre voksenressourcer - hvorfor vi i den grad oplever forslaget som et overgreb på vores børn og unge og deres udvikling. På vegne af forældrebestyrelsen ved Galaksen Pernille Bajrami