Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar Trafiksikkerhedstiltag Brønshøj Torv, Frederikssundsvej.
Lukningen af Brønshøj Kirkevej og ændringer af overgange fra busstoppested vil uden tvivl skabe mere sikkerhed for buskunder. Og for cyklister, afhængigt af hvordan de guides over Frederikssundsvej.
Brønshøj Kirkevej - strækningen mellem Præstegårdsalle og Pilesvinget
Brønshøj Kirkevej er plaget af megen gennemkørende trafik. Trafiktællingen i juni 2024 viser det med al tydelighed. Myldretidstrafik fra syd mod nord og fra nord til syd giver al for meget gennemkørende trafik på en privat fællesvej, hvis vedligehold de lokale beboere betaler for.
Vi savner en helhedsorienteret løsning, så trafikken ikke skubbes rundt mellem mindre villaveje, men som leder trafikken mellem Hareskovvej og Frederikssundsvej til de større adgangsveje.
På Brønshøj Kirkevej færdes i særdeleshed mange cyklister, især børn - til fodboldklub, som kører stærkt især ned af bakken i grupper. Der er også en del ladcykler som fylder på vejen tillige med mange parkerede biler. Uheld for cyklister forekommer.
Et sikkerhedstiltag, som vil gavne cyklister, vil være hajtænder ved krydset Klintevej, Brønshøj Kirkevej og Højlandsvangen. Der er i dag højre vigepligt, og den pligt er der mange som ikke overholder eller ikke kender.
Som beboer er det fx svært at rydde sne på vejen, fordi morgenmyldretidens billister har travlt og ikke kan vente.
Det er positivt at se i trafiktællingen, at hastigheden overholdes. Vores bump med pullerter gør en virkning. Kirkegårdens rækker af mindre ”pullerter” har en virkning, ligesom vores blomsterbede ikke påkøres når overhalende billister har travlt og ikke giver plads til hinanden, men kører op over fortov.
Vi savner en løsning som begrænser den gennemkørende trafik - til og fra Hareskovvej markant. En ensidig lukning af Brønshøj Kirkevej vil begrænse den gennemkørende trafik.
Vi mener at det er en god ide med et foreløbigt forsøg, med en 3 måneders lukning, hvis man samtidig anviser de gennemkørende motorkøretøjer andre veje end de små private fællesveje og monitorerer det nye trafikmønster.