Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Tung trafik (fornyet høring)
Oprettet:
2. marts 2010
Svarnummer:
29
Indsendt af
Ejerforeningen Peblingegården
Postnr.
1370
By
København
Høringssvar
Høringssvar i forbindelse med fornyet høring af strategi for tung trafik – anbefalet rød rute for køretøjer over 18 tons
Hermed skal Ejerforeningen Peblingegården anmode Borgerrepræsentationen ved Teknik- og Miljøudvalget om - dels omgående at fjerne diverse tiltag til yderligere trafikbelastning på Nørre Søgade - dels at tage initiativer til nedbringelse af den nuværende og helt uacceptable trafikbelastning, der her finder sted.
Grænseværdierne for både støj og luft er igennem de sidste mange år overskredet i et hidtil uset omfang – uden at kommunen har taget de nødvendige skridt til nedbringelse heraf – i henhold til EU-direktiverne for forurening!
Ovenstående påfører ejendommens beboere en belastning, der er helt uacceptabel. Det kan således oplyses, at de seneste anbefalinger opfordrer beboerne til ikke at lufte ud/dvs. ikke åbne døre og vinduer mod Nørre Søgade – 50 af ejendommens lejligheder har imidlertid ikke andre muligheder!
Kommunen har ikke som lovbefæstet i henhold til EF direktivet taget initiativ til nedbringelse af bl.a. NO2 forureningen, hvor EU´s grænseværdi på 40 for Nørre Søgade overskrides med 18 i 2010 og i 2015 med 12 og i 2020 med 2 – som den eneste gade i København.
I den forbindelse skal vi gøre opmærksom på, at Nørre Søgade er den mest NO2 belastede gade i København ifølge DMU´s virkemiddelkatalog nr. 1268 2009.
Kravet til kommunen er derfor, at der tages initiativ til omgående nedsættelse af trafikken, idet det jo udelukkende er denne, der forårsager ovennævnte.
I tilgift har vi som følge af ovenstående også støjforureningen, der for Nørre Søgades vedkommende ligger omkring 75 db, hvilket er langt over det acceptable på omkring 53 db.
Vor ejendom er så trafikbelastet, at man i dag ikke ville få lov til at opføre boliger på grunde langs Nørre Søgade!
Alt i alt medfører ovenstående, at vi beboere her kan forvente færre antal leveår, kredsløbssygdomme, luftvejssygdomme og flere ”B-dage” som følge af trafikken!
At vi fortsat vil være påvirket som følge af beliggenheden tæt på Gyldenløves Gade/Åboulevarden er vi fuldt ud klar over og netop derfor har det stor betydning, at vi får nedsat trafikbelastningen på Søgaderne.
Man kan jo forestille sig en forsøgsordning med forbud mod gennemkørsel for at se, hvor bilerne så finder hen – på samme måde som man gjorde med Nørrebrogade!
Tager man ikke aktivt fat i problemerne nu, er spørgsmålet – hvad vil kommunen gøre, når Nørrevold nedlukkes!
Kommunen opfordres endvidere til at opprioritere det rekreative søområde, så vi borgere også kan få del i det nærrekreative og dermed få dækket det behov vi alle har, for at kunne gå/løbe/motionere/sidde på bænke og sludre og bare nyde solen og himlen langs disse søer, der i rigt omfang indbyder til dette – bortset fra trafikken!
Derudover skal der blot henvises til Borgerinitiativet Red Søernes høringssvar, der jo i vid udstrækning også dækker ovenstående område.
E/F Peblingegården
Nørre Søgade 37
1370 København K