Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar vedr. Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej
Ift. punkt 5. Ved Brønshøj Torv
Mange skolebørn i området
En øget sivetrafik forbi Holcks Plads og ned af fx Havrevej og Hvedevej vil gøre området meget mere utrygt for alle de bløde trafikanter især de mange gående og cyklende skolebørn. Området er om eftermiddagen fyldt med skolebørn primært 0.kl-3.klasses elever fra KKFOén, som ligger på hjørnet af Holcks Plads og Præstegårds allé. Fordi området i dag ikke er så trafiktungt, får mange skolebørn lov at gå hjem alene fra KKFOén, derfor er tit børn, der alene krydser Præstegårds allé og Holcks Plads.
Derudover cykler der hver eneste morgen rigtig mange børn i skole via Hvedevej, Havrevej og Præstegårds allé.
Forslaget vil øge risikoen for uheld og øge utrygheden hos børn og deres familier.
Børnetungt område
Udover KKFOén på hjørnet er der på Præstgårds alle 29 også en vuggestue og børnehave og ved siden af endnu en KFFO, så der er mange børnefamilier der færdes i området. Dertil bor der på både Hvedevej, Havrevej og Præstegårds allé mange børnefamilier i bl.a. to familiershuse, derfor har der i mange år været dejlig meget liv på og omkring villavejene med rulleskøjteløb, løbecykler og leg. Når der pludselig skal flere biler igennem øges risikoen for påkørsler markant. Udsynet er derudover dårligt på disse veje pga. parkerede biler langs vejene.
Flere højresvingsulykker
De flere bilister der vil dreje til højre fra Frederikssundsvej og ned af Holcks Plads øger risikoen for ulykker. Det er et meget svært sted at dreje i bil og selvom der kommer drejebane og bedre udsyn, så kommer cyklerne stadig med høj fart ned af bakken samtidig med gående på fortorvet. Også her går mange børn på fortovet til og fra KKFO og Brønshøj skole.
Det er i det hele taget et sted hvor der sker meget og man skal orientere sig meget både som billist og gående. Især om morgenen er der klumper af børn og forældre der på cykel eller gående krydser Frederikssundsvej for at komme i skole. Derfor vil det, som I foreslår, være rigtig rart med heller. Men at sende flere biler ned gennem Holcks Plads, gør kun området mere risikofyldt for bløde trafikanter.
I øvrigt kan det forventes at der kommer bilkø, da der er parkerede biler på begge sider af første stykke af Holcks Plads og derfor kun kan køre biler i en retning af gangen.
At der er tale om et midlertidigt forsøg på ubestemt tid, der måske/måske ikke kan afhjælpe problemer på Brønshøj Torv bekymrer mig meget, da det er på bekostning af især de mindste børns tryghed og trafiksikkerhed.
Med venlig hilsen
Line Falk Tranberg