Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2016/17
Oprettet:
2. juli 2015
Svarnummer:
7
Indsendt af
Christianshavns Lokaludvalg
Virksomhed / organisation
Christianshavns Lokaludvalg
Postnr.
1466
By
København K
Høringssvar
Børne- og Ungdomsforvaltningen har sendt en sag om skoledistrikter 2016/17 i offentlig høring på bliv hørt-portalen.
Borgerdialog
Da sagen er i offentlig høring på bliv hørt-portalen, har lokaludvalget ikke haft borgerdialog om den.
Lokaludvalget samarbejder med Christianshavns Skoles skolebestyrelse samt forældrekredsen om ønsket om en nybygning af en skole på Christianshavn.
Lokaludvalgets holdning
Da Christianshavns skoledistrikt ikke er direkte berørt af skoledistriktsforslaget, skal Christianshavns Lokaludvalg blot bringe vore tidligere høringssvar omkring skoleproblematikken i erindring.
Vi har tidligere - og også ved sidste skoledistriktshøring - gjort opmærksom på, at Christianshavns Lokaludvalg peger på en nybygning i hvert fald for indskolingen her i bydelen frem for ”årelange lappeløsninger”.
Lokaludvalget samarbejder med skolebestyrelsen og forældrekredsen om denne sag, der er holdt borgermøde, og flere politikere (med Pia Allerslev og Frank Jensen i spidsen) har besigtiget de nuværende forhold for eleverne på de to afdelinger af Christianshavns Skole.
I høringsoplægget står der i bilag 1 på side 2, at ”det skal understreges, at distriktstilpasningen ikke kan løse behovet på længere sigt i områder med markant voksende elevtal. Her er det i stedet nødvendigt at arbejde generelt med udvidelse af skolernes kapacitet i form af skoleudvidelser eller strukturelle ændringer, der kan forøge skolernes kapacitet. Sådanne overvejelser indgår i den generelle planlægning, der tager udgangspunkt i bl.a. behovsprognosen og kommuneplanen.”
Vi regner Christianshavns Skole under de skoler, der har brug for ”strukturelle ændringer ” jfr. ovennævnte citat.
Vi ser frem til en langsigtet løsning på Christianshavns stigende børnetal og anbefaler igen, at der afsættes midler på budget 2016 til en ny skole på Christianshavn i stedet for at anvende de bevilgede 190 mio. kr. til ”lappeløsninger”, hvor børnene bl.a. efter planen får meget mindre udendørsplads, end de har nu.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand