Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej

Tiltag for at øge trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej.

Høringsfrist:

5. november 2024
Indsendt af:
Karsten Langkjær
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
92
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar vedrørende Trafiksikkerhedstiltag langs Frederiksundsvej, Forslag 5 og 6. Først vil jeg kvitterer for muligheden for at indsende høringsvar og håber der vil blive lyttet til alle os der kender detaljerne i området. Jeg er enig i, at der i dag er en del cyklister samt fodgængere fra busperronen, som kører/går over for rødt ved Brønshøj Kirkevej. Om det er grund til at lukke vejen, ved jeg ikke om det er undersøgt, men jeg tænker at der bl.a. er blevet set på ulykkestallene for krydset. Og med den tilsyneladende betydelige andel af gennemkørende biler på Brønshøj Kirkevej, virker det rigtigt at se på hvorledes det kan begrænses til blot beboertrafik.  Det virker dog ikke som en trafiksikkerhedsforbedring at sende en stor del af den trafik, der i dag kører ad Brønshøj Kirkevej, ned ad sidevejene og videre ind ad villavejene i kvarteret, efter at skulle svinge ind over cykelstien. Alle veje i området har smalle kørebaner med et smalt fortov, parkerede biler, legende børn på vejen, mange kryds med ubetinget vigepligt og dårlige oversigtsforhold. Der kan allerede udpeges flere steder i området, f.eks. ved daginstitutioner og Holcks Plads/Præstegårds Allé og selve Præstegårds Allé hvor forholdene allerede kan være problematiske -hvilket en øget trafik må forventes at forværre. Villavejene er derfor uegnet til andet end lokaltrafikken fra primært beboere og personer med ærinder. Generelt virker det ikke som en trafiksikkerhedsforbedring, at der vil være flere, der skal svinge fra Frederikssundvej ind over cykelstien og køre videre af de små sideveje. Men især løsningen ved Holcks Plads springer i øjnene og gør mig nysgerrig på om de foreslåede løsninger i projektet har gennemgået en Trafiksikkerhedsrevision?  For selvom muligheden for højresving fra Frederikssundsvej til Holcks Plads forbedres, så er der stadig en mindst lige så stor risiko for alvorlige ulykker, som i dag -og med en øget trafik måske ligefrem større. Cyklisterne kommer i høj fart ned af bakken fra Brønshøj Torv i en let venstredrejende kurve, så selvom man forbedrer oversigten og etablerer højresvingsbane, så er der stadig ikke mange sekunder ekstra til at foretage sit højresving. Vejreglernes håndbog ”Vejkryds i byer” anbefalede længde på 30-50 m synes i øvrigt ikke at være opfyldt, da jeg kun måler længden til ca. 27 m, men uanset hvad er behovet for frit sigte bagud større lige her (grundet venstrekurven og høj fart) og derfor kalder på en længde nærmere de 50 m. Bilister risikerer derfor at have så stort fokus på de bagfra kommende cyklister, at når der opstår et hul, bliver svinget foretaget uden at orientere sig efter fodgænger på fortovet. Når man samtidig ændrer det til et gennemgående fortov, er der risiko for at fodgængere oplever en falsk tryghed, især skolebørn, der ikke er så trafikerfarne og derfor ikke er så opmærksomme på den farlige situation. I øvrigt vil jeg henlede opmærksomheden på at højresvingsbanen risikerer at blive brugt til parkering, da der ligger et par restauranter og caféer ved krydset, hvor i hvert fald én har høj frekvens af take away afhentning. Etablering af krydsningshellerne ved Holcks Plads og ændringerne for Elmelundsvej kan jeg kun bifalde. Jeg synes derfor at forslag 5 og 6 skal gentænkes. Jeg ser det bedst for trafiksikkerheden at indkørslen til Holcks Plads, uanset hvad, lukkes, da det i dag er en farlig krydsning på en skolevej. Jeg mener heller ikke at man skal lave en forsøgsordning, da risikoen for ulykker ved Holcks Plads er for stor. 
Læs høringssvar fra Karsten Langkjær
Indsendt af:
Annika Göransson
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
91
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Indledningsvis vil jeg bemærke, at det er positivt, at man gerne vil forbedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej. Tiltagene 5 og 6 er dog ekstremt bekymrende, da de må forventes at forværre trafiksikkerheden frem for at forbedre den.   Hvis man kender området, vil man vide, at det ikke er hensigtsmæssigt at omdirigere trafikken fra Brønshøj Kirkevej til Holcks Plads og de omkringliggende veje, hvor både vejbane og fortov er smallere, og der er langt dårligere oversigtsforhold.   Som TMF selv påpeger, vil tiltagene forringe trafiksikkerheden nævneværdigt ved Holcks Plads, hvor der hver dag færdes hundreder af skolebørn til og fra skole og mellem skole og institution. Der har i 2020 været en dødsulykke ved netop Holcks Plads (hvilket også nævnes i høringsmaterialet). Jeg vil påminde om at netop denne højresvingsulykke var baggrunden for, at projektet blev igangsat på initiativ af Lokaludvalget. Derfor synes det fuldstændig i modstrid med det oprindelige opdrag, at projektet er endt ud med et forslag, som indebærer øget trafik og ulykkesrisiko ved Holcks Plads.   Jeg og min familie vil derfor på det kraftigste opfordre til, at disse tiltag ikke indføres, og at der arbejdes videre med alternative tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej uden at skabe markant højere risiko på de nærliggende villaveje.
Læs høringssvar fra Annika Göransson
Indsendt af:
Ves Møller Rasmusen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
90
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Svar på høring ang. punkt 5 og 6 i projektforslaget Jeg er beboer på Hvedevej i Brønshøj og far til to små drenge, hvor den ene netop er begyndt i børnehaveklasse. Det er langt fra sjældent, at vi om morgenen oplever situationer i krydset ved Holck Plads, hvor der ikke skal meget til, før en ulykke kan ske. Det ville være utænkeligt, hvis en af de mange børn, der bor i området, blev ramt. Jeg er derfor alvorligt bekymret for, at de foreslåede ændringer vil medføre en markant stigning i trafikken på de små veje og Holcks Plads. Vejene rundt om Holcks Plads er allerede smalle, og udsynet ved hjørnerne er dårligt. Derfor vil det ikke være hensigtsmæssigt at dirigere endnu mere trafik gennem området. Som forslaget beskriver, vil ændringerne ved Brønshøj Torv sandsynligvis føre til, at flere bilister vil køre ad Holcks Plads, hvilket vil øge trafikmængden på de omkringliggende veje og gøre det endnu mere utrygt for børn, der færdes til og fra skole og fritidsordning. Trafiksikkerheden i området er allerede en bekymring. Der bor mange små børn, og jeg forstår, at der har været en dødsulykke på Holcks Plads i 2020 – netop i det kryds, vi allerede i dag oplever som farligt. En øget trafikmængde vil kun forværre situationen og øge risikoen for ulykker. Jeg opfordrer derfor til, at forvaltningen genovervejer de foreslåede ændringer, da de vil skabe flere farlige situationer for børnene i området. En løsning, der både tager højde for trafikken og børns sikkerhed, er nødvendig. Vi er mange som håber at de yngste  trafikken også tages med i overvejelserne.  På forhånd tak.
Læs høringssvar fra Ves Møller Rasmusen
Indsendt af:
Andreas Højbjerg Nielsen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
89
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Tak for muligheden for at kommentere på høringen.    Jeg kan kun støtte op om det indsendte høringssvar fra bestyrelsen af Brønshøj Kirkevejs vejlaug.   Der er behov for en helhedsplan for området inkl. Brønshøj Kirkevej og de omkringliggende veje. Det er desværre oplevelsen, at det er farligt for særligt bløde trafikanter og i særdeleshed børn at færdes på vejen. Konstant trafik (herunder tung) til og fra motorvejstilkørslen, trafik til og fra Fix boldklubben særligt på hverdagsaftener og i weekender, trafik af biler der vil parkere tæt ved mosen, giver et meget stort pres på vejen i stort set alle lyse timer. Som børnefamilie er det særligt utrygt, da den konstante trafik gør det meget usikkert for børn at færdes ved og på vejen.    Det er ikke hensigtsmæssigt, at de omkringliggende veje skal overtage trafikken fra Brønshøj Kirkevej, men der er behov for, at trafikken spredes ud på flere veje og mindskes.    Vi håber, at kommunen vil se med alvor på denne udfordring og lave en helhedsplan, der mindsker trafikken for det pågældende område.  
