Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 2 - lokalplan 425-2

Oprettet: 14. oktober 2016
Svarnummer:
35

Indsendt af

Cecilia Ravn Jensen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Lokalplan 425 Krimsvej kompromiteres væsentligt med tillæg 2, i forhold til de i Lokalplanen angivne retningslinjer, som vi - som ejere af en bolig i Strandhusene - har baseret vores køb på. Endvidere vil den planlagte erhvervsbygning med medfølgende trafik i byggefelt C (Bunkeren) være til stor gene for områdets beboere. Krimsvej-området mangler i den grad ”grønne oaser”, som er nemt tilgængelige for områdets beboere – både voksne og børn. Det planlagte byrum nord for Strandtårnet indskrænkes i tillæg 2. Dette angives i Helhedsplanen som en større principiel zone for sport og leg. I det planlagte byggeri er det tanken, at bygningen etableres i en hesteskoform med åbning ud mod Amager Strandvej. Vi forestiller os at de "tabte" kvadratmeter offentlig rum søges erstattet af arealet midt i bygningen, men vi er af den opfattelse at området vil ændre karakter fra et primært offentligt rum til alles gavn, til et semi-privat byrum primært anvendt af byggeriets beboere. Hermed vil Krimsvej kvarteret miste et at sine større planlagte byrum. Ydermere, står der i byrummet i dag en række værdifulde træer, som ifølge lokalplanen Tegning nr. 7 så vidt muligt bør bevares, og som ved det forslåede byggeri nødvendigvis må fældes. Indsigelse i forhold til Byggefelt C Grundejeren ønsker at nedrive den eksisterende bebyggelse og opføre en erhvervsbebyggelse fordelt på 5 etager. Det virker uhensigtsmæssigt at opretholde erhverv i en 5-etagers bygning, midt i et beboelsesområde med rækkehuse, lille tilførselsvej (tværvej 6) med legende børn samt dårlige parkeringsforhold, fremfor i byggefelt A som ligger ud til Amager Strandvej og med tilførsel fra tværvej 5. Det virker ikke rimeligt at et boligområde skal belastes af trafik til og fra en 5 etagers erhvervsbygning med flere hundrede ansatte/gæster. Rækkehuse ville være langt mere hensigtsmæssig i byggefelt C, da det vil betyde måske 10-15 familier i modsætning til flere hundrede fremmede i et intimt og roligt boligkvarter og disse passer endvidere ind i konteksten idet området syd for Tværvej 5 alene er boliger. Endvidere vil erhverv på byggefelt C ikke få synergieffekter af nærliggende erhverv, især ikke hvis det fjernes fra byggefelt A, fordi bygningen ligger indeklemt i boligområde og med en dårlig tilførselsvej og manglende parkering. Ydermere vil den tilbagetrukne placering af byggefelt C ikke tiltrække erhverv. Indsigelse i forhold til fordeling af erhverv Tillæg 2 giver mulighed for liberalt erhverv i bunden af tårne, men ikke Strandtårnet. Det kan undre, at Strandtårnet med sin tilbagetrukne beliggenhed ikke er omfattet af muligheden for at etablere liberalt erhverv, men at der fortsat kræves publikumsorienteret erhverv. Efter flere år med forgæves forsøg på at udleje bunden af Strandtårnet, ønsker vi denne omfattet af ændringerne af betegnelsen fra ‘publikumsorienteret erhverv’ til ‘erhverv’. Som planerne i tillægget foreligger, vil der pga. niveauforskel ikke være en direkte tilgang fra pladsen foran Baltic til bunden af Strandtårnet og dermed ingen synergieffekt. Ydermere vil byggeplanerne på byggefelt A, skygge for erhvervslokaler i Strandtårnet og dermed gøre dem mindre attraktive.