Høringssvar vedrørende Carlsberg II tillæg 5 - lokalplan 432-5

Oprettet: 6. april 2015
Svarnummer:
8

Indsendt af

Dorthe Skaaning Mathiesen

Virksomhed / organisation

Dorthe Skaaning Mathiesen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

NB: Også vedhæftet som pdf Bjerregårds vej 3, Valby d. 6. april 2015 Høringssvar vedr. Carlsberg II tillæg 5 - lokalplanforslag Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve, at jeg synes, det ser ud til at blive et meget flot og spændende byggeri, som jeg ser frem til at blive nabo til, og at jeg glæder mig meget til åbningen af Carl Jacobsens Have! Som direkte nabo (Bjerregårdsvej 3, matrikel 190) til Carlsbergs nye hovedkvarter vil jeg gerne fremkomme med følgende bemærkninger til de bygge-og anlægsplaner, der er lagt i høring: Vedr. den offentlige stiforbindelse på stykket mellem Bjerregårds vej og Gamle Carlsberg vej: • Det er vigtigt, at det fastholdes, at der bliver tale om en sti for gående og cyklister, og IKKE for tungere trafik. • Vedr. Belysning på stien står der i tillægget s. 23, at ”Stiforbindelserne skal udformes med særlig belysningskvalitet, der skaber tryg og attraktiv færdsel.” Det er vigtigt for os, der er direkte naboer til stien, at belysningen ikke kommer fra højtsiddende gadelamper el.l., men fra laveresiddende lamper. Højsiddende, kraftig belysning vil være generende for os. • Både som afskærmning for forbipasserende trafik og lysindfald er det da muligt etableres 2-3 yderligere mindre træer i skellet mellem den offentlige sti og grunden Bjerregårds vej 3? Vedr. parkering på Bjerregårds vej: Allerede i dag oplever vi beboere på Bjerregårds vej, at der er udfordringer i forhold til at finde parkeringsplads. Vi er første vej uden for betalingszone, og det benytter en del sig af – både hyrevogne og varevogne uden for arbejdstid samt private og turister i autocampere o.l. Det er oplagt, at der bliver yderligere efterspørgsel på parkeringspladser med åbningen af det nye hovedkvarter. Jeg vil gerne appellere til, at man (kommunen?) holder systematisk øje med, hvordan parkeringssituationen udvikler sig og aktivt går i dialog med vejlauget om at dæmme op for problemet. Kan der skiltes med ”privat vej”, Ærindekørsel tilladt” el.l.? Vedr. trafikbelastningen på Valby Langgade • Lysreguleringen ud for Gl. Carlsberg vej fungerer p.t. ikke særlig hensigtsmæssigt, da mængden af trafik i de to retninger er meget uens. • Trafikmængden på Valby Langgade er gået mærkbart op de senere år og med åbning af Carlsbergs nye hovedkvarter og udbygning af Carlsberg Byen vil trafikmængden alt andet lige gå yderligere markant op. • Trafikafviklingen i svinget Pile Alle/Valby Langgade fungerer også dårligt i dag. For nyligt er der sat gennemkørsel forbudt-skilt op ved indfaldsvejen til Carlsberg Byen v. Elefantporten – dette tiltag kan måske afhjælpe nogle af problemerne… Jeg vil gerne henstille til, at man (fra kommunens side?) følger udviklingen tæt, og gør alt hvad man kan for at afhjælpe problemerne. Vedr. Sætningsskader i forbindelse med byggeriet Jeg kan forstå, at man fra bygherres side vil sikre, at der ikke sker sætningsskader på de omkringliggende bygninger i forbindelse med byggeri, anlæg og siden ibrugtagningen. Jeg har forstået det sådan, at bygherre vil fotodokumentere de omkringliggende bygninger herunder min mhp. at holde øje med eventuelle sætningsskader, der kan opstå i forbindelse med anlægsarbejdet. Dette fotomateriale vil jeg meget gerne have en kopi af, for at sikre, at bygherre og jeg har samme udgangspunkt for vurdering af en eventuel skade. Er det muligt at få udleveret en sådan en kopi? Med venlig hilsen Dorthe Skaaning Mathiesen Bjerregårds vej 3 2500 Valby