Læs høringssvar fra Andreas Højbjerg Nielsen
Indsendt af:
Anders Kluw
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
88
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Hermed indsendes der bemærkninger vedrørende lovforslag 6, der omhandler lukning af indkørslen til Brønshøj Kirkevej fra Brønshøj Torv og løsningsforslag 7, der omhandler ændringer af de trafikale forhold ved Holcks Plads   Vi vil gerne starte med at meddele, at vi anerkender indsatsen for at bedre trafiksikkerheden på Frederikssundsvej, og de overvejelser I har gjort i lokaludvalget omkring det. Vi tænker også at en højresvingsbane ved Holcks plads vil kunne forbedre forholdene der, da der i forvejen er et udsat sted. Dog finder vi det dybt kritisabelt, hvis indkørslen til Brønshøj Kirkevej lukkes, som der foreslås, da det vil medføre øget trafik på Holcks Plads. Det er et af de steder, mange skolebørn går, når de skal gå fra Brønshøj skole og over til SFO’en, som ligger på hjørnet af Holcks Plads og Præstegårds Allé. Samtidig ser vi det også som ekstra uheldigt, at det vil medføre øget trafik på specielt Præstegårds Allé, som i forvejen har tung trafik. Lokaludvalget anerkender endda selv i beskrivelsen, at det vil medføre øget trafik på Holcks Plads (og dermed også Præstegårds Allé), i form af blandt andet omvejstrafik. Vi frygter flere uheld, og specielt risiko for højresvingsulykker ved både ind- og udkørslen fra Holcks Plads og til Frederikssundsvej, idet vi bemærker, at det ikke er mange år siden, der var en højresvingsulykke med dødelig udgang på netop samme sted. En øget omvejstrafik vil gøre et i forvejen svært overskueligt t-kryds endnu mere sårbart overfor sådanne ulykker.Som beboere på Præstegårds Allé, finder vi det stærkt uhensigtsmæssigt at belaste Holcks Plads – og dermed også den del af Præstegårds Allé med så megen yderligere trafik – og vi finder af den årsag forslaget uacceptabelt, hvorfor vi hermed skal meddele vores indsigelse mod forslaget.
Læs høringssvar fra Anders Kluw
Indsendt af:
Menighedsrådet Brønshøj Kirke
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
87
Virksomhed / Organisation :
Menighedsrådet Brønshøj Kirke
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Sagsnummer 2024-0330872 Vi vil gerne starte med at meddele, at vi anerkender indsatsen for at sikre trafiksikkerheden på Frederikssundsvej, og de overvejelser I har gjort omkring det. Dog er vi virkelig bekymrede for at vi blot flytter problemet et andet sted hen, og at adgangen til aktiviteter i Brønshøj Kirke forringes   Vi er i Brønshøj kirke nemlig stolte af at være en del af de kulturelle aktører i Brønshøj, og støtter op om at Brønshøj-Husum Lokaludvalg har en vision om at udvikle området omkring Brønshøj Torv og skabe bedre sammenhæng imellem de kommunale bygninger og videreudvikle på allerede eksisterende kulturakse. Brønshøj Kirke bidrager stort til det kulturelle miljø i Brønshøj med mange lokale kulturelle arrangementer i kirken, hvor der bl.a., kan nævnes familiehøjskole, foredrag, børne og pigekor, morgensang på biblioteket, samt FDF. Vi finder det derfor stærkt bekymrede for det kulturelle udbud i Brønshøj, at Brønshøj Kirke afskæres fra den lokale kulturakse hvis Brønshøj Kirkevej lukkes. Desuden er det også dybt problematisk af praktiske årsager (når f.eks. rustvogne skal tilgå kirken). Og vi ser store udfordringer når der holdes børnearrangementer i kirken på 50-100 deltagere, at der vil opstå et trafikalt knudepunkt.   Vi er hermed som menighedsråd i Brønshøj Kirke bekymret for at vores kirke i Brønshøj dermed bliver mindre synlig i lokalmiljøets kulturakse, og markant vanskeligere at nå til for vores borgere.   På menighedsrådets vegne Venlig Hilsen og medlem af bestyrelsen Kristine B. Knudsen
Læs høringssvar fra Menighedsrådet Brønshøj Kirke
Indsendt af:
Huxi Bach og Frederikke Halling Hastrup
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
86
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Der bor 37 børn. Alene på den midterste del af Hvedevej. 37 børn, der lige nu spiller bold, tegner skæve hinkeruder og står på rulleskøjter på vejen. De krydser vejen over til venner, lærer at cykle, trækker hinanden rundt i trækvogne og gør alt det, der er glansbilledet på den sunde (skærmfrie) barndom – fordi det kan man på Hvedevej. Lige nu i hvert fald. Men hvis tiltag 5 og 6 af de foreslåede trafik'sikkerheds'tiltag på Frederikssundsvej bliver vedtaget, er det frie børneliv på Hvedevej - og de omkringliggende veje - i alvorlig fare. Forstået på denne måde: Børnenes liv er i reel fare. Vi tilslutter os derfor i dén grad Vejforeningen for Havrevej, Hvedevej og Holcks Plads' høringssvar, samt høringssvaret fra KKFO-leder Gülay Gökcen. For både Hvedevej og Havrevej er lange, lige veje, som trods enkelte bump er alt for nemme at køre stærkt på. Holcks Plads er smuk – men uoverskuelig for små trafikanter og fodgængere. Og midt på Holcks Plads ligger KKFO’en ’Hjørnet’ – et fritidshjem, som elever fra 0.A, 1.A, 2. A og 3.A hver dag skal gå til og fra. Og med tanke på det og denne formulering i tiltag 5 ”Dette vil alt andet lige øge uheldsrisikoen ved Holcks Plads, selvom forholdene her samtidig forbedres” – så virker tiltaget fuldstændig absurd for os som forældre! Holcks Plads/Præstegårds Allé er allerede uoverskuelig og farlig hvad angår trafik – men cocktailen af mere trafik og et rend af små børn… Det er ikke engang forsøget værd. Mvh, Huxi Bach og Frederikke Halling Hastrup – forældre til to af de 37 børn på den midterste del af Hvedevej.
Læs høringssvar fra Huxi Bach og Frederikke Halling Hastrup
Indsendt af:
Christian Hjorth
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
85
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Hermed opbakning til forslaget om at lukke Brønshøj Kirkevej for motortrafik fra Brønshøj Torv.  Lukningen bør - af hensyn til ikke at øge pendlertrafik ad Holcks Plads - suppleres med tydelig skiltning ved krydset på Brønshøj Torv, så trafikanter mod Hillerødmotorvejen ledes til højre ved udkørsel fra Krabbesholmsvej. Brønshøj Kirkevej er en privat fællesvej, men som det fremgår af trafiktællingerne fra juni 2024 passerer knap 700 biler i gennemsnit mod syd og ca. 500 biler mod nord på hverdage ad den private del at Brønshøj Kirkevej. Ud over det urimelige i at lade beboerne langs vejen om at vedligeholde en vej med så megen trafik, så er den uegnet til denne mængde biler, hvilket dagligt afstedkommer uhensigtsmæssige og farlige situationer særligt for cyklister.  Loven foreskriver, at private fællesveje ikke skal tåle mere end 50% gennemgående trafik. Er dette tilfældet, skal vejmyndigheden foretage regulering, der kan nedbringe den gennemgående færdsel. Derfor har beboerne igennem mange år forsøgt at rejse problematikken over for Teknik- og Miljøforvaltningen, da det er åbenlyst, at størstedelen af trafikken foregår i myldretiden, hvor færdslen går direkte henover Brønshøj Kirkevejs private del. Københavns Kommune har afvist at have pligt til at handle - blandt andet med henvisning til målinger, der har vist en lavere andel gennemgående trafik. Disse målinger har dog - i lighed med den seneste fra juni - benyttet et målepunkt syd for Præstegårds Alle, selvom dette ligger på den offentlige del af Brønshøj Kirkevej - og altså ikke ved overgangen til det private stykke. Derved tælles den betydelige trafik til Præstegårds Alle med, hvilket fiktivt sænker den relative andel, der kører ind på Brønshøj Kirkevejs private del og fortsætter til den offentlige del i den anden ende. Dette er selvsagt ikke en rimelig målemetode - men gunstig, hvis vejmyndigheden vil slippe for at sænke trafikmængden.  Jeg nævner dette, dels fordi lukningen kun foreslås som et midlertidigt forsøg - men der er brug for en permanent ordning. Dels fordi lukningen ikke vil mindske trafikken i sydgående retning, Og dels fordi forslaget i sagens natur kan sænke trafikmængden på vores vej, men også godt kan medføre, at pendlertrafikken ledes ad Holks Plads via Præstegårds Alle og tilbage på Brønshøj Kirkevej. Derved ender vi igen med megen gennemgående trafik på sidstnævnte. Så aflyses lukningen, har Københavns Kommune stadig en forpligtelse til at foretage en retvisende tælling af den gennemgående trafik og, når den viser mere end 50% gennemgående trafik, foretage andre trafikdæmpende tiltag. Fastholdes lukningen, resterer der stadig en udfordring med den sydgående, gennemkørende trafik.   
