Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 15. juni 2014
Svarnummer:
50

Indsendt af

Anders S. Jensen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Som berørt forælder og borger i Københavns kommune er jeg bekymret over og imod forslaget om, at den østlige del af rode 221 (herefter benævnt Valby Have) overføres fra grunddistriktet for Vigerslev Allés Skole til grunddistriktet for Kirsebærhavens Skole. Mange argumenter imod er allerede blevet fremført i høringssvar, men specielt trafiksikkerheden er det altoverskyggende problem. Ruten via Gl. Køge Landevej og Folehaven er ualmindeligt slem mht. trafik, og selv børn på de højere skoletrin får næppe sine forældres velsignelse til at tage ruten uassisteret. Det bør specielt nævnes, at der IKKE findes lyskryds ved indkørslen til Kirsebærhaven fra Folehaven, og børn, som er cyklet i højre side på vej til skole, må forventes at krydse Folehavens 5-6 stærkt trafikerede spor netop her (se venligst billeder og kort vedhæftet). Gangbroen over Folehaven, som har været nævnt i debatten, ligger ikke på ruten fra Valby Have til Kirsebærhavens Skole. En gennemførelse af forslaget vil medføre et stort tab for de berørte familier og området, og det virker mærkeligt, at distrikterne skal skævvrides i en grad, således Valby Have skal tilhøre Kirsebærhavens Skoledistrikt, selv om både Valby Skole og Vigerslev Allés Skole ligger nærmere geografisk. På vejen til Kirsebærhavens Skole passerer man ligefrem et helt tredje skolegrunddistrikt. Det er et stort samfundstab og stort indgreb at besværliggøre hverdagen for så mange familier, og det er derfor svært at se, at forslaget ikke strider imod de opstillede principper for ændringer af skolernes grunddistrikter (sammenligningen i forslaget med naborode 209 virker søgt, da denne del hovedsageligt består af erhverv og industri og med få boliger beliggende langt fra rode 221). Der bør desuden også tages højde for den meget lave opbakning til forslaget fra de berørte familier, når børne- og ungdomsudvalget igen ser på prognoser for socioøkonomi og privatskoleandel. Jeg håber inderligt, at der kan findes en bedre løsning. Med venlig hilsen Anders S. Jensen