Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Ang. den mulige lukning af SFO'en Lønstrupgård. I mange andre høringssvar argumenteres der grundigt og fornuftigt mod forslaget om at samle fritidstilbuddene på skolerne og "hos" skolerne både fysisk, strukturelt og økonomisk. Fordi dette er gjort, vil vi tage os den luksus at smide fornuften og tale direkte fra hjertet. Vores ældste dreng er 6 år. Han startede i sommer i 0. klasse på Vanløse Skole. Til vores store fornøjelse kan vi se, hvor glad han er for sin skole. Der er ingen tvivl om, at han trives med lærerne og undervisningen, men der er nu ikke noget som hans SFO, Lønstrupgård. Han ELSKER Lønstrupgård, og vi forstår det så glimrende. Tit har vi lyst til at smide alt, hvad vi har i hænderne og sætte os og snitte sammen med ham et par timer. Eller grave store tunneller i sandet og jorden for at se, hvor vandet løber hen. Eller varme os ved bålet, imens vi sætter tænderne i en saftig, nybagt bål-pandekage. Her kan han udfolde sig fuldstændigt med alt, hvad han har lyst til. Der er masser af plads og rum omkring ham. Kæmpe legeplads med masser af plads til at bygge huler. Små kommende ingeniører eksperimenterer dagligt på legepladsen og i værkstedet. Forleden prøvede han og en af vennerne at bygge en mobiltelefon - af træ. På Lønstrupgård bliver der støttet op om de fleste idéer - også selvom de er født af en 6 årigs fantasi. Der er som regel tid til de fleste tiltag, og vores søn kommer sjældent hjem uden noget kreativt under armen, og vi kan som se og mærke den voksne hånd, der har vejledt og lært fra sig undervejs. Vi valgte specifikt hans spor på Vanløse Skole på grund af fritidshjemmet. Vi valgte, meget bevidst, ikke Krokodillen. På trods af søde pædagoger havde vi en følelse af at være i et akvarie. Vi talte om dengang, at det var det sidste sted, vi ville ha' vores barn. Vi havde ikke forestillet os dengang, for kun et år siden, at det slet ikke var vores beslutning at tage. På Lønstrupgård er børnene langt fra mandsopdækket, men vores søn har en voksens opmærksomhed, når og hvor det er nødvendigt. Det er uundgåeligt, at der opstår konflikter af og til mellem børnene, og vi har oplevet, hvordan personalet på Lønstrupgård har løst konflikter resolut og voksent. Vi frygter, hvordan det vil blive i en institution med 3-400 børn. Det vil være konfliktfyldt, og med gru forestiller vi os den larm og støj, der uundgåeligt vil være der. De ansatte vil umuligt kunne være til stede og håndtere konflikten hver gang. Vi frygter en junglelov, hvor de store og stærke kan tryne de mindre og stille. Dagligt, når vi henter vores søn, får vi den samme oplevelse: Oplevelsen af frihed, en børneoase, vi tænker ofte, at det er for godt til at være sandt. At der findes et sted med så gode muligheder for aktiviteter - både indendørs og udendørs. Det viste sig så at være rigtigt. Det var for godt til at være sandt. Det synes vi er så uendelig trist. Må noget ikke længere være for godt til at være sandt i den her by? Heller ikke for vores børn? Og alligevel lige en tur forbi fornuften her til sidst: Vi forstår ikke, hvorfor tilbuddene til vores børn SKAL være rentable. Helt ærligt. Det er jo netop ikke en fabrik, vi taler om. Hvis ikke vi, som samfund, skulle bruge penge på vores børn, hvad pokker skulle vi så bruge penge på? Ordene: "besparelser på stordrift" klinger helt forkert i vores ører. Det siger sig selv, at der er besparelser at hente ved at slå en masse ting sammen, men udgangspunktet skal jo altid være børnenes trivsel. Den skal vi vel stræbe for at gøre så god som muligt - koste hvad det vil? Ellers skal der jo ikke meget til at forestille sig, hvad "stordrift" kan gi' af problemer for alle de mange, mange børn, der ikke er gearet til det. Mon ikke det gi'r os allesammen en efterregning på den længere bane? Vi er sikre på, at det ikke er en fornuftig og holdbar løsning. Christina Høier og Otto Schelin, forældre til dreng i O.D på Vanløse Skole.