Læs høringssvar fra Christian Hjorth
Indsendt af:
Anne Bach Grønbæk
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
84
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Først og fremmest en anerkendelse at initiativet til at øge trafik sikkerheden på Frederiksundsvej. Vil dog kraftigt opponere på forslag 5 og 6 vedr. lukning af indkørsel ved Brønshøj Kirkevej og øget indkørsel/trafik ved Holcks plads. Løsningen vil skabe et endnu større problem - med voldsom trafiksikkerhedsmæssig usikkerhed i et område med skolens fritidsordning, børnehaver og generelt børn der selvstændigt bevæger sig rundt på villavejene mv.  Hverken Holcks plads eller Havrevej og Hvedevej er egnet til den trafikmængde - plads, udsyn mv er markant dårligere end Brønshøj Kirkevej.  Jeg bliver bekymret for de indskolingsbørn, der dagligt går selv hjem fra institution ved Holcks Plads - særligt når man ved, at der allerede har været dødsulykke ved Frederikssundsvej/Holcks Plads.  Det må kunne lade sig gøre at finde en bedre løsning.  Fra projektleder ved Københavns Kommune Lærke Søberg Møller Rasmussen har jeg fået oplyst, at der ikke er udarbejdet alternative løsningsforslag - og at oversigtsforhold på Havrevej og Hvedevej ikke er undersøgt, fordi det er privat fællesveje. Kan det passe at man implementerer løsninger i et område proppet med børn - med historik for alvorlige uheld - på så tyndt et analysegrundlag?  Derudover oplyser hun at der er tale om begrænset trafik - hvilke ikke harmonerer med de oplyste tal fra trafiktællingen og virkeligheden på vejene.  Vi er mange, der har ideer til langt bedre løsninger - og det vil være fatalt hvis man under dække af forsøgsordning løser et problem ved at skabe nye, værre problemer.  Håber I lytter til os! 
Læs høringssvar fra Anne Bach Grønbæk
Indsendt af:
Andreas Bjerre-Nielsen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
83
By:
København
Postnr.:
2700
Høringssvar vedrørende projektforslag 5 (Ved Brønshøj Torv) samt projektforslag 6 (Ved Holcks Plads og Elmelundsvej) Som beboer i Brønshøjs kirkekvarter glæder jeg mig over initiativer, der sigter mod at forbedre trafiksikkerheden omkring vores travle knudepunkter. Jeg vil dog gerne fremhæve, at de foreslåede løsninger risikerer at skabe nye og potentielt mere alvorlige problemer. Mange borgere har allerede udtrykt bekymring over krydset ved Holcks Plads og Præstegårds Allé, som i forvejen udgør en stor fare for både fodgængere, cyklister og bilister. Denne fare er velkendt blandt dem, der færdes i området til daglig, og den tragiske dødsulykke i dette kryds i 2020 vidner om alvoren. Min bekymring er, at en øget trafikmængde vil blive dirigeret gennem dette kryds, hvor færdselsregler ofte bliver overtrådt. Selvom det næppe er hensigten, gør krydsets nuværende udformning det svært for trafikanter at aflæse, hvem der har forkørselsret. Denne forvirring, kombineret med generel usikkerhed omkring færdselsreglerne, resulterer i, at mange kører gennem Præstegårds Allé over Holcks Plads til fare for andre trafikanter. En stigning i trafikken vil sandsynligvis forværre disse farlige forhold yderligere da man nu vil have mere trafik henover Præstegårds Alle. Desuden ser det ud til, at man ikke tilstrækkeligt har overvejet konsekvenserne af at omdirigere de omkring 1000 køretøjer, der dagligt kører fra Brønshøj Torv til Pilesvinget/Hareskovvej. Disse køretøjer vil formentlig blive ledt direkte forbi områdets mange daginstitutioner og fritidshjem, hvilket vil skabe betydelige gener og risici kommunens yngste trafikanter og deres familier. På denne baggrund foreslår jeg, at projektforslag 5 og 6 enten forkastes helt eller gentænkes grundigt. Et midlertidigt forsøg er heller ikke hensigtsmæssigt, da det vil skabe nye trafikmønstre, som kan være svære at ændre igen, især med mange biler, der vil køre gennem Hvedevej og Havrevej. Alternativt kunne man overveje et forsøg med et generelt forbud mod gennemkørende trafik på Brønshøj Kirkevej, med undtagelse af lokale beboere og dem med ærinder.
Læs høringssvar fra Andreas Bjerre-Nielsen
Indsendt af:
Bjørg Bogisch
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
82
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Som beboer på Holcks Plads og med børn, der går i skole på den anden side af Frederikssundsvej, finder jeg det vigtigt, at der bliver gjort noget for trafiksikkerheden på Frederikssundsvej. Det er også vigtigt at styrke trafiksikkerheden på Brønshøjkirkevej, men det nuværende forslag rykker imidlertid blot problemerne. De bliver ikke løst. Hvis Brønshøjkirkevej lukkes for indkørsel, så vil en langt større antal biler køre fra Frederikssundsvej og dreje ind ad Holcks Plads. Dette er i forvejen et meget(!) farligt højresving, hvor jeg alt for ofte observerer nærved-ulykker. Der er virkelig dårligt overblik for højresvingende biler, og der er tit prop, så højresvingende biler ikke kan komme ind ad vejen. Dertil kommer, at der få meter herefter er et fritidshjem, hvor meget små skolebørn bliver får deres første erfaringer med at færdes i trafikken, og det i et kryds, hvor der i forvejen ofte ikke er enighed om, hvorvidt der er højrevigepligt, eller om det er Holcks Plads eller Præstegårds alle, der er størst og dermed definerer vigepligten. Mine egne børn er store nu, men da de var små, fik de aldrig lov til at gå der selv. Og hvis der kommer endnu mere trafik, bliver det blot endnu mere kaotisk.  Så find en anden måde at løse problemerne på. At lukke Brøshøjkirkevej - uden også at lukke Holcks Plads - er ikke en løsning. Det forrykker blot problemerne.  
