Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5

Oprettet: 26. september 2024
Svarnummer:
800

Indsendt af

Karl Vogt-Nielsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Metrolinjen M5 er knyttet til etableringen af Lynetteholmen og betjening med kollektiv trafik af boliger og erhverv her. Imidlertid planlægges M5 bygget og sat i drift årtier før Lynetteholm er udbygget, nemlig i 2070. M5 planlægges i drift ca. 2035.

Der er således ikke passergrundlag for en trafikløsning af denne karakter, som har enorme negative påvirkninger af mange borgere i mange år. Også klimamæssigt er det langt mere belastende end andre løsninger.

 

Derfor forekommer det useriøst, at der overhovedet ikke er gennemført en vurdering af andre kollektive løsninger som vil kunne være et højklasset tilbud til beboerne på Østamager mm. Det kunne være letbane eller BRT løsninger.

 

Ligeledes er det useriøst, at der ikke ses på andre løsninger, der kan imødekomme det stigende pres på havnesnittet. Således har alene en busrute som 5C en passertransport der udgør en betragtelig del af passagermængden over havnesnittet og også her kan flere buslinjer, BRT eller letbaner være alternativer til en ny metro. Men det bliver ikke undersøgt.

 

Hele processen med M5 peger på, at man ikke ønsker andre løsninger og ikke vil undersøge andre løsninger for at undgå en diskussion heraf

 

Hertil kommer at befolkningsvæksten i København er raslet ned og hele grundlaget for Lynetteholm bliver mere og mere udhulet, så det er sandsynligt, at der aldrig kommer boliger og erhverv som planlagt på Lynetteholm. Eller projektet bliver politisk stoppet længe inden da.

Jeg mener, at en Miljøvurderingsrapport jf EU-regler skal undersøge alternative løsninger og skal vurdere transportbehovet på den lange bane. Men der gør man ikke. Derfor bør hele planlægningen starte forfra med reelle vurderinger af transportbehovet og vurdering af forskellige løsningsmuligheder på dette behov.

 

Med Miljørapporten her tager man skyklapper på, og kaster en masse borgere i København ud i – vil det nok vise sig – helt overflødige gener. Det er hasarderet og hovedløst at gå i gang med et så voldsomt byggeri på så løst et grundlag, som tilmed smuldrer.

 

Miljøvurderingsrapporten er en skamplet på langtidsplanlægning.

 

Til selve rapportens indhold vil jeg især protestere over støj- og vibrationsafsnittene, som er totalt uforståelige at tolke for borgerne. Der benyttes forskellige støjbegreber, der gøres ikke opmærksom på definitioner heraf og hvorledes de forskellige tal skal forstås. Det burde ikke være muligt at acceptere en Miljøvurderingsrapport med indhold, som ikke kan afkodes af de mange borgere, som bliver ramt af støj og vibrationer. Alle afsnit om dette bør populariseres så det er forståeligt og så borgere kan gennemskue konsekvenserne for dem selv. På borgermøder kunne man fra bygherrer ikke svare på spørgsmål herom. Det var vel for indviklet for dem selv.