Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Handlingsplan for vejstøj, Københavns Kommune 2013-2018
Oprettet:
30. august 2013
Svarnummer:
10
Indsendt af
Bent Lohmann
Virksomhed / organisation
Indre By Lokaludvalg
Postnr.
1466
By
København K
Høringssvar
Det er Indre By Lokaludvalgs opfattelse, at Københavns Kommune må påtage sig et medansvar for miljøet og Københavneres sundhedstilstand. Forslaget til ”Handlingsplan for vejstøj 2013-1018” er et skridt på vejen. Indre By Lokaludvalg ser muligheder for nedsættelse af vejstøjen der ligger ud over de nævnte i handlingsplanen.
Indre By Lokaludvalg har derfor på sit møde den 22. august 2013 besluttet dette høringssvar i forbindelse med forslaget til ”Handlingsplan for vejstøj 2013-2018”.
Forslag til reducering af støj ved kilden
Indre By Lokaludvalg indgav høringssvar til forslag for ”Støjhandlingsplan 2013” i november 2010. Der er allerede nu udsendt et nyt forslag til en støjhandlingsplan, fordi den første 5-årige handlingsplan havde fået udsættelse og udkom midtvejs i den omhandlende periode.
Københavns Kommune har i den mellemliggende periode foretaget visse forbedringer for at reducere de sundhedsskadelige konsekvenser af vejstøj, og der er således sket et fald i støjbelastede boliger. En lang række forslag fra Indre By Lokaludvalgs tidligere høringssvar er dog stadig aktuelle og kan tages i anvendelse i forbindelse med den nye støjhandlingsplan
.
Lokaludvalgets synspunkt er stadig at den største effekt til støjnedsættelse opnås ved at reducere støjen ved kilden:
• En trafikregulering med bl.a. reduktion af trafikken igennem byen
• At udarbejde strategier for tung trafik med forbud for lastbiler i Indre By, for eksempel ved implementering af Citylogistik-løsninger.
• At sætte hastighedsbegrænsning i Indre By på 30 km/t efter andre europæiske storbyers eksempel.
• At sikre at hastighedsgrænserne overholdes
• At begrænse vejbanerne til en kørebane i hver retning i Indre By
• At styrke den kollektive trafik
• At stille krav til den kollektive trafik om støjsvaghed
• At forbedre forholdene for eldrevne biler for byens beboere
• At udvide den eksisterende miljøzone for tung trafik til også at omfatte privatbiler og varebiler.
Antallet af støjbelastede personer/boliger kan herved yderligere reduceres.
Effekt af støjnedsættelse
Støjnedsættelse ved kilden har endvidere den effekt at den ofte samtidigt reducerer luftforureningen som følge af trafikken. Herved forøges den sundhedsfremmende værdi yderligere. Nogle af de mål der er opstillet for Miljømetropolen og som synes sværest at nå, handler om vejstøj.
Der er et stykke vej for at opnå målene for, at københavnere skal kunne sove i fred om natten for vejstøj og at alle skoler og daginstitutioner kun må være udsat for et lavt støjniveau fra trafikken.
To andre mål for Miljømetropolen der ligeledes er vanskelige at opnå, hænger sammen med trafikken og vil fremmes gennem nogle af tiltagene til reduktion af vejstøj. Det gælder ved målene for at få flere til at cykle til arbejde og at der gøres større brug af de grønne områder. Disse mål vil alle kunne fremmes gennem de nævnte punkter.
I pjecen Københavns miljøregnskab 2012 hedder det, ”Støj fra trafikken kan indvirke på helbredet og øger risikoen for en række lidelser og for tidlig død – særligt alvorligt er det, hvis støjen generer
nattesøvnen”. En ny undersøgelse viser også, at der er en stor overdødelighed i områder med meget nattestøj, og H.C. Andersens Boulevard er en af de mest støjplagede veje (Miljøstyrelsen, 2013).
I det nye forslag til ”Handlingsplan for vejstøj” er der sat tal på. Således skønnes det, at vejstøj er årsag til, at 30 københavnere hvert år dør for tidligt. Hertil kommer at den sundhedsskadelige effekt nedsætter livskvaliteten for et langt større antal. De sundhedsmæssige konsekvenser alene i Københavns Kommune koster således samfundet ca. 320 mio. kr. om året. Det giver derfor rigtig god mening og betaler sig at intensivere indsatsen for at reducere vejstøjen.
Indre By er den bydel i København, der har relativt færrest boliger med en støjbelastning under 58 dB. Dette skyldes dels at store dele af den gennemkørende trafik ledes igennem koncentrerede boligområder, og dels at transittrafikken samles på færre veje ind gennem indre By.
Dette er en problemstilling som kunne være mindsket med en betalingsring, men som nu må løses gennem andre tiltag. Indre By Lokaludvalg har anvist løsninger hertil i forslaget til at begrænse trafikken gennem Indre By i sine bydelsplaner.
Støjreducerende asfalt og støjsvage dæk
I handlingsplanen er målet at udlægge støjreducerende asfalt på 270 km vej der opfylder visse kriterier. Selv om målet er at komme op på 20 km om året, vil nedslidningen over 13,5 år hvor støjreduktionen gradvis formindskes, betyde at vejstøjen generelt set øges. Derfor må kvoten øges ud over de 20 km strækning om året.
I forbindelse med de nye busspor fra Nørreport til Ryparken til forbedring af busfremkommeligheden, vil det være nærliggende at busdriften på denne strækning sker efter en forsøgsordning med elbusser med støjsvage dæk, så driften bliver så støjsvag som mulig og samtidigt kan bidrage til mindre luftforurening. Buslinjen fører både igennem tætte boligområder og grønne områder. Dette kan være
et forsøgsprojekt der kan styrke målene i Miljømetropolen og være genstand for opmærksomhed fra ind- og udland.
I høringssvaret til den forrige støjhandlingsplan peger Lokaludvalget på Staten som medspiller i forbindelse med reduktion af vejstøjen i Københavns Kommune. Dette er taget op i den nye handlingsplan med forslaget om at stille krav til støjsvage dæk i miljøzonen.
Lokaludvalget mener ikke, at ideen om støjsvage dæk i miljøzonen er realistisk at gennemføre eller kontrollere. Den eneste model med støjsvage dæk, der virker, vil være at der i Danmark eller EU kun kan købes støjsvage dæk. Mulighederne for at skaffe yderligere midler til støjreduktion kan ske igennem en støjafgift på motorkøretøjer.
Andre forslag
Pludselig støj, f.eks. fra knallerter, motorcykler, quad-bikes og busser, opleves som mere generende end jævn trafikstøj fra personbiler, især for høreapparatbrugere. Lokaludvalget opfordrer Københavns Kommune til at tage dette med i arbejdet med handlingsplanen.
Vi mener også, at Københavns Kommune generelt bør tage hensyn til støjgener, når der indkøbes nye maskiner eller køretøjer, f.eks. fejemaskiner.
Lokaludvalget mener, at handlingsplanen også bør omfatte støj fra bygge- og anlægsarbejde, f.eks. metrobyggeriet. Som minimum den del der genereres af trafik til og fra byggepladser.
Det er Indre By Lokaludvalgs opfattelse af der med dette høringssvar er fremkommet forslag der kan skabe baggrund for yderligere nedsættelse af de sundhedsskadelige gener ved vejstøjen.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann
Formand