Læs høringssvar fra Bjørg Bogisch
Indsendt af:
Kristine B. Knudsen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
81
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Kommentarer til de forslåede ændringer af trafikforholdene ved Brønshøj Torv. På vegne af Menighedsrådet Brønshøj Kirke, Brønshøj Kirkevej 4D, 2700 Brønshøj. Sagsnummer i F2 2022 - 9250 Dokumentnummer i F2 1518273 Sagsnummer i eDoc 2022-0145487 Indsendes der bemærkninger vedrørende forslag nr.5, der omhandler lukning af indkørslen til Brønshøj Kirkevej fra Brønshøj Torv. Vi vil gerne starte med at meddele, at vi anerkender indsatsen for at sikre trafiksikkerheden på Frederikssundsvej, og de overvejelser I har gjort omkring det. Dog er vi virkelig bekymrede for at vi blot flytter problemet et andet sted hen, og at adgangen til aktiviteter i Brønshøj Kirke forringes Vi er i Brønshøj Kirke nemlig stolte af at være en del af de kulturelle aktører i Brønshøj, og støtter op om at Brønshøj-Husum Lokaludvalg har en vision om at udvikle området omkring Brønshøj Torv og skabe bedre sammenhæng imellem de kommunale bygninger og videreudvikle på allerede eksisterende kulturakse. Brønshøj Kirke bidrager stort til det kulturelle miljø i Brønshøj med mange lokale kulturelle arrangementer i kirken, hvor der bl.a., kan nævnes familie-højskole, foredrag, børne- og pigekor, morgensang på biblioteket, samt FDF. Vi finder det derfor stærkt bekymrende for det kulturelle udbud i Brønshøj, at Brønshøj Kirke afskæres fra den lokale kulturakse hvis Brønshøj Kirkevej lukkes. Desuden er det også dybt problematisk af praktiske årsager (når f.eks. rustvogne skal tilgå kirken). Og vi ser store udfordringer når der holdes børnearrangementer i kirken på 50-100 deltagere, at der vil opstå et trafikalt knudepunkt. Vi er hermed som menighedsråd i Brønshøj Kirke bekymret for at vores kirke i Brønshøj dermed bliver mindre synlig i lokalmiljøets kulturakse, og markant vanskeligere at nå til for vores borgere. På menighedsrådets vegne Venlig Hilsen og medlem af bestyrelsen Kristine B. Knudsen
Læs høringssvar fra Kristine B. Knudsen
Indsendt af:
Jes Clauson-Kaas
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
80
Virksomhed / Organisation :
Privat
By:
Bronshoj
Postnr.:
2700
Jeg vil gerne tilføje følgende til det rigtig gode høringssvar som Vejforeningen for Havrevej, Hvedevej og Holcks Plads fremsender på medlemmernes vegne: Jeg tror bestemt at beboerne på Brønshøj Kirkevej oplever store problemer med trafikken, selv efter at både højresving og venstresving fra Frederikssundsvej er blevet forbudt. Brønshøj Kirkevej har jo både Sognecenter og Fix fodboldklub, så selvom det er områdets bredeste vej, så kan fremkommeligheden være udfordret. Derfor råber beboerne op og vil gerne have trafikken reduceret. De får folk valgt ind i Lokalrådet og nu må de trafikansvarlige reagere. Løsningen nu er at føre trafikken over på de mindre sideveje og så kan de så råbe op, og sende ”aben” videre til de næste veje. Det virker ikke som om forslagene i punkt 5 og 6 er helt færdig gennemtænkt. Jeg cykler hver dag til Holcks Plads og krydser Frederikssundsvej dér. Bilerne er ikke det store problem, de stopper pænt for cyklister der vil krydse. Racercykler, elcykler og Mate-cykler kommer derimod med meget høj fart fra torvet og med stigende højre-drejende trafik stiger sandsynligheden for alvorlige kollisioner mellem bil og cykel. Vores vejforening har mange småbørns familier, hvilket betyder mange små børn på cykel, der lærer at cykle til skole. Igen, øget trafikmængde giver øget sandsynlighed for alvorlige kollisioner (i dette tilfælde med en meget svag trafikant). Det er en ubehagelig tanke at ”forsøget” skal vurderes ud fra uheld, måske endda fatale. Man kan sætte sig på en café på hjørnet af Holcks Plads i myldretiden og observere ”nær ved” uheld mellem cyklister og højre svingende biler. Man vil kunne forstå at her findes der ikke nogen god løsning.
Læs høringssvar fra Jes Clauson-Kaas
Indsendt af:
Thilde Nørgaard
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
79
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Jeg vil godt appellere til at pkt. 5 ikke gennemføres som planlagt med et lidt andet argument end de tidligere fremførte: Holcks Plads og vejene omkring er et smukt, ældre villakvarter med velbevaret natur tæt på. Det betyder at mange besøgende (og beboere) bruger vejene til at gå tur, bl.a. til Utterslev Mose. De smukke gamle huse, de gamle haver, og særligt det smukke store træ på Holcks Plads, er attraktioner i sig selv for dem der besøger og bebor området. Kvaliteten ved dette område vil derfor blive kraftigt mindsket ved øget trafik og Københavns kommune vil miste noget af det fineste den har og bør bevare: et ældre, velbevaret villakvarter med ro, natur og en kulturhistorie som ikke findes mange andre steder i København. Derudover kommer det faktum, at vejene omkring Brønshøj Kirkevej er ikke egnede til mere trafik og selv ikke de foreslåede ændringer i pkt 6 vil kunne opveje dette. Det er smalle veje med dårlig sigtbarhed ved hjørner, og der holder ofte parkerede biler på begge sider af vejene (beboere og besøgende). Derudover ligger der mange institutioner i området (skole, KKFO, børnehave og vuggestue), hvilket gør at der er mange børn på vejene på de kritiske tidspunkter, morgen og eftermiddag. Ser man på demografien af beboere på vejene vil der kun komme flere børn i området! Sidst men ikke mindst har Holcks Plads en form der vil gøre al kørsel i det område svær og usikker, uanset de foreslåede ændringer.  
Læs høringssvar fra Thilde Nørgaard
Indsendt af:
Lotte Mortensen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
78
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar vedr. projektforslag 5 (Ved Brønshøj Torv) samt projektforslag 6 (Ved Holcks Plads og Elmelundsvej) Indledningsvis vil jeg bemærke, at det er positivt, at man gerne vil bedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej. Det er dog med stor undren, at jeg læser de løsningsforslag, man præsenterer i punkt 5 og 6, og jeg må gøre indsigelse overfor disse, da de må forventes at forværre trafiksikkerheden fremfor at forbedre den. Der lægges i materialet op til, at man vil lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra Brønshøj Torv, hvilket må forventes at øge trafikken på bl.a. Holcks Plads med øget risiko for højresvingsulykker til følge, hvilket også nævnes i høringsmaterialet.  Der har i 2020 været en dødsulykke ved netop Holcks Plads (hvilket tillige nævnes i høringsmaterialet). Jeg vil gerne bringe i erindring, at netop denne højresvingsulykke sammen med en anden højresvingsulykke, der skete ved Tuxensvej en uge forinden, var baggrunden for, at projektet blev igangsat på initiativ af Lokaludvalget. Så meget desto mere synes det paradoksalt og i modstrid med det oprindelige opdrag, at projektet er endt ud med et forslag, som indebærer øget trafik og ulykkesrisiko ved Holcks Plads. Ligeledes paradoksalt er det i øvrigt, at Lokaludvalget taber fokus på trafiksikkerheden til sidst og med et meget snævert flertal stemmer for forslaget og således imod sin egen oprindelige intention med projektet. Omvendt har der ikke været ulykker ved indkørslen til Brønshøj Kirkevej, og der synes ikke at være noget sagligt belæg for at lukke vejen fra torvet ift. at øge trafiksikkerheden. Man får m.a.o. indtryk af, at der må være andre, ikke saglige interesser på spil. Hvis man kender området, vil man vide, at det ikke er hensigtsmæssigt at omdirigere trafikken fra Brønshøj Kirkevej til Holcks Plads og de omkringliggende veje, hvor både vejbane og fortov er smallere (sidstnævnte betydeligt smallere), og der er langt dårligere oversigtsforhold. Herudover er der mange institutioner på vejene omkring Holcks Plads og mange bløde trafikanter, herunder især børn, der har området som skolevej.  Jeg har forståelse for, at beboere på Brønshøj Kirkevej (og Højlandsvangen) gerne ser mindre gennemkørende trafik på deres veje, men det er ikke det, som nærværende projekt handler om. Det handler i stedet om, hvordan man bedrer trafiksikkerheden, og jeg håber, at Teknik- og Miljøudvalget vil holde sig dette for øje med henblik på, at der træffes en saglig beslutning. Hvis man ønsker mindre gennemkørende trafik i området, hvilket ville give god mening, kunne man istedet overveje kun at tillade beboer- og ærindekørsel, men dette bør i givet fald gælde hele området, og ikke kun Brønshøj Kirkevej, således at man ikke blot omdirigerer trafik til andre og mindre egnede veje. At lukke hele området af for gennemkørende trafik kunne være en gevinst for Brønshøj som helhed, idet netop dette område anvendes som rekreativt område til gåture, løb mv. for mange borgere. Ift. at løsningen fremsættes som en midlertidig forsøgsordning vil jeg endvidere gerne bemærke, at det ikke gør en usikker løsning mere sikker, at den fremsættes som et “forsøg”, og at det på ingen måde er rimeligt at foreslå en prøveperiode uden på forhånd at lægge sig fast på evalueringskriterierne, herunder kriterierne for tilbagerulning.   
