Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 4. november 2024
Svarnummer:
51

Indsendt af

Ida-Marie Lindequist

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar til projektforslag 5 – forslag ved Brønshøj Torv om at ensrette Brønshøj Kirkevej og lukke for indkørende trafik

Som beboere på de privat fællesveje Brønshøjholms Allé og Kirketoften finder vi det meget bekymrende, hvis forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej og lukke for indkørende trafik vedtages. Vores bekymring bunder i flere forhold: 

  • Hvis Brønshøj Kirkevej ensrettes og lukkes for indkørende trafik fra Frederikssundsvej vil det naturligt afføde øget trafik (sivetrafik) på Brønshøjholms Allé, og mindske trafiksikkerheden for de mange børn og familier fra Brønshøjholms Allé, Kirketoften og Haveforeningen Brønshøjholm (105 haver), der til dagligt benytter vejen til og fra skole, daginstitution, arbejde og indkøb. Brønshøjholms Allé er en smal vej med smalt fortov og uden cykelsti. Der er parkerede biler/varevogne i den ene side, og vejen er ikke dimensioneret til meget trafik. Det er ikke muligt at passere to biler forbi hinanden, hvilket betyder, at den ene bil er nødt til at trække ind til siden eller op på fortovet og afvente, at den anden kører forbi. Dette giver i dag nogle farlige situationer både for fodgængere og cykellister, og der opstår ofte kødannelse. Denne udfordring vil forstærkes, såfremt Brønshøj Kirkevej ensrettes.
     
  • Brønshøjholms Allé benyttes desuden af mange fodgængere og cykellister, der skal til/fra Brønshøj Kirkevej via kirkegården. De parkerede biler/varevogne på Brønshøjholms Allé gør udsigtsmulighederne fra kirkegården yderst vanskelige, og med øget trafik på kørebanen vil dette resultere i flere farlige situationer for fodgængere og cykellister, når de skal fra kirkegården, krydse Brønshøjholms Allé og bevæge sig i retning mod Utterslev Mose/Haveforeningen Brønshøjholm.
     
  • I løbet af foråret/sommeren 2025 flytter udflytterbørnehaven Vindsusets opsamling for 60 børnehavebørn til vuggestuen Rugvej 10. Det betyder, at 60 børn dagligt skal afleveres og hentes på Rugvej, og at Brønshøjholms Allé bliver en af de få veje, som kan benyttes fra Frederikssundsvej, hvis Brønshøj Kirkevej lukkes for indkørende trafik.
     
  • Endvidere vil Brønshøjholms Allé blive en af de få adgangsveje for de mange børn og unge, der dagligt skal til træning i Boldklubben Fix, hvilket synes uhensigtsmæssigt taget den manglende trafiksikkerhed på Brønshøjholms Allé i betragtning.
     
  • Endelig vil trafikforholdene på Brønshøjholms Allé forværres, og det vil blive vanskeligere at parkere, da det må forventes, at besøgende til Brønshøj Kirke og kirkegården i højere grad vil benytte Brønshøjholms Allé.
     
  • Brønshøjholms Allé samt tilstødende veje er private fællesveje, og derfor ligger ansvaret for vejens drift hos os selv som grundejere. Øget trafik betyder væsentligt mere slid, og såfremt trafikken øges betydeligt ved vedtagelse af dette forslag, forventer vi, at Københavns Kommune tilbagetager vejene, for i fremtiden at indgå som en del af den kommunale drift.

Med afsæt i ovenstående bekymringer er det tydeligt, at forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej vil have mange negative konsekvenser for Brønshøjholms Allé og de mange børn og familier, der dagligt benytter vejen. Som beboere undrer vi os over, at kun Holcks Plads, Hvedevej og Havrevej er nævnt i høringsmaterialet, og at konsekvenserne for Brønshøjholms Allé ikke er fremlagt.

Vi opfordrer til, at projektforslaget trækkes tilbage. Såfremt det ikke er tilfældet, og Brønshøj Kirkevej lukkes i en afgrænset forsøgsperiode, anmoder vi om, at trafikken på Brønshøjholms Allé også monitoreres i forsøgsperioden og indgår i den samlede konsekvensvurdering.  
 

Med venlig hilsen

Beboerne på Brønshøjholms Allé og Kirketoften
(Underskrifter fra 46 husstande er vedlagt som bilag).