Læs høringssvar fra Lotte Mortensen
Indsendt af:
Lisbeth
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
77
By:
Gentofte
Postnr.:
2820
Jeg vil gerne bakke op om Københavns Kommunes forslag nr. 5 om lukning af indkørende trafik til Brønshøj Kirkevej. Jeg passer mit lille barnebarn på Brønshøj Kirkevej og kommer derfor dagligt på vejen. Det er for mig helt uforståeligt, at man tillader så massiv trafik på en villavej, hvor man ofte må holde i kø bag lastbiler og tit ser cykelister blive klemt af biler, der forsøger at passere hinanden.  Af høringsnotatet fremgår det, at en lukning af indkørende trafik ved Brønshøj Kirkevej kan medføre "sivetrafik" på de omkringliggende veje. Det er ikke sikkert. Det er alt for besværligt at køre ad på de små veje som Hvedevej, Havrevej og via Holcks Plads til motorvejen. Jeg er overbevist om, at man som billigst i stedet vil undgå at køre ned igennem villaområdet og - som i skriver, anvende det overordnede vejnet til Harreskovsvej, som det må have været tiltænkt fra start. Som flere andre har skrevet i deres høringssvar, vil jeg gerne tilslutte mig høringssvaret fra Brønshøj Kirkevejs vejlaug og pointen om, at Københavns Kommune må handle og lede trafikken væk fra Brønshøj Kirkevej, væk fra villakvarteret og tage ansvar, så trafikken ikke får fatale konsekvenser for de bløde trafikanter.   
Læs høringssvar fra Lisbeth
Indsendt af:
Anne
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
76
Virksomhed / Organisation :
Anne
By:
Skanderborg
Postnr.:
8660
Vi kommer ofte på Brønshøj Kirkevej som besøgende, og vi har oplevet flere farlige situationer mellem bilister og bløde trafikanter. Vi håber, at kommunen gennemfører dette tiltag, så trafikbelastningen på Brønshøj Kirkevej kan reduceres, og så der derved skabes mere tryghed for fodgængere og cyklister. 
Læs høringssvar fra Anne
Indsendt af:
Sebastian Tølbøll Glavind
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
75
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Tak for muligheden for at kommentere på Københavns Kommunes forslag vedrørende trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej. Jeg støtter op om det indsendte høringssvar fra bestyrelsen af Brønshøj Kirkevejs vejlaug. I forlængelse af det indsendte høringssvar vil jeg yderlige påpege, at jeg håber at Københavns Kommune implementere en helhedsløsning for hele området, inkl. Brønshøj Kirkevej. Der vil som følge af forslag om, at ensrette Brønshøj Kirkevej være mange beboere fra de omkringliggende veje, som vil indsende høringssvar ud fra en bekymring om, at ensretningen af Brønshøj Kirkevej vil medføre øget trafik på deres veje. Det er selvfølgelig forståeligt fra deres synspunkt. Det er dog ikke en løsning at lade Brønshøj Kirkevej bære alt områdets trafik. Det er som følge af den tunge trafik blevet en meget farlig vej for de bløde trafikanter, særligt områdets børn (jf. høringssvar fra Brønshøj Kirkevejs vejlaug). Jeg håber derfor at Københavns Kommune vil tage det seriøst og sikre, at den tunge trafik til og fra Hareskovvej og Hillerødmotorvejen, en gang for alle, bliver ledt uden om villakvartererne i Brønshøj. Vi skal passe på vores børn og andre bløde trafikanter før det er for sent!
Læs høringssvar fra Sebastian Tølbøll Glavind
Indsendt af:
Maria Glavind
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
74
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Først og fremmest tak for muligheden for, at kommentere på Københavns Kommunes tiltag vedrørende øget trafiksikkerhed langs Frederikssundsvej. Vi er selv beboere på Brønshøj Kirkevej og oplever derfor dagligt de udfordringer og farlige situationer, der opstår i trafikken ved Brønshøj Torv og langs Brønshøj Kirkevej. Vi ser derfor utrolig positivt på, at Københavns Kommune nu tager de trafikale udfordringer alvorligt og iværksætter tiltag, der skal øge sikkerheden. På baggrund af vores daglige færden i trafikken omkring Brønshøj Torv og sidegaderne omkring (Brønshøj Kirkevej, Holcks Plads, Havrevej, Hvedevej mv.), ser vi særligt to steder hvor, der er et markant behov for, at øge trafiksikkerheden. Det drejer sig om cykelstien og fodgængerfeltet ved Brønshøj Tov på den østlige side af Brønshøj Kirkevejs tilslutning. På daglig basis er der cyklister der kommer fra øst mod vest ad Frederikssundsvej, som kører over for rødt og ud i krydset, samtidig med at biler kommer kørende over krydset mod nord ad Brønshøj Kirkevej. Det samme sted er der hyppigt fodgængere, særligt buspassagerer, der går til og fra busstoppestedet på Frederikssundvej. Dette medfører mange farlige situationer, hvor man som bilist skal være yderst opmærksom for at undgå ulykker, med potentielt alvorlige konsekvenser. Derudover medfører den nuværende afvikling af trafik på Brønshøj Kirkevej, at der hyppigt opstår farlige situationer. Brønshøj Kirkevej er en stejl, privat-fællesvej med Brønshøj Kirke og Brønshøj Torv mod syd, samt Boldklubben FIX og tilkørsel til Hareskovvej/Hillerødmotorvejen mod nord. Tilkørslen til og fra motorvejen gør at der dagligt, særligt om morgenen og eftermiddagen, er massiv gennemkørende trafik på vejen. Den massive gennemkørende trafik foregår samtidig med, at børn og unge cykler til og fra skole, samt til fritidsaktiviteter i Boldklubben FIX. Derudover holder der mange biler parkeret langs vejen, som har et ærinde i Boldklubben, i kirken eller oppe på Brønshøj Torv.  Tilsammen skaber dette potentielt meget farlige situationer, når biler (under kaotiske forhold) holder ind til siden for at skabe plads til hinanden, og børn samtidig cykler i høj fart ned ad Brønshøj Kirkevej. Vi har observeret flere farlige trafikale situationer hvor det kun er held, at det ikke er endt katastrofalt. Vi håber at Københavns Kommune vil tænke en løsning ind fra start, så udfordringen med trafiksikkerheden på Brønshøj Kirkevej løses nu – samtidig med de tilsvarende udfordringer på Brønshøj Torv. Vi skal beskytte de bløde trafikanter omkring Brønshøj Torv og på Brønshøj Kirkevej, før de nuværende forhold medfører situationer med uoprettelige konsekvenser
Læs høringssvar fra Maria Glavind
Indsendt af:
Alice Rasmussen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
73
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Vedr. tiltag 5 og 6 Ved at lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra torvet tvinger man biltrafikken til at højresvinge ved indkørslen til Holcks Plads, hvor cyklister kommer kørende hurtigt og er svære at se i tide. Det vil skabe farlige situationer og i sidste ende kunne resultere i en dødsulykke, som TMF også selv anfører. Derudover vil det betyde øget sivetrafik på bl.a. Havrevej og Hvedevej, to mindre villaveje, hvor der færdes mange børn, cyklister, forældre med barnevogn m.fl. Den øgede trafik vil derfor medføre en øget risiko for dem der færdes i området. Vi forstår, at formålet med disse tiltag var at øge trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej. Vi er dog meget bekymrede og mener, at de foreslåede tiltag kun vil forværre situationen på de omkringliggende veje. I stedet for at lukke Brønshøj Kirkevej, kunne man i stedet for forlænge rækværket ved busholdepladsen (busøen) og samtidig sætte et rækværk op på den modsatte side foran Lån & Spar bank. Det kunne løse problemet med at fodgængere krydser supercykelstien ulovligt.
Læs høringssvar fra Alice Rasmussen
Indsendt af:
Gülay Gökcen
Dato: 5. november 2024
Svarnummer:
72
Virksomhed / Organisation :
Brønshøj Skole og Fritidsinstitution
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
  Til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune På vegne af Brønshøj Skoles KKFO sender vi hermed vores høringssvar vedrørende den foreslåede trafikomlægning omkring Brønshøj Torv. Brønshøj Skoles KKFO består af tre lokationer, der samlet rummer cirka 400 børn i alderen 6 til 11 år fra 0. til 3. klasse. En af vores afdelinger, Hjørnet, er en skolefritidsordning beliggende direkte ud til Holcks Plads, mens en anden afdeling ligger på Præstegårds Allé. Til daglig har vi mange børn, der bevæger sig mellem skole og KKFO ad de små villaveje omkring Holcks Plads, Præstegårds Allé, Havrevej og Hvedevej. Vi har derfor en stor interesse i, at områdets trafiksikkerhed er optimal. Vi er alvorligt bekymrede over den plan, der nu er i høring, idet den kan få betydelige konsekvenser for børnenes sikkerhed. Forslaget vil, hvis det gennemføres i sin nuværende form, resultere i en markant stigning i biltrafikken omkring Hjørnet ved Holcks Plads og sandsynligvis også ved afdelingen på Præstegårds Allé. For vores børn betyder denne omlægning en betragtelig mere usikker skolevej samt færdselsvej til og fra fritidsinstitutionen. Selvom der etableres fodgængerfelter og trafikregulering, vil den øgede trafikmængde i sig selv skabe en højere risiko for potentielt farlige situationer og ulykker. Vi understreger, at vores ansvarsområde dækker mange små børn, som færdes på egen hånd eller under opsyn af vores personale i de nærliggende områder, og vi er bekymrede for de trafikale konsekvenser, omlægningen vil medføre. Vi håber, at der vil blive taget højde for vores bekymringer i den videre proces. Med venlig hilsen Gülay Gökcen KKFO-leder Brønshøj Skole og KKFO  
Læs høringssvar fra Gülay Gökcen
Indsendt af:
Carla Cecilia Baumann Greiber
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
71
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Hørringssvar vedrørende punkt 5 (ved Brønshøj Torv) og punkt 6 (ved Holcks Plads og Elmelundevej) i tiltag for at øge trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej   Som beboer i lokalområdet bakker jeg op om tiltag, der skal forbedre trafiksikkerheden langs Frederikssundsvej. Dog fremstår de fremlagte forslag vedr. særligt punkt 5 til at gøre det modsatte. Forslaget vil drastisk forværre trafiksikkerheden for områdets børn, og ikke mindst medføre en (endnu) farligere skolevej.   Jeg stiller mig uforstående overfor logikken omkring, at det på nogen tænkelig måde vil løse de aktuelle sikkerhedsudfordringer, at omdirigere trafikken fra et lysreguleret kryds til en ikke-lysreguleret højresvingsbane på tværs af en nedadgående cykelsti og ind i et område med smalle villaveje, som vrimler børn som færdes til og fra skole/institution. En del trafik forventes i henhold til tiltaget, fremadrettet at køre via Holcks Plads og anvende uegnede villavejene (Hvedevej og Havrevej) som færdelsåre mod Hareskovsvej/motorvej. Dette vil, forfor at forbedre området trafikusikkerhed, forværre problemet ved at føre tung trafik fra de større og mere egnede veje til mindre villaveje, hvilket vil have store konsekvenser for områdets børn og børnefamilier. Problemet bør derfor håndteres mere strukturelt og helhedsorienteret.  Helt konkret ift. pkt. 5 risikerer tiltaget at forværre et aktuelt farligt trafikpunkt i lokalområde. Krydset mellem Præstegårds Allé og Holcks Plads er allerede et trafikalt usikkert sted, hvor sigtbarheden er stærkt begrænset pga. parkerede biler og de grønne "midterrabat/bunker" kombineret med uklarhed omkring vigepligt. En yderligere traffikbelastning/tæthed vil markant forværre sikkerheden i området. Samtidig ligger der et fritidshjem på hjørnet af Holcks Plads (Hjørnet) med børn fra 0. klasse – 3. klasse fra Brønshøj Skole, lige der, hvor trafikken bliver omdirigeret til. Det virker derfor fuldstændig uhensigtsmæssigt at foreslå at trafikken fra Frederikssundsvej fremadrettet skal ledes denne vej fremfor at benytte det lysregulerede kryds ved Torvet.    Jeg appellerer derfor stærkt til at pk 5 ikke gennemføres, og der overvejes mere strukturelle løsninger, såsom hastighedsbegrænsning, der reelt løser problemet ved torvet og ikke blot forværrer og flytter problemet 100 meter længere ned af vejen med risici for særligt områdets skolebørn.  Jeg henviser desuden til høringssvar fra Vejforeningen af 11/6 1957 Med Venlig Hilsen Carla Greiber      
Læs høringssvar fra Carla Cecilia Baumann Greiber
Indsendt af:
Bestyrelsen for Enighedens Vejlag
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
70
Virksomhed / Organisation :
Enighedens Vejlag
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar – forslag 5. Ved Brønshøj Torv, lukning af Brønshøj Kirkevej for indkørende biltrafik På vegne af Enighedens Vejlag dækkende 100 hustande på henholdsvis Brønshøjholms Allé, Risvangen og Enighedens Alle vil vi gerne udtrykke vores bekymring til forslaget om at ensrette Brønshøj Kirkevej i forbindelse med forbedring af trafiksikkerheden på Frederikssundsvej. Vi i Enighedens Vejlag er stærke fortalere og vil gerne opfordre til at etablere en helhedsplan for trafiksanering med henblik på en overordnet forbedring af trafiksikkerheden i lokalområdet. Dog mener vi, at indeværende plan er en kortsigtet lappeløsning, da en ensretning af en enkelt vej ikke vil forbedre den samlede trafiksikkerhed for området, men i højere grad vil afføde en omdirigering og deraf øget trafik på Brønshøjholms Allé, Risvangen og Enighedens Allé, samt andre tilkørselsveje til/fra Frederikssundsvej. Endvidere er Brønshøjholms Allé, Risvangen og Enighedens Allé smalle veje med parkerede biler/varevogne som allerede er stærkt belastede af gennemkørende trafik mellem Frederikssundsvej og Hareskovvej som skaber smalle og farlige passager for legende børn, fodgængere og cyklister. Derudover undrer det os, at forslaget kun sætter fokus på og monitorering af signifikant stigning af sivetrafik og øgning af uheldsrisikoen i området nordvest for Brønshøj Kirkevej, nærmere bestemt omkring Holcks Plads. Såfremt forslaget vedtages, appellerer vi til, at trafikken på Brønshøjholms Allé, Risvangen og Enigheds Allé også monitoreres i forsøgsperioden, og indgår i den samlede konsekvensvurdering, da den foreslåede ensretning af Brønshøj Kirkevej vil omdirigere motoriseret trafik mellem Frederikssundsvej og Hareskovvej gennem vejene i Enighedens Vejlag og dermed mindske trafiksikkerheden. Ligeledes vil besøgende til Brønshøj kirke, boldbanerne ved enden af Brønshøj Kirkevej og til haveforeningen Brønshøjholm i højere grad skulle benytte Brønshøjholms Alle. Derudover består Enighedens vejlag af private fællesveje, og dermed hviler ansvaret og udgifter for vejens drift hos grundejerne. Forøget trafik vil derfor også betyde et væsentligt højere slidtage og derfor forøgede udgifter til vedligehold som påligges foreningens medlemmer Med venlig hilsen Bestyrelsen for Enighedens Vejlag , email: bestyrelsen@enighedensvejlag.dk
Læs høringssvar fra Bestyrelsen for Enighedens Vejlag
Indsendt af:
Per Ove Kristensen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
69
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Forslag 5-6  Brønshøj Torv - Holcks Plads. Lukningen af adgang med bil Brønshøj Kirkevej fra Krabbesholmvej, vil skabe en ophobning af biler på Frederikssundsvej der skal søge mod indkørsel til den nordlige del af området for Frederikssundsvej. Lukningen af Brønshøj Kirkevej, vil også forhindre en fornuftig adgang til Brønshøj Kirke og Kirkens Sognehus. Samt leverancer til området der efter lukningen skal via Holcks Plads. Dette gælder også for redning og beredskab.   Det foreslås af lede biltrafikken ind i området via Holcks Plads med en ændret højresvingsbane. Netop dette sted på Frederikssundsvej er oversigtsforholdene meget ringe ved højresving, da vejen krummer og har et stor fald fra Brønshøj Torv. Vejen Holcks Plads er meget snæver og vil blive et dramatisk møde mellem cyklister og biler. Hele området hvor biltrafikken skal fordeles har mange daginstitutioner, hvor mange børn færdes i et i forvejen meget trafikeret område. Den øgede belastning vil skabe mange konflikter mellen hårde og bløde trafikanter. Forslaget giver også udfordringer på vejene Præstegårds Alle, Hvedevej og Havrevej hvor oversigtsforholdene er begrænsede, igen hvor de bløde trafikanter kan blive ofre. En løsning kunne være øge ensretningen i området for at både nedbringe interessen for gennemkørsel og skabe bedre overskuelighed for både hårde og bløde traffikanter. 
Læs høringssvar fra Per Ove Kristensen
Indsendt af:
Jens Kristian Dreyer
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
68
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Vi kan tilslutte os forslaget om at lukke Brønshøj Kirkevej for trafik fra Brønshøj Torv - se høringssvar fra Brønshøj Kirkevejs vejlaug herunder Brønshøj Kirkevej fungerer i dag som forbindelsesvej mellem Brønshøj Torv og Hillerødmotorvejen, hvilket sommerens også trafiktælling viser. Det fører til for mange farlige situationer, for der er samtidig mange cyklister. Hurtigkørende racercykler, der skal ud ad cykelstien langs Hillerødmotorvejen. Børn, der skal i skole. Forældre med småbørn. Senere også børn, der skal til fodbold i boldklubben Fix for enden af Brønshøj Kirkevej. Vejen falder kraftigt fra kirken mod mosen, så cyklisterne får fart på. En lukning af Br. Kirkevej mod Frederikssundsvej vil lette biltrafikken en del og dermed gøre livet mindre usikkert for de mange cyklister. Desuden er det ikke rimeligt, at vejens beboere skal stå for vedligehold, når så meget af trafikken er gennemgående. Det vil også hjælpe fodgængere og buspassagerer på Br. Torv, hvor biler, der krydser Frederikssundsvej for at køre ind på Br. Kirkevej, ofte skaber farlige situationer. Der er dog heller ikke plads til de mange biler på Holcks Plads, Havrevej og Hvedevej, hvis trafikken blot ledes der hen. Der er behov for en helhedsplan for de mange biler, der skal mod Hillerødmotorvejen.   Høringssvar vedr. trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej fra bestyrelsen af Brønshøj Kirkevejs vejlaug Der kører dagligt 1.761 biler på Brønshøj Kirkevej. Af dem er ca. 70 % gennemkørende. Det viser en trafiktælling foretaget af Teknik -og Miljøforvaltningen (TMF) i juni 2024. Det er meget trafik at håndtere for en villavej og det skaber mange farlige situationer for cyklisterne.   Sikkerhed Brønshøj Kirkevej er en privat-fællesvej med 49 husstande, Brønshøj Kirke i den ene ende og Boldklubben Fix i den anden. Kirken og boldklubben gør, at der udover de mange gennemkørende biler også er mange parkerede biler og mange cyklister. Når der dagligt passerer over 1.000 biler (i gennemsnit 929 den ene retning og 672 den anden retning jf. trafiktællingen) betyder det, at bilerne skal køre ind til siderne for at kunne passere hinanden, hvilket gør, at de blokerer for cyklisterne, som bliver klemt.   Dertil kommer, at vejen er en stejl bakke fra kirken og ned mod boldklubben, hvilket gør, at cyklister ofte kommer i høj fart nedad bakken. Derfor er det endnu farligere, når de i høj fart blokeres af biler. Mange af cyklisterne er børn på vej til fodbold i boldklubben og det er således ofte dem, der udsættes for fare. Kombinationen af over 1000 biler, trængsel og cyklister i høj fart gør, at de trafikale forhold kan være kaotiske og, at der er stor risiko for ulykker.   Opbakning til at lukke vejen ved Brønshøj Torv Årsagen til de mange biler er blandt andet, at mange bilister bruger Brønshøj Kirkevej som en smutvej til at komme til - og fra Harreskovvej/Hillerødmotorvejen. Som et af flere trafiksikkerhedstiltag på Frederikssundsvej har TMF foreslået at Brønshøj Kirkevej lukkes for indkørende trafik fra Brønshøj Torv. Dette vil med stor sandsynlighed reducere antallet af biler på Brønshøj Kirkevej, idet smutvejen blokeres i den ene ende. Vejlauget bakker derfor op om forslaget, da det derved også vil reducere antallet af farlige trafikale situationer på Brønshøj Kirkevej og ved Brønshøj Torv.    Behov for en helhedsløsning Samtidig er det vigtigt at understrege, at der er behov for en helhedsundersøgelse af de trafikale forhold i hele villakvarteret på - og omkring Brønshøj Kirkevej. De trafikale udfordringer er ikke nødvendigvis løst ved kun at lukke for indkørsel til Brønshøj Kirkevej fra torvet, idet trafikken derved ledes nedad andre uegnede villaveje (f.eks. via Holcks Plads til Præstegårds Allé og igen ud på Brønshøj Kirkevej). Derfor bør TMF finde en helhedsløsning for trafikken i hele området.   Københavns Kommune skal reagere Det fremgår af TMFs hjemmeside, at Københavns Kommune ”skal reagere”, hvis en tælling viser, at over 50 % af den samlede trafik på en privat fællesvej er gennemkørende trafik mellem to offentlige veje. Af den trafikmåling, som vejlauget har modtaget fra TMF, fremgår det, at den gennemkørende trafik langt overstiger 50% og på visse strækninger er 90% Derfor er det vejlaugets forhåbning, at Københavns Kommune nu reagerer ved at lukker Brønshøj Kirkevej for indkørende trafik fra torvet og ved at foretage en helhedsundersøgelse af området omkring vejen, så trafikkaos og ulykker undgås.
Læs høringssvar fra Jens Kristian Dreyer
Indsendt af:
Rune Bjørke
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
67
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Efter at have deltaget ved informationsmøde på Brønshøj Bibliotek d. 14.05.2024 samt gennemgået Forslag 5 i høringsmaterialet sidder man tilbage med det indtryk, at forslaget om lukning for tilkørsel af biler ad Brønshøj Kirkevej fra Brønshøj Torv primært skyldes den (dårlige) adfærd, som passagererne til og fra busøen har. En busø som er malplaceret, dårligt indrettet og hvor adgangen til og fra ikke er brugervenlig. Der har ikke været nogle registrerede ulykker med biler involveret i denne del af Brønshøj Torv, om end jeg som beboer i området dagligt ser fodgængere, der ikke overholder færdselsloven. Jf. den trafiktælling, som teknik- og miljøforvaltningen udførte juni 2024, kører der dagligt 700-1000 bilister ad Brønshøj Kirkevej i den retning, som nu ønskes spærret. Disse biler skal nu på anden vis finde vej ned til Hareskovvejen. Dette vil utvivlsomt ske via det nærtliggende villaområde ved Holcks Plads, Præstegårds Allé, Havrevej mv. For at få adgang til Hareskovvejen vil bilister, frem for at køre lige over i krydset på Brønshøj Torv, i stedet skulle foretage et venstresving ned ad Frederikssundsvej for dernæst at foretage et højresving til Holcks Plads og herefter gennem krydset ved Præstegårds Allé. Holcks Plads er så smal en vej at kun én bil kan passere ad gangen, hvilket allerede i dag skaber problemer for trafikken. Når bilisterne herefter når til Præstegårds Allé vil de enten skulle foretage et nyt højresving op ad Præstegårds Allé for alligevel at komme til Brønshøj Kirkevej. Alternativt skal bilister køre ligeud og videre ned af Holcks Plads for enten fortsætte via højresving til Havrevej eller venstresving til Hvedevej. Uagtet hvilken vej der vælges, skal der som minimum foretages yderligere et højresving for at komme til Brønshøj Kirkevej, hvis man skal videre til vejnettet mod nord. Det vil sige at i stedet for at køre lige over Brønshøj Torv, skal bilister nu i stedet foretage minimum 2-3 højresving samt køre via smalle villaveje, hvor der ikke er plads til at 2 biler kan passere hinanden. Mange skolebørn går eller cykler via Holcks Plads til og fra Brønshøj Skole. Derudover ligger der flere daginstitutioner i området. Både om morgenen og om eftermiddagen er der derfor mange skolebørn og voksne fra villaområdet som skal forbi Holcks Plads til fods og på cykel. Jf. trafiktællingen kører der ca. 280 biler på strækningen ved Holcks Plads, hvilket allerede virker til at være for mange biler, til at det ofte ikke er trygt for børn at gå og cykle. Så at lede yderligere 700-1000 bilister ned gennem området virker helt tankeløst. Som far til 2 skolebørn, hvor vi netop tilskynder at cykle til og fra skole, vil jeg ikke længere være tryg herved. Indtil forvaltningen får lavet en samlet og gennemtænkt plan for trafikken, der skal fra boligområderne ud til motorvejsnettet, så er den nuværende løsning med et lysreguleret kryds ved Brønshøj Torv og den lige strækning ad Brønshøj Kirkevej trods alt den sikreste rute med de bedste oversigtsforhold. Den del af Forslag 5, der omhandler lukning af Brønshøj Kirkevej, virker helt umotiveret i forhold til det reelle problem med den dårligt udformede busø ved Brønshøj Torv. Konsekvenserne ved at gennemføre denne del af forslaget vil være en forringet trafiksikkerhed i de omkringliggende villaområder. Forvaltningen opfordres i stedet til at gentænke placeringen og tilpasningen af busøen og cykelstien på Brønshøj Torv, da det er fodgængere til og fra busøen, som skaber de utrygge situationer i trafikken. I den forbindelse bemærkes, at såvel fodgængere som cyklister har en tendens til at vælge den kortest mulige vej igennem trafikken, hvilket forvaltningen bør indtænke i den fremtidige planlægning.
Læs høringssvar fra Rune Bjørke
Indsendt af:
Jakob Jull
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
66
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Det er en fin plan med gode initiativer og sjovt som folk vil køre ned langs holcks plads for at komme til motorvejen, hvis I kigger på et kort og er lokal orienteret, så kør ned til den nye rema 1000 til venstre i krydset og ned af mellemvangen, så slipper I også for den lange kø ved Pilesvinget om morgen.
Læs høringssvar fra Jakob Jull
Indsendt af:
Jens Dahl Pedersen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
65
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Det er et godt tiltag, hvis der endelig gøres noget for at forbedre trafiksikkerheden på Brønshøj Kirkevej. Som beboere oplever vi tit utrygge situationer, hvor cyklister presses ud i rabatten, parkerede biler påkøres, vigepligter ikke overholdes og at adgang til fodboldklubben er kaotisk og uoverskuelig. Der færdes især mange børn og cyklister på vejen pga. adgang til skole, mose og fodboldklub. Det skaber farlige situation, da vejen ikke er dimensioneret til den nuværende mængde af biler, og til at fungere som smutvej mellem Frederikssundsvej og Hareskovvejen. Vi håber, at der etableres en tryg og varig løsning på udfordringerne.
Læs høringssvar fra Jens Dahl Pedersen
Indsendt af:
Line Falk Tranberg
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
64
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Høringssvar vedr. Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej Ift. punkt 5. Ved Brønshøj Torv Mange skolebørn i området En øget sivetrafik forbi Holcks Plads og ned af fx Havrevej og Hvedevej vil gøre området meget mere utrygt for alle de bløde trafikanter især de mange gående og cyklende skolebørn. Området er om eftermiddagen fyldt med skolebørn primært 0.kl-3.klasses elever fra KKFOén, som ligger på hjørnet af Holcks Plads og Præstegårds allé. Fordi området i dag ikke er så trafiktungt, får mange skolebørn lov at gå hjem alene fra KKFOén, derfor er tit børn, der alene krydser Præstegårds allé og Holcks Plads.  Derudover cykler der hver eneste morgen rigtig mange børn i skole via Hvedevej, Havrevej og Præstegårds allé. Forslaget vil øge risikoen for uheld og øge utrygheden hos børn og deres familier. Børnetungt område Udover KKFOén på hjørnet er der på Præstgårds alle 29 også en vuggestue og børnehave og ved siden af endnu en KFFO, så der er mange børnefamilier der færdes i området. Dertil bor der på både Hvedevej, Havrevej og Præstegårds allé mange børnefamilier i bl.a. to familiershuse, derfor har der i mange år været dejlig meget liv på og omkring villavejene med rulleskøjteløb, løbecykler og leg. Når der pludselig skal flere biler igennem øges risikoen for påkørsler markant. Udsynet er derudover dårligt på disse veje pga. parkerede biler langs vejene.  Flere højresvingsulykker De flere bilister der vil dreje til højre fra Frederikssundsvej og ned af Holcks Plads øger risikoen for ulykker. Det er et meget svært sted at dreje i bil og selvom der kommer drejebane og bedre udsyn, så kommer cyklerne stadig med høj fart ned af bakken samtidig med gående på fortorvet. Også her går mange børn på fortovet til og fra KKFO og Brønshøj skole. Det er i det hele taget et sted hvor der sker meget og man skal orientere sig meget både som billist og gående. Især om morgenen er der klumper af børn og forældre der på cykel eller gående krydser Frederikssundsvej for at komme i skole. Derfor vil det, som I foreslår, være rigtig rart med heller. Men at sende flere biler ned gennem Holcks Plads, gør kun området mere risikofyldt for bløde trafikanter.  I øvrigt kan det forventes at der kommer bilkø, da der er parkerede biler på begge sider af første stykke af Holcks Plads og derfor kun kan køre biler i en retning af gangen.  At der er tale om et midlertidigt forsøg på ubestemt tid, der måske/måske ikke kan afhjælpe problemer på Brønshøj Torv bekymrer mig meget, da det er på bekostning af især de mindste børns tryghed og trafiksikkerhed.  Med venlig hilsen Line Falk Tranberg
Læs høringssvar fra Line Falk Tranberg
Indsendt af:
Andreas Nielsen
Dato: 4. november 2024
Svarnummer:
63
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Jeg kan forstå at midlerne som anvendes til p. 5 er tildelt som følge af at der for nogle år siden skete en dødsulykke i krydset Holcks Plads/Frederiksundsvej, nu foreslåes anvendt til at øge trafikmængden i netop dette kryds! I netop dette sving er der grundet høj fart på cyklerne på supercykelstien langs frederikssundsvej dagligt farlige situationer ved højresving, grundet et stor antal cyklister og en snæver indkørsel, hvor der ikke er plads til at modsatrettet trafik kan passere (modsat Brønshøj kirkevej hvor trafikken flyttes fra). Det virker for mig underligt at der som led i p.5 lukning af indkørsel ved Brønshøj Kirkevej foreslåes at omdirigere yderligere trafik (potentiel en 5 dobling jf uoffentliggjorte trafiktællinger) ned af netop denne vej, som midlerne netop skulle forbedre. Ud over farlige højresving er der en række yderligere forhold som taler for at det vil være uhensigtsmæssigt at lukke indkørsel ved Brønshøj kirkevej, herunder primært at det vil flytte trafik til mindre veje, som ikke er gearet til denne mængde trafik, at der er en række daginstutioner og fritidsordninger i dette område og derfor mange bløde trafikanter, samt at midlerne anvendes modsat det tiltænkte formål. Jeg vil derfor henstille til at forvaltningen ikke gennemfører p.5 i indstillingen, da det efter min vurdering ikke opfylder kriterierne for tildelingen af midlerne og vil medføre en farligere trafikafvikling, selvom jeg anerkender formålet med at flytte gennemkørende trafik væk fra Brønshøj Kirkevej, men de afledte effekter af den indstillede løsning er på ingen måde hensigtsmæssig.    
Læs høringssvar fra Andreas Nielsen